Nazisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 114:
Markedskræfterne var ikke synderligt begrænsede i styret, der netop mødte anerkendelse hos store virksomheder, der var med til at finansiere den tyske oprustning. Økonomien i [[Det Tredje Rige]] efter Hitlers magtovertagelse, og op til [[2. verdenskrig]]s udbrud, er karakteriseret ved en fortsættelse af de [[keynes]]ianistiske økonomiske politiker indført af den forrige regering under [[Kurt von Schleicher]]. Nazisterne forbød [[fagforening]]erne, fagforeningsbygninger blev besat, fagforeningsfolk blev arresteret og myrdet, og strejkeretten blev afskaffet. Nazisterne oprettede i stedet den [[Korporatisme|korporative]]<ref>''[[Den Store Danske Encyklopædi]]'': [http://denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/Den_korporative_stat_og_totalit%C3%A6rt_styre/korporatisme/korporatisme_(Den_korporative_stat) korporatisme (Den korporative stat)], hentet 20. september</ref> statslige organisation "[[Deutsche Arbeitsfront|Deutsche Arbeitsfront (DAF)]]", der skulle organiserede såvel arbejdere, funktionærer, arbejdsgivere og mindre selvstændige.
Endvidere blev privatejendomsretten til produktionsmidlerne ikke afskaffet under nazismen i praksis, hvilket ellers er
Desuden har Nazistatens indblanding i økonomien aldrig haft til hensigt at skabe frihed og lighed. Man vil således aldrig kunne kalde Nazityskland for decideret socialistisk, uanset hvor megen planøkonomi den så havde sat i værk, da dette er det man indenfor filosofien kalder for en falsk syllogisme, og socialismen har som mål at skabe lighed, hvilket nazismen bestemt ikke har. Nazismen ønskede heller ikke i sidste ende et statsløst, klasseløst og pengeløst samfund ligesom kommunismen, men derimod en stærk stat, et stærkt hierarki og et samfund med penge. Dette gjorde også nazismen og kommunismen til direkte modsætninger teoretisk set. Kommunismen blev dog også i praksis Hitlers største politiske ærkefjende, hvilket tydeligt ses i forhold til at kommunisterne var de første der kom i koncentrationslejre, og som mere tydeligt ses med den tyske besættelsesmagts krav om at Danmark skulle indføre en [[kommunistloven|kommunistlov]], hvilket også blev praktiseret i 1941. Her blev kommunistisk organisering forbudt så politiet kunne arrestere kommunister på baggrund af dette. I 'Mein Kampf' kapitel 4 skriver Hitler endvidere også at Tysklands fremtid er betinget af marxismens udslettelse. Det er også vigtigt at nævne at socialister historisk set har været imod krig, hvorimod nazismen er en krigsideologi. Hitler skriver også i 'Mein Kampf' kapitel 8 om det tyske arbejderparti (nazistpartiet), at det var nødt til at have et sådan navn for at få masserne med sig.
Kun den statslige socialisme kan siges at have visse ligheder med nazismen, hvorimod [[Anarkisme|libertærsocialismen]] er nazismens diametrale modsætning, hvor muligheden for koordinatorers direkte tilbagetrækning (fraværet af autoritet) i libertærsocialismen er det modsatte af førerprincippet (den ultimative autoritet) i nazismen.
Linje 165:
Visse fremtrædende nazister som [[Otto Strasser|Otto]] og [[Gregor Strasser]] samt [[Joseph Goebbels]] formulerede dog visse krav, der var tydeligt socialistiske, således ytrede de ønske om at nationalisere bankerne og produktionsmidlerne. Men Hitler bekendte sig til den private [[ejendomsret]], som han allerede i 1919 havde gjort det.<ref>Henry Picker, ''Hitlers Tischgespräche im Führerhauptquartier'', Ullstein Verlag, Berlin 1993, S. 136</ref>, og som han offentligt gav udtryk for i bl.a. 1926<ref>Werner Jochmann: ''Im Kampf um die Macht. Hitlers Rede vor dem Hamburger Nationalklub von 1919'', Europäische Verlagsanstalt Frankfurt am Main 1960</ref> Først i 1931 på toppen af den verdensøkonomiske krise forårsaget af [[Wall Street-krakket]] i 1929 krævede NSDAP statslige beskæftigelseprojekter, programpunkter de lånte fra [[SPD]] og som i øvrigt ikke var ulig den amerikanske præsident [[Franklin Delano Roosevelt|Roosevelts]] [[New Deal]]-politik. Forslaget skulle hovedsageligt trække flere arbejdervælgere over til [[NSDAP]], men det blev rent faktisk gennemført efter magtovertagelsen, bl.a. under ledelse af [[Fritz Todt]] og den dygtige økonom [[Hjalmar Schacht]].
Før dette skete havde nazisterne efter deres magtovertagelse i 1933 dog effektivt elimineret den organiserede arbejderbevægelse i form af samtlige venstrepartier og fagforeninger, og havde som erstatning tilladt kun en fagforening, der var fuldstændig kontrolleret af partiet. Det nazistiske "folkefællesskab" kunne ikke tolerere divergerende holdninger i nationen, men betragtede alle kritiske røster som indre fjender af den nationale enhed man ville gennemtrumfe, på samme måde, som kommunismen også var den ydre fjende, der ville ophæve de nationale grænser. I løbet af omstillingen til en egentlig tysk krigsøkonomi, der skulle tilgodese nazisternes krigsønsker, antog den tyske økonomi flere og flere [[planøkonomi]]ske træk. Hermed intervenerede staten oftere og oftere i banker og private virksomheder, selv om de stadig kunne agere nogenlunde frit
=== Efter 1933 – Forskningsuenighed ===
| |||