Skændsels-talen: Forskelle mellem versioner

3 bytes tilføjet ,  for 3 år siden
m
Content deleted Content added
m →‎Teksten: Oversat.
Gjensen (diskussion | bidrag)
m →‎Effekt: typos
Linje 102:
 
[[Fil:Franklin Roosevelt signing declaration of war against Japan.jpg|thumb|Præsident Franklin Roosevelt underskriver krigserklæringen mod Japan, 8. december 1941.]]
Roosevelts tale havde en øjeblikketøjeblikkelig og langvarig virkning på amerikansk politik. 33 minutter efter at han havde afsluttet sin tale erklærede Kongressen krig mod Japan, idet blot et medlem af Repræsentanternes Hus, [[Jeannette Rankin]], stemte imod. Talen blev udsendt direkte på radio og tiltrak sig det største antal lyttere i amerikansk radiohistorie da over 81% af de amerikanske hjem lukkede op for at høre præsidenten.<ref name="brown" /> Reaktionen var overvældende positiv, både i og udenfor Kongressen. Dommer [[Samuel Irving Rosenman]], som fungerede som en rådgiver for Roosevelt, beskrev situationen:
 
{{citat|Det var et yderst dramatisk optrin der i Repræsentanternes Hus. Ved de fleste af præsidentens taler i Kongressen kom bifaldet fortrinsvis fra den ene side - Demokraternes side - men denne dag var det anderledes. Bifaldet, samarbejdsånden, kom fra begge sider. ... Den nye følelse af sammenhold væltede pludselig frem i salen den 8. december, det fælles mål under præsidentens lederskab, den fælles beslutsomhed om at få gennemført tingene var typisk for hvad der skete ud over hele landet.<ref>Samuel Irving Rosenman, quoted in Brown, ''ibid'', p. 119.</ref>}}
 
Det Hvide Hus blev oversvømmet af telegrammer, som roste præsidentens holdning ("På den søndag blev vi skuffede og bange, men Deres uendelige mod fik os til at tage os sammen."<ref>Quoted in Brown, ''ibid'', p. 119.</ref>). Rekrutteringskontorerne blev fyldt med en bølge af frivillige og måtte gå over til at holde døgnåbent for at kunne håndtere de flokke som ville melde sig. I antal blev de rapporteret til at være dobbelt så store som efter Woodrow Wilsons krigserklæring i 1917. Krigsmodstander- og isolationistbevægelsen brød sammen i kølvandet på talen, hvor selv præsidentens mest ihærdige kritikere indordnede sig. [[Charles Lindbergh]], som havde været en førende isolationist, erklærede:
 
{{citat2|Nu er [krigen] kommet og vi må møde den som forenede amerikanere uanset vore tidligere holdninger overfor den politik som vor regering har fulgt ... Vort land er blevet angrebet af væbnede styrker, og vi må svare igen med våben i hånd. Vi må nu koncentere enhver indsats på at bygge den største og mest effektive hær, flåde og luftvåben i verden.
1.181

redigeringer