Paul von Hindenburg: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
→Baggrund og tidligt virke: Stabschef i stedet for "generalstabschef". Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering |
SorenRK (diskussion | bidrag) Infoboks |
||
Linje 1:
{{Infoboks leder
|navn =
|billede =
|billedtekst =
|embede =
|embede_start =
|embede_slut =
|forgænger =
|efterfølger =
|embede2 =
|embede_start2 =
|embede_slut2 =
|forgænger2 =
|efterfølger2 =
|embede3 =
|embede_start3 =
|embede_slut3 =
|forgænger3 =
|efterfølger3 =
|fødtnavn =
|fødselsdag = <!-- {{dato og alder|ÅÅÅÅ|MM|DD}} -->
|fødselssted =
|dødsdato = <!-- {{dødsdato og alder|ÅÅÅÅ|MM|DD|ÅÅÅÅ|MM|DD}} -->
|dødssted =
|dødsårsag =
|fuldenavn =
|statsborgerskab =
|nationalitet =
|parti =
|andetparti = <!-- Til yderligere politiske tilhørsforhold. f.eks. i EU -->
|ægtefælle = <!-- Brug {{marriage}}, hvis muligt -->
|børn =
|forældre =
|hjem =
|uddannelse =
|alma_mater = <!-- Uddannelsessted -->
|beskæftigelse =
|religion =
|signatur =
|fodnoter =
}}
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-C06886, Paul v. Hindenburg.jpg|thumb|right|Paul von Hindenburg]]
[[Fil:Bundesarchiv Bild 102-12888, Paul von Hindenburg vor Mikrofon.jpg|thumb|right|Paul von Hindenburg]]
[[Fil:Bundesarchiv Bild 102-16082, Tag von Potsdam, Hindenburg, Blomberg, Hitler.jpg|thumb|Hindenburg sammen med [[Adolf Hitler|Hitler]] i 1933]]
'''Paul Ludwig Hans Anton von Beneckendorff und von Hindenburg''' ([[2. oktober]] [[1847]]–[[2. august]] [[1934]]) var [[Tyskland|tysk]] [[hærfører]] under [[1. verdenskrig]] og senere tysk [[rigspræsident]] til sin død i [[1934]].
== Baggrund og tidligt virke ==
Han blev født i [[Posen]]<ref name=Salm478>[http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0486.html "Hindenburg, Paul v." (''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XI (1921), s. 478)]</ref> som søn af den [[uradel]]ige preussiske officer og godsejer Robert von Beneckendorff und von Hindenburg og hans kone, lægedatteren Luise f. Schwickart.
Efter uddannelse ved kadetskolerne i Legnickie i Polen og i [[Berlin]] blev Hindenburg [[officer]] i [[den preussiske hær]]. Han blev kadet i 1859 og løjtnant i 1866.<ref name=Salm478/> Som ung [[løjtnant]] kæmpede han i [[slaget ved Königgrätz]] i [[1866]] og deltog i [[den fransk-preussiske krig]] [[1870]]-[[1871]].<ref name=Salm478/> I 1893 blev han regimentschef<ref name=Salm478/>, 1896 stabschef ved VIII Armekorps<ref name=Salm478/>, i 1897 generalmajor, 1900 generalløjtnant<ref name=Salm478/> og chef for den 28. infanteridivision i Karlsruhe, i 1903 blev han [[general]]<ref name=snl>{{Kilde www|titel=Paul von Beneckendorff Hindenburg|url=https://snl.no/Paul_von_Beneckendorff_Hindenburg|udgiver=[[Store norske leksikon]]|besøgsdato=27. oktober 2015}}</ref> og chef for 4. armékorps i Magdeburg<ref name=Salm478/> og i 1905 general i infanteriet<ref name=Salm478/>.
== 1. verdenskrig ==
Han pensionerede sig fra hæren i [[1911]]<ref name=Salm478/>, men returnerede til aktiv tjeneste ved udbruddet af [[1. verdenskrig]] i august 1914. Der fulgte han [[Max von Prittwitz]] som chef for dem 8. armé, som kæmpede i [[Østpreussen]].<ref name=snl /> Som svar på telegrammet fra generalstaben om han ville genindtræde i tjeneste, sendte han bare ordene "Bin bereit" ("Er beredt") til stabschef fik han [[Erich Ludendorff]].
