Erwin Rommel: Forskelle mellem versioner

'''Erwin Johannes Eugen Rommel''' ([[15. november]] [[1891]] – [[14. oktober]] [[1944]]) var en af de mest berømte tysketysk [[General|generaler]] (senereog [[feltmarskal]]) iunder [[anden verdenskrig]].

== KarriereMilitær karriere ==

Rommel indledte sin militære karriere som [[kadet]] i [[1910]] og udmærkede sig i [[første verdenskrig]]. Han avancerede til general kort før den tyske [[Felttoget i Polen (1939)|invasion af Polen]] i [[1939]] og medvirkede i og udmærkede sig under [[slaget om Frankrig]] i [[1940]]. Rommel havde stor forståelse for den revolutionerende rolle, som panserstyrkerne fra nu af kom til at spille.

Rommel er også kaldethed "The Desert Fox" (ørkenræven) pga. sin indsats i [[Nordafrika]], hvor han var øverste leder af [[Afrikakorpset]] fra [[1941]] til [[1943]]. Han udnyttede bevægelseskrigen til det yderste og indtog mod al forventning [[Tobruk]] og pressede fronten til [[el-Alamein]], omkring 100 km fra [[Cairo]]. Her blev han imidlertid slået godt og grundigt af [[Bernard Law Montgomery|Montgomery]], og grundetpga. dårligelange forsyningslinjer valgtetrak Rommel at trække troppernesig helt tilbage til [[Tunesien]] stik mod [[Hitler]]s ordrer. Han blev syg og tog tilbage til [[Tyskland]], men vendte tilbage til fronten efter en kortere rekreation. Snart blev han dogigen kaldt tilbage til Tyskland og dermedblev tvunget til at forlade "den synkende skude."

I november 1943 fikgav [[Hitler]] Rommel direkte ordre af [[Hitler]] til at vurdere [[Atlantvolden]]s forsvarsstillinger og planlægge modangreb, hvis de allierede gik i land. Han var i Danmark i 13 dage, hvor han blandt andet besøgte kanonstillingerne i [[Hanstholm]] (se: [[Museumscenter Hanstholm]]). Han blev chef for [[Den_tyske_situation_i_Normandiet_i_1944#Udbygning_af_Atlantvolden_og_andre_tyske_forsvarstiltag|forsvaret af den franske kanalkyst]].

4. juni 1944 forlod Rommel sit hovedkvarter i La Roche-Gryon på den franske kanalkyst. Han skulle til [[Hitler]] for at diskutere strategi. Føreren sad i Ørnereden i [[Berchtesgaden]] og afventede det uundgåelige. På vejen skulle Rommel lige se ind til sin kone Lucie, der fyldte 50 år [[6. juni]]. Han havde et par pæne grå damesko med til hende. Sønnen [[Manfred Rommel]] var 15 år. "''Jeg husker det, som om det var i går,''" sagde han 50 år senere. "''Mor fik de grå sko grytidligttidligt 6. juni - så ringede telefonen.''" Invasionen var i fuld gang. Rommel havde talt med marinens [[meteorolog]]er, inden han turde at forlade sit hovedkvarter, og de havde forsikret, at det dårlige vejr gjorde en invasion de nærmeste dage til en umulighed. Men kl. 7 om morgenen ringede generalmajor Hans Speidel. Rommel forstod, da han hørte om invasionen, at krigen var tabt. Ifølge sin søn så han for sig muligheden af at vinde selve invasionsslaget og få en fredsaftale i stand, som man kunne leve med. [[D-dag]]en tilbragte han kørende den langepå vej tilbage til Frankrig, mens han gentog: "''Så dumt af mig, så dumt af mig.''" [[6. juli]] sendte han Hitler beskeden: "''Slaget er tabt. Tag konsekvenserne.''" Hitler svarede vredt: "''Pas De Deres front.''" Så kom [[20. juli-attentatet]]. Sønnen fortalte, at Rommel flere gange var i kontakt med kupmagerne, og planlagde at overgive sig med sine mænd, straksda de allierede gennembrød forsvaret. Han ville prøve at få de vestallierede længst mulig mod øst, inden de mødte russerne, for dem frygtede han. Sønnen var indkaldt til flyvevåbenet, og bad sin far om lov til at melde sig til [[SS]], men det fik den 15-årigehan ikke lov til. <ref>Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", ''[[VG]]'', 8. maj 1994</ref>

[[17. juli]] blev Rommel alvorlig skadet, da hansRommels bil blev ramt af kugler fra britiske fly og stødte ind i et træ. Efter en måned på sygehus kom han hjem til sin kone i Herrlingen uden for [[Ulm]]. Ironisk nok var seks allierede [[Spion|agent]]er sluppet ned i La Roche-Gryon for at finde og dræbe Rommel. Imidlertid låMen han dalå på sygehus efter bilulykken. <ref>https://historycollection.co/7-audacious-sas-operations-world-war-2/3/</ref> I oktober kom sønnen hjem på nogle dages [[orlov]]. Hitler havde i mellemtiden læst tilståelsen fra en af de hårdt [[tortur]]erede kupmagere, der kompromitterede Rommel. Hitler besluttede, at hans yndlingsgeneral skulle dø. Som [[Wilhelm Keitel]] udtrykte det, ville det blive en enorm [[skandale]], hvis selv den mest afholdte af generalerne, Rommel, også måttes trækkes for folkedomstolen. Rommel fik i stedet valget mellem enten at blive stillet for retten og dømt for [[forræderi]] - eller begå [[selvmord]]. Valgte han det sidste, ville han få en statsbegravelse med fuld militær honnør, og der ville ikke ske hans familie noget. Om formiddagen 14. oktober kom to generaler fra Hitlers hovedkvarter kørende op foran familien Rommels hjem. Huset blev omringet af SS, forstærket med fire panserbiler. Rommel skulle slippe for ydmygelsen ved at henrettes ved skydning. I stedet kunne han tage sit liv med [[cyanid]] (som [[Himmler]] og [[Göring]] senere gjorde) - og hans kone og søn slippe for vanære. Han tog afsked med sin søn på sit kontor. "''Jeg har fortalt din mor, at jeg er død om et kvarter... I vil få et telefonopkald fra sygehuset i Ulm om, at jeg har haft et [[Apopleksi|slagtilfælde]] i bilen på vej til et møde. DaSå er jeg død.''" Så gav han sønnen husnøglernøgler og penge, trak Afrikakorpsets læderjakke på, greb [[marskal]]staven og gik ud i bilen til de to generaler, der havde cyanidkapslen med. <ref>Jon Magnus: "Jeg er død om et kvarter", ''VG'' 8. maj 1994</ref>

Rommel er gravlagt i Herrlingen. <ref>https://www.tracesofwar.com/sights/26038/Grave-Erwin-Rommel.htm</ref> Han efterlod sig en datter, Gertrud, som han fik med Walburga Stemmer før sit ægteskab med Lucie. <ref>https://www.reuters.com/article/germany-rommel-idAFL6E8EM6BW20120322</ref> Da Rommels ægteskab med Lucie forblevvar barnløst i tolv år, inden Manfred blev født, havde Walburga håbet, han til sidst ville vende tilbage til hende. Hun tog sit liv to måneder før Lucies nedkomst. Rommel og hans kone tog sig derefter af Gertrud, og det var hende, der tog telefonen, da Hitler ringede for at kommandere hendes far tilbage til Afrika. <ref>https://ww2gravestone.com/people/rommel-erwin/</ref>