Forskel mellem versioner af "Gotere"

16 bytes tilføjet ,  for 5 måneder siden
m
Nået til Sortehavet..
m (let sproglig redaktion, bl.a. konsekvent Nyt komma, samt flertalsform goter (ikke *gotere))
m (Nået til Sortehavet..)
[[Fil:Chernyakhov.PNG|thumb|Kort der viser en af teorierne om goternes vandringer: Med rødt Wielbarkkulturen største udbredelse, inden goterne fortsatte til Chernjakhovkulturen (orange). Romerriget er markeret i violet. Relevansen af de to markeringer i Sverige diskuteres fortsat.]]
[[Fil:Rekonstrukcja gockiego długiego domu w Masłomęczu.JPG|thumb|Rekonstruktion af langhus fra Wielbarkkulturen]]
'''Goterne''' ({{lang-got|Gut-þiuda}}<ref>Oftest oversat som "Gotiske folk". Kun set i entalsformen ''Gut-þiudai''. Se W. Ph. Lehmann, ''A Gothic etymological dictionary'' (1986), 163–164 (''Gut-þiuda'')</ref>, {{lang-non|gutar/gotar}}; {{lang-de|Goten}}; {{lang-la|gothi}}; {{lang-el|Γότθοι}}, {{Lit|gótthoi}}) var et [[germansk (sprog)|germansktalende]] folk, der boede ved [[Wisła|WeichselsWislas]] udmunding i [[Østersøen]] i det [[1. århundrede]] [[e.Kr.]] De var kendt i [[Middelhavet|middelhavsområdet]] som ''gotoner'' (også skrevet: ''gutoner''; på gotisk: ''gutans''). Navnet udledes af det gotiske ord ''giutan'' (= "støbe", "gyde") eller af formen ''gutans'' (= "støbt" eller "udgydt"). Folkenavnet kan altså betyde "udgyderne". I den anden halvdel af det [[2. århundrede]] drog en stor del af goterne mod sydøst i retning af [[Sortehavet]]. Der var sandsynligvis tale om flere adskilte grupperinger, men fra det 3. århundrede hører man i romerske kilder om to større grupper, tervingerne ("skovfolket") mod vest og greutungerne ("Folket fra stepperne") mod øst.
 
En stor del af greutungerne og andre gotiske grupper blev i årene efter 375 undertvunget af [[hunner]]ne. Efter [[Attila]]s død slap goterne efterhånden fri af det hunniske overherredømme, og nogle af dem fik lov til at bosætte sig i det [[Østromerske rige]]. I 480'erne sluttede de sig sammen med andre goter på Balkan og blev til [[ostrogoterne]] ("de strålende goter"). Efter aftale med den østromerske kejser erobrede de [[Italien]] i 489-493 under ledelse af [[Teoderik den Store]]. Det ostrogotiske rige i Italien begyndte dog at falde fra hinanden straks efter Teoderiks død. Under kejser [[Justinian]] indledte østromerne en generobring af Italien, som resulterede i en reel udslettelse af ostrogoterne.
 
Store grupper af tervinger og greutunger søgte tilflugt i Romerriget, da de blev angrebet af hunnerne. Romerne forsøgte at forhindre en samlet bosættelse, men efter [[Goterkrigen (377-382)|goterkrigen]] fik goterne status som ''foederati'' i [[382]]. I 408 invaderede de det [[Vestromerske rige]], og folket – nu omtalt som [[visigoter]] ("de gode goter") – indledte en længere vandring, der endte med, at de fik overdraget land til et i praksis selvstændigt rige i det sydlige [[Gallien]]. Visigoterne erobrede efterhånden Sydfrankrig og store dele af [[Spanien]], men efter at have tabt et afgørende slag til [[frankerne]] i 507, koncentrerede de sig om Spanien, hvor de regerede, indtil [[maurer]]ne erobrede området i [[711]].
 
Blandt de tilbageblevne goter ved Sortehavet var der en lille del, som boede på halvøen [[Krim]]. Helt frem til slutningen af det 18. århundrede har man derfra efterretninger om folk, der talte et gotisk sprog ("Krimgotisk").
 