Han ankom tidsnok til den 8. armé til at føre den til sejr i [[Slaget ved Tannenberg (1914)|Slaget ved Tannenberg]]<ref name=Salm478/> og senere i [[Slaget ved de masuriske søer]] den 14. september 1914.<ref name=Salm478/><ref name=snl /> Megen af æren for disse sejre tilskrives oberst [[Max Hoffmann]], som indså vigtigheden af et sammenbrud i sikkerheden af den russiske hærs radiokommunikationer. Nok information blev sendt åbent (fordi den kryptografiske planlægning ikke overlevede kontakten med fjenden) til, at den tyske hær i området under Ludendorff og Hindenburg vidste, hvor russerne ville være og når.
Men det var Hindenburg, som blev nationalhelt og den 27. august blev udnævnt til generaloberst. Og den 1. november til øverstkommanderende over samtlige styrker på Østfronten, og den 27. november 1914 til [[feltmarskal]].<ref name=snl /> Ludendorff fik han med sig som stabschef. De dannede et virksomt par under krigen, hvor Ludendorff stod for ideerne og Hindenburg for roen og ansvaret.
Efter at have tilføjet russerne yderligere alvorlige nederlag ved det [[det andet slag ved de masuriske søer|vinterslaget i Masurene]] i februar 1915 og [[Slaget ved Gorlice-Tarnow|gennembruddet ved Gorlice-Tarnów]] i maj 1915, ivrede Hindenburg for en mere energisk krigsføring mod russerne, men blev modarbejdet af generalstabschef [[Erich von Falkenhayn]]. Da sidstnævnte efter [[Slaget ved Verdun|Verdunoffensivens]] mislykkedes og Rumænien erklærede krig gik af som [[generalstabschef]] og chef for [[Oberste Heeresleitung]], blev Hindenburg den 29. august 1916 udnævnt til hans efterfølger med Ludendorff som første generalkvartermester.<ref name=Salm478/><ref name=snl />
I krigens sidste år styrede han Tyskland mere eller mindre enevældigt sammen med sin næstkommanderende [[Erich Ludendorff]]. Det lykkedes dem at slutte separatfred med både Rusland og Rumænien. Hindenburg blev imidlertid domineret af Ludendorffs tanker, blandt andet af hans ekstreme politiske tanker og af den usandsynlige tanke, at en total tysk sejr var mulig.
Ved denne forkortelse af fronten i marts 1917 kom den store franske offensiv under [[Robert Georges Nivelle]] stort set som et et slag i luften, og Hindenburg formåede ved den energiske "Hindenburgprogram" i hjemlandet at forøge krigsproduktionen og få indført almindelig [[værnepligt]]. Alt dette for at sikre den endelige offensiv og den totale sejr.
Den 21. marts 1918 begyndte offensiven, men trods i stor fremgang i begyndelsen nåede den ikke sine mål. Den 29. september 1918 krævede Hindenburg af regeringen, at der blev indledt våbenhvileforhandlinger. Efter at kejseren den 9. november havde begivet sig til Holland, og våbenhvilen blev undertegnet 11. november, forblev Hindenburg på sin post og gennemførte den tyske hærs transport hjem og dens afmobilisering. Han nedlagde først sin kommando efter undertegnelsen af [[Versaillestraktaten|fredsaftalen i Versailles]] den 3. juli 1919.<ref name=Salm478/><ref name=snl /> Derefter bosatte han sig i [[Hannover]].
Line 31 ⟶ 75:
Efter [[Versailles-freden]] pensionerede Hindenburg sig igen fra hæren og begyndte en politisk karriere.
Hindenburg fulgte [[Friedrich Ebert]] som præsident i [[Weimarrepublikken]] efter Eberts død i april [[1925]].<ref name=snl /> Hindenburg var egentlig monarkist; inden han accepterede [[Præsidentvalget i Tyskland 1925|nomineringen til præsidentkandidat til valget i 1925]], rejste han til Nederlandene for at få godkendelse fra den tidligere kejser [[Wilhelm II af Tyskland|Wilhelm II]]. Hindenburg tilhørte ikke noget parti, men må betragtes som uafhængig konservativ. Da han blev præsident, blev han støttet af de konservative og de nationalistiske kræfter i landet, som begge håbede, at Hindenburg ville gavne deres sag.
