Daner: Forskelle mellem versioner

'''Danerne''' var den betegnelse, indbyggerne i og grundlæggerne af [[Dania]], senere [[Danmark]] fik af ældre europæiske kilder. Navnet Dani optræder først fra 500-tallet, men såderefter optræder det forholdsvis hyppigt.

I anden halvdel af 7. århundrede oplyser en [[Kosmografien fra Ravenna|ukendt geograf]] fra [[Ravenna]], at nordboernes land "fra gammel tid" kaldes ''Dania''.<ref>Christensen, s. 28</ref>. Hans udtalelse om danernes placering ved Østersøens udløb, harmonerer således med omtalen i [[Alfred den Store]]'s Orosius-oversættelse (inkl. Ottars rejse) af syddaner i Sydslesvig og norddaner på den svenske vestkyst, i Skåne og på øerne, som her for første gang får navnet Daenemearc. Endnu tidligere oplyser den frankiske [[krønike]]forfatter [[Gregor af Tours]] (omkring 570) om, at en dansk konge ved navn ''Chochilaichus'' under frankernes konge [[Theodorik]] (511-533) sejlede over havet og hærgede de frisiske kyster, indtil han blev dræbt, og hans flåde besejret.<ref>Christensen, s. 29</ref> Ligeledes oplyser den omtrent samtidige [[biskop]] og [[poet]] [[Venantius Fortunatus]] af [[Poitiers]] i sine hyldestdigte til de frankiske konger om kampe mellem frankere og daner, og et dansk-saksisk angreb på Vestfrisland i midten af 6. århundrede.

Krønikeskriveren [[Jordanes]] oplyser i sit værk ''Getica'' (omkring 551 e.Kr.), at danerne skal være af samme afstamning som "suetiderne" (svenskerne) og have fordrevet [[heruler]]ne fra deres landområde.<ref>Lund, s. 284</ref>. Denne oplysning sammenstilles ofte med en oplysning i den samtidige byzantinske historieskriver [[Prokopius]]' værk om kejser [[Justinian 1.|JustiansJustianians]] goterkrige, at herulerne efter [[longobarder]]nes erobring af deres land ved [[Donau]] i begyndelsen af 500-tallet for flertallets vedkommende drog nordpå, gennem de slaviske områder, gennemog øde områder til varnerne, derfra hastigt forbi danerne over havet til øen Thule (formentlig den skandinaviske halvø), hvor de bosatte sig i nærheden af goterne. Videre oplyses, at de tilbageblevne herulere blev utilfredse med deres konge, dræbte ham og sendte en delegation til Thule for at få en ny konge af den gamle kongeæt. Den første konge døde imidlertid i danernes land, så de vendte tilbage, fik en ny og fik denne bragt i god behold hjem. Her havde kejseren imidlertid indsat en anden konge i mellemtiden, og da herulerne samledes om deres nye konge, blev de undertrykt af kejseren, som genindsatte sin egen kandidat.<ref>Christensen, s. 31f</ref> Delegationens tilbagekomst i 548 blev således kilden til både [[Prokopius]]' og [[Jordanes]]' omtale de næste 5 år i Konstantinopel af herulernes møder med danerne - altså en samtidig omtale af en skandale for Justinian.

Jordanes' oplysninger har ellers været fortolket således, at herulerne oprindeligt stammede fra dansk område, var blevet fordrevet herfra af danerne, og at de så langt senere skulle være rejst tilbage til "deres gamle hjemland" og bosat sig nær goterne. Eftersom herulerne første gang omtales år 267 som bosatte i Sydrusland, skulle fordrivelsen være sket inden da. I nyere tid har historikerne dog stillet sig tvivlende til denne fortolkning, <ref>Christensen, s. 32</ref>, som stammer fra G. Schønnings usikre tolkning af teksten i 1783.

I begyndelsen af 800-tallet oplyser de frankiske rigsannaler om forhandlinger med de danske konger, efter at kejser [[Karl den Store]] havde underkuet sakserne og flyttet [[Frankerriget|Karolinerrigets]] grænse frem til [[Elben]]: i 804 skal danernes konge [[Gudfred]] med sin flåde og hær være kommet til [[Sliestorp]], ved [[Hedeby]] på grænsen mellem hans rige og [[Sachsen (stammehertugdømme)|Saksen]] og derdér have indledt forhandlinger. 808 oplyses om Gudfreds angreb i de slaviske områder, handelspladsen [[Reric]]s ødelæggelse og overflytning af stedets købmænd til Sliestorp samt om, at Godfred skulle have befalet opførelsen af en grænsevold til rigets beskyttelse ([[Dannevirke]]), og 811 oplyses om underskrivelsen af en fredsaftale ved [[Ejderen]], hvor der blandt de dansk garanter optræder "''Osfrid de Sconaowe''" (Asfred af Skåne). Det tolkes som vidnedsbyrd om det danske riges datidige udstrækning.<ref>Christensen, s. 26f</ref>