Orfeus: Forskelle mellem versioner

Orfeus fik sin egen [[mysteriereligion]] i Grækenland – kaldt [[orfisme]] eller orficisme - den første universelle religion, i den betydning at den ikke var knyttet til stamme eller nation, men var åben for enhver, der fulgte dens regler. Græsk tankegang var [[tradition]]elt domineret af en stærk [[skæbne]]tro, [[fatalisme]], der fremtræder klart hos [[Homer]]; en understrøm af resignation og pessimisme udtrykt i troen på [[menneskehed]]ens fald fra guldalder til den nuværende jernalder, der ikke giver håb om nogen bedring i fremtiden, og af [[Euripides]] udtrykt med ordene: "''Bedst for mennesket er det ikke at være født; næst bedst er et at dø ung.''" Den samme dysterhed ses hos [[Stoicisme|stoikere]] i senantikken som [[Marcus Aurelius]]. Hos Homer er tilværelsen efter døden ydermere et dystert ophold i [[Hades]], mens [[Hesiod]] slet ikke omtaler noget liv efter døden. - Som et modsvar til alt dette mørke kom Dionysos-[[kult]]en nordfra, hvor besættende musik og vild [[dans]] gav deltagerne følelsen af hæve sig op til guden i jublende "[[entusiasme]]", dvs forening med guden. Den orfiske [[sekt]] drev en udstrakt [[Religiøs mission|mission]]svirksomhed i den græske verden, forespejlende sine deltagere et liv i [[salighed]] efter døden. Tilbuddet omfattede alle, også [[slaveri|slaverne]]. Sin faste form fik den orfiske religion i [[Attika (halvø)|Attika]] i århundredet før [[perserkrigene]]. Den blev aldrig nogen officiel religion i Grækenland; men dens idéer kom til at påvirke den [[filosofi]]ske tænkning stærkt med forestillingerne om en udødelig [[sjæl]], om løn og straf i det hinsidige, og sit splittede, [[Dualisme|dualistiske]] verdenssyn med sjæl og legeme som modsætninger, hvor legemet kaldtes "sjælens grav". Vejen til et saligt liv må derfor lede væk fra alt, der hører legemet til, ved renselse og [[askese]]; især skulle man afstå fra kødspisning. Tanken på det hinsidige tog stor plads hos denne sekt; for at forsone guderne, måtte mennesket passere gennem forskellige dyre- og menneskelegemer for at opnå endelig forening med guddommen. Hos [[Empedokles]], [[Pythagoras]], [[Platon]] og [[nyplatonisme]]n spiller tanker fra orfismen en betydelig rolle.<ref>Eiliv Skard: ''Filosofien i oldtiden'' (s. 18-19), forlaget Aschehoug, Oslo 1972, ISBN 82-03-00680-9</ref>