Men således gik det ikke. Til trods for at Hindenburg var antidemokrat, anså han sig bundet af den ed, han havde aflagt om at følge [[Weimarforfatningen]]. Han forsøgte imidlertid i stor grad på sin personlige måde at hævde sit embedes ret til medindflydelse. I forbindelse med folkeafstemningen om konfiskeringen af fyrsternes formuer i sommeren 1926, sendte Hindenburg en protest i et brev til [[Friedrich Wilhelm von Loebell]]. Det blev offentliggjort på Hindenburgs opfordring. Ved regeringskriserne spillede Hindenburg ofte en betydelig rolle ved at fremtvinge løsninger, som i det mindste for en tid løste kriserne. Det var blandt andet tilfældet ved tilkomsten af [[Wilhelm Marx]] 4. regering årsskriftet 1926/27. Ved dannelsen af [[Hermann Müller]]s regering den 28. juni 1928 krævede Hindenburg at få ret til få egnethedsprøvet medlemmerne i regeringen. Samarbejdet med socialdemokraterne fungerede imidlertid opsigtsvækkende godt, og Hermann Müller var højt skattet af Hindenburg. Også [[Gustav Stresemann]]s politik fik hans støtte. Under indtryk fra den voksende nationalsocialistiske opposition fra efteråret 1930 tilrådede Hindenburg den hårdere kurs, som blev fulgt af [[Heinrich Brüning]]s regering.
Line 37 ⟶ 81:
[[Fil:Bundesarchiv Bild 183-1984-0723-502, 1. Wahlgang der Reichspräsidentenwahl.jpg|thumb|upright|En Hindenburg-vægplakat i forbindelse med præsidentvalget i 1932.]]
Trods sine 84 år og et dårligt helbred lod Hindenburg sig overtale til at søge [[Præsidentvalget i Tyskland 1932|genvalg i 1932]]. Han blev genvalgt i anden valgrunde.
Hindenburg blev genvalgt ved [[Præsidentvalget i Tyskland 1932|præsidentvalget i april 1932]]<ref name=snl /> med 53 % af stemmerne. Han var da væsentligt alderssvækket og havde hukommelsesproblemer. Han måtte overtales til at stille op, for han blev af mange anset som den eneste, som kunne besejre Hitler. Nu fik Hindenburg først og fremmest med sin støtte fra det politiske centrum og af socialdemokraterne, som så den pligtbevidste gamle officer som en garant for republikkens fortsatte liv mod de stadig stærkere partier på yderfløjene, nationalsocialisterne og kommunisterne.
Line 43 ⟶ 87:
Hindenburg krævede, at man i denne situation tilpassede politikken i en mere nationalistisk retning, hvilket [[Heinrich Brüning]] ikke mente at kunne acceptere, og han fratrådte. Han blev fulgt af [[Franz von Papen]], som vurderede dette spørgsmål mere på linje med Hindenburg.
Efter flere sammenbrudte tyske regeringer udså Hindenburg sig meget tvivlende [[NSDAP]]-lederen [[Adolf Hitler]] til [[rigskansler]] i [[1933]],<ref name=snl /> selv om han kort før havde sagt, at han aldrig ville gøre det. Efter [[rigsdagsbranden]] opløste Hindenburg Rigsdagen på Hitlers begæring. Den nyvalgte [[Rigsdagen (Weimarrepublikken)|rigsdag]] gav Hitler ekstraordinær magt i pagt med [[Bemyndigelsesloven|den nye fuldmagtslov]] med støtte i artikel 48 i Weimarforfatningen.
Seniliteten gjorde sig efterhånden stærkere og stærkere gældende. Da Adolf Hitler besøgte ham kort tid før hans død, kunne han ikke genkende ham og troede, at han talte med kejseren og tiltalte rigskansleren ''Min Keiser''.
Line 62 ⟶ 106:
* [http://runeberg.org/salmonsen/2/11/0486.html "Hindenburg, Paul v." (''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XI (1921), s. 478)]
* [http://runeberg.org/salmonsen/2/26/0512.html "Hindenburg, Paul v." (''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 488)]
{{Commonscat|Paul von Hindenburg}}▼
{{Tyskhistorie|state=collapsed}}
▲{{Commonscat|Paul von Hindenburg}}
{{FD|1847|1934|Hindenburg, Paul von}}▼
{{autoritetsdata}}
▲{{FD|1847|1934|Hindenburg, Paul von}}
[[Kategori:Generaler fra Tyskland]]
[[Kategori:Politikere fra Weimarrepublikken]]
| |||