== Historie ==
=== Goternes oprindelse ===
Vor viden om goterne er baseret på beretninger skrevet på andre sprog, primært [[latin]]. Det [[Gotisk (sprog)|gotiske skriftsprog]] opstod først i midten af det 4. århundrede, og man har ingen eksempler på, at det er blevet brugt i andet end kirkelige sammenhænge.<ref name=autogeneret2>Heather (1996), side 9</ref> Goterne figurerer i geografiske værker fra det første århundrede, og derefter typisk når de dukker op som romernes fjender, men en egentlig historieskrivning om dem opstår først med [[Ablabius]]. Han var formentlig ansat ved den visigotiske konges hof omkring år 500, og han skrev et værk, der senere blev benyttet af historieskriverne [[Cassiodorus]] og [[Jordanes]].<ref name=autogeneret2 /> Den tidligste gotiske historie er dermed baseret dels på mundtlige traditioner, dels på arkæologiske fund, og endelig på de sammenhænge, sprogforskere har kunnet tilvejebringe. I følge Jordanes ankom goterne i tre skibe fra [[Skandinavien]] til nordkysten af det nuværende [[Polen]] år 1490 f.Kr., ledet af deres konge Berig. Tidsfæstelsen kommer af at Jordanes har en vældig historie om, at goterne derefter deltager i den [[trojanske krig]].<ref>Heather (1996), side 13</ref> Der kan sagtens være en kerne af sandhed i den skandinaviske forbindelse – bortset fra tidsangivelsen – men arkæologisk lader den sig imidlertid ikke bevise. Den kultur, der opstår omkring [[Wisla]]-flodens udmunding ved begyndelsen af vor tidsregning ([[Wielbarkkulturen]]), har syv karakteristika i sine fund, og kun ét af dem – stensætningen omkring gravpladser – kan genfindes i Skandinavien.<ref>Heather (1996), side 14</ref> Tilbage står de navnemæssige sammenfald. Navnet ''goter'' (''gotones, gutones'') mener lingvister er en latinsk version af goternes eget navn på sig selv, *gutans, hvilket er formelt identisk med folkenavnet ''gutar'' på øen [[Gotland]] i [[Sverige]]<ref>Andersson, Thorsten (1996): "Göter, goter, gutar", Namn och Bygd/ Uppsala</ref><ref>Elias Wessén, Fornvännen 1969, Nordiska folkstammar och folknamn, s 21</ref>. I islandske kilder bruges navet '''gotar''' både om goter og gotlændinge.<ref>Finnur Jónsson, Ordbog over det
norsk-islandske skjaldesprog, s 197.</ref> Navnet '''gutar''' er det tilsvarende oldsvenske og olddanske ord for både goter og gotlændinge.<ref>Vikingarnas Språk, Rune Palm s 30</ref> Både ''gutar'' og ''goter'' udledes af oldgermansk ''gutaniz.''<ref>Lehmann Winfred P, Helne-Jo J Hewitt (1986), "A Gothic etymological dictionary", s 164</ref>
[[Fil:Muzeum w Odrach popielnice kultury wielbarskiej 02.07.10 p.jpg|thumb|Keramik fra Wielbarkkulturen.]]
 
=== Goterne ved Wisla ===
I begyndelsen af det 1. århundrede opstod der en ny kultur ved mundingen af Wisla i et område, der ellers havde været præget af Oksywiekulturen. I 1874 fandt man ved byen Wielbark et begravelsesområde, der viste sig at indeholde omkring 3.000 grave. I begyndelsen omtalte man den fundne kultur som den "gotisk-gepidiske" kultur, men i erkendelse af, at man ikke kan bevise nogen sammenhæng, er man siden 1970'erne gået over til at at omtale kulturen som Wielbarkkulturen, et navn introduceret af den polske arkæolog Ryszard Wołągiewicz.<ref>Ryszard Wołągiewicz: ''Pole orne ludności kultury wielbarskiej z okresu wczesnorzymskiego w Gronowie na Pomorzu.'' I: ''Wiadomości Archeologiczne.'' Årgang 42, 1977, ISSN 0043-5082, side 227–244; {{pl sprog}}</ref> I løbet af det 2. århundrede bredte kulturen sig sydover, primært langs østsiden af Wisla, og fra årene 180-230 har man tilsvarende fund i [[Volhynien]] og det nordlige [[Ukraine]].<ref>Heather (1996), side 21</ref> Denne bevægelse svarer til, hvad der fortælles om hos Jordanes og i de gamle gotiske sange, hvilket bestyrker teorien om en sammenhæng mellem goterne og Wielbarkkulturen.<ref>Wolfram, ''Die Goten'', (1988) side 42.</ref> Den romerske historiker og embedsmand [[Tacitus]] skrev i sin bog ''Germania'' fra 98 om goterne:
{{citat|På den anden side af lygerne bor goterne, som bliver regeret af en konge, og som derfor bliver kontrolleret noget mere strengt end andre germanske folkeslag, men dog ikke så strengt, at det udsletter al deres frihed. Ved havets kyst og lige op ad dem bor [[Rugiere|rugierne]] og [[lemoviere|lemovierne]], og det runde skjold, et kort sværd og kongestyre er typisk for alle disse folk.<ref>[http://www.gutenberg.org/files/2995/2995-h/2995-h.htm Tacitus: ''Germania'' på Project Gutenberg]</ref> }}
 
