Henrik Løve: Forskelle mellem versioner

I Bayern lagde han grunden til det senere [[München]], men [[Sachsen]] var dog hovedlandet, og med en kraftig og hensynsløs energi søgte Henrik Løve at undertvinge sine naboer, de hedenske [[vender]], mod hvilke han havde taget korset under det [[2. korstog]] 1147. Den egentlige kamp begyndte 1160, og 1164 var [[obotritter]]nes land erobret indtil [[Peene]]-plodenfloden. Da fyrsten [[Pribislav]] i [[1166]] underkastede sig, fik han imidlertid den østlige del tilbage som [[len]]. Under største delen af kampen havde Henrik Løve været allieret med [[Valdemar den Store]], men viste sig ofte som en yderst upålidelig forbundsfælle, der sikrede sig selv "løvens part" og ikke tog i betænkning at slippe venderne løs på de danske, når dissede blev ham for mægtige. Det erobrede land kristnedes og koloniseredes, og talrige stæder anlagdes, fxsom [[Lübeck]], som Henrik Løve 1158 tog fra sin vasal, grev [[Adolf af Holsten]]. De vendiske bisper blev ganske afhængige af Henrik Løve, der havde fået [[investitur]]en overdraget, og også i det egentlige Sachsen søgte han at bringe greverne og kirken ind under sig.

Forholdet til Frederik Barbarossa havde hidtil været godt, men i 1176 nægtede Henrik Løve at følge ham på hans tog mod de [[Lombardiet|lombardiske]] stæder og fastholdt sin vægring ved en sammenkomst. Følgen blev, at kejseren tabte [[slaget ved Leguano]], men ikke desto mindre søgte han at undgå et brud, indtil endelig Henrik Løves mange fjender blandt fyrsterne og de saksiske stormænd bevægede ham til at skride ind. Henrik Løve indstævnedes til at forsvare sig for en rigsdag, og da han trods gentagne påbud ikke indfandt sig, lystes han 1180 i [[Achtenband]], og Bayern gaves til [[Otto af Wittelbach]], mens Sachsen blev delt mellem [[Bernhard af Anhalt]] og ærkebispen af [[Köln]], hvem [[Westfalen]] tilfaldt. Trods en hårdnakket modstand måtte Henrik Løve 1181 falde til føje og ydmyge sig, hvor efter han forvistes og foreløbig begav sig til England.

Da Frederik Barbarossa var draget af sted på det tredje korstog, kom Henrik Løve i 1189 atter til Tyskland i 1189, erobrede næsten hele Holsten fra sin fordums vasal grev Adolf, men blev senere slået og fik ved et forlig i 1190 kun sine arvegodser tilbage, lige som han måtte give sine to sønner, Henrik og Lothar, som [[gidsler]]. Fejderne i Sachsen vedblev imidlertid og antog snart karakteren af en sammensværgelse mod kejser [[Henrik 6. (Tysk-romerske rige)|Henrik 6.]], men i marts 1194 måtte Henrik Løve dog endelig falde til føje og levede fra nu af rolig på sin borg i [[Braunschweig]].