Peter Heathers forklaring, på hvorfor goterne brød op fra området ved Wisla og begyndte flytningen mod sydøst, er først og fremmest økonomisk: Jorden i det nordlige Ukraine er væsentlig bedre til landbrug end jorden ved Wislas munding, og jo tættere man kom til romerrigets grænser, jo flere penge var der i omløb. De stammer, der havde direkte kontakt med romerne, var markant mere velstående end perifere stammer som goterne, og ved Sortehavet lå der rige byer, som goterne kendte i forvejen, fordi de lå på ruterne for handelen med [[rav]].<ref>Heather (1996), side 49-50</ref>
[[Fil:Gothic raids in the 3rd century.jpg|thumb|Goternes og deres forbundsfællers plyndringstogter i det 3. århundrede.]]
=== Goterne ved Sortehavet ===
Goternes indtrængen i området nord for Sortehavet i begyndelsen af det 3. århundrede markerer også deres første større konflikt med romerne. Provinsen Moesia ved Donaus udløb i Sortehavet blev angrebet i 238, og byen Histria blev plyndret. I 249 gik goterne igen over Donau og plyndrede byen Marcianopel i det nuværende [[Bulgarien]]. Det følgende år gennembrød goterne forsvarslinjen til provinsen [[Dacia]], og de fortsatte over Donau, hvor de i 251 besejrede den romerske felthær under kejser [[Decius]]. Både kejseren og hans søn blev dræbt i slaget. Efter flere mindre indfald over grænsen gik goterne over til at angribe fra søsiden. I 255-257 angreb de byer langs Sortehavet og efter at have opbygget en stor flåde, plyndrede de i årene 268-270 i det østlige [[Middelhavet|Middelhav]]. Den romerske flåde fik nedkæmpet goterne og deres forbundsfæller, og de viste sig ikke senere i Middelhavet, men plyndringerne langs kysten havde været voldsomme og omfattende.<ref>Heather (1996), side 40-41</ref> De indtrængende styrker langs grænsen blev også slået tilbage, men der var behov for at skabe en mere holdbar forsvarslinje. Derfor opgav kejser [[Aurelian]] i 275 provinsen Dacia, bortset fra nogle fæstninger umiddelbart nord for Donau, hvorved den romerske grænse mod goterne og de øvrige "barbarer" blev stabiliseret.<ref>Heather (2005), side 85</ref>
 
Goternes bosættelse ved Sortehavet falder tidsmæssigt sammen med de arkæologiske fund, der omtales som Chernjachovkulturen. Denne kultur var i endnu højere grad end Wielbarkkulturen en blandingskultur, hvilket indikerer, at området ikke blot blev beboet af goter, men også af andre germanske stammer. Hos Jordanes er der en beretning om, at det tredje af kong Berigs skibe var bemandet med [[gepider]], der omtales som goternes slægtninge.<ref>Heather (1996), side 44</ref> Af den romerske historieskrivning fra 250'erne fremgår det, at der i disse år dukkerdukkede tre nye germanske grupperinger op: Gepiderne, [[herulerne]] og taifalerne. Der kan være tale om gamle germanske, stammer som romerne blot ikke havde hørt om tidligere, men det kan også dreje sig om nye sammenslutninger på basis af andre stammer.<ref>Heather (1996), side 45</ref> Chernjachovkulturens gravpladser havde lige som Wielbarkkulturens en blanding af kremeringer og almindelige begravelser. Mændene havde ikke våben med i gravene, og kvindedragterne havde i begge kulturer en karakteristisk udformning, hvor dragten blev holdt sammen af en [[broche]] ''([[fibula]])'' på hver skulder. De træk, der adskilte de to kulturer, var blandt andet byggestilen, hvor Chernjachovkulturen blandede Wielbarkkulturens langhuse med delvist nedgravede grubehuse. Desuden var Wielbarkkulturens håndlavede skåle og krukker blevet skiftet ud med køkkengrej af romersk tilsnit, fremstillet på drejeskiver.<ref>Heather (2009), side 118</ref>
[[Fil:AD 0375 - Central Eastern Europe to Ural - DA.png|thumb|Kortet viser effekten af [[Hunnerne|hunnernes]] angreb på [[alanerne]] og derpå greutungerne.]]
=== Det 4. århundrede - hunnerne kommer ===