Opdragelse: Forskelle mellem versioner

'''Opdragelse''' er en proces, hvor mander støtter udviklingen af et menneskes personlighed udmenneske framed en bevidst hensigt<ref>Den Store Danske Encyclopædi</ref>.

Begrebet ‘opdragelse’ bliver oftest brugt om en relation, hvor den opdragende part har større indsigt og overblik end den, der opdrages: Fx forældre der opdrager [[børn]]. Eller nedsættende: "Hun følte sig opdraget af sin mand". Opdragelse søger [[mål (hensigt)|mål]] eller '[[Værdi (sociologi)|værdier]], som fx [[forældre]] søger at videregive, så børnene enten bliver selvstændige individer, opfører sig hensigtsmæssigt i familien eller deltager på en bestemt måde i [[samfund]]et.{{kilde mangler|dato=oktober 2018}}

Opdragelse er historisk knyttet tæt til [[familie (menneske)|familien]] som udgangspunkt, men efterhånden mere og mere med [[skole]] og stat som partner. I særlige tilfælde medvirker staten i opdragelsen af hele [[befolkning]]er. DenneDen tanke findes allerede hos [[Platon|Platon,]], og den udgør i varierende grad en del af den moderne pædagogik samtog af den moderne forståelse af national- og senere velfærdsstatens opgaver<ref>“Pædagogikkens politiske idehistorie”, Det Kongelige Bibliotek 2017</ref>. I nogle tilfælde bliver denne opdragelse meget omfattende,. hvilketDet ses i totalitære stater som [[Sovjetunionen]] og [[Det Tredje Rige]]{{kilde mangler|dato=oktober 2018}}

Forældreopdragelse er et begreb, som kan indebære [[social arv]], kulturelle og sociale normer, samfundsværdier og egne holdninger om, hvordan man bør være eller opføre sig. Før i tiden var især borgerlig forældreopdragelse ofte knyttet til begrebet ‘pli’, som dækker god opførsel, taktfølelse og anstand<ref>[[Knud Grue-Sørensen]] - Opdragelsens historie</ref>. I dag har forældreopdragelse et større fokus på selvrealisering og selvbestemmelse. Ifølge [[Ross Greene]] må der her lægges mindre vægt på disciplin og skældud<ref>[[Ross Greene]] ''Opdragelse uden skæld ud.'' Pressto, 2017</ref>.

TidligereOpdragelseshjem brugte man betegnelsen opdragelseshjem omvar særlige institutioner, der varetog opdragelse, hvis forældrene ikke kunne. I [[Oluf Skjerbæk]]<nowiki/>s bog om emnet anføres: "Ved ''opdragelseshjem'' forstås sædvanlig institutioner for fællesopdragelse af børn og unge, som på grund af deres egen vanskelighed eller på grund af uheldige forhold i det naturlige hjem ikke kan opdrages i dette"<ref>[[Oluf Skjerbæk]], Bind 1, s 225</ref>''.'' I dag bruger man i stedet betegnelsen skole- eller [[børnehjem]].

De moderne tanker om opdragelse er ifølge [[Anders Dræby]]s ''Opdragelsens filosofi'' opstået inden for filosofien i det 18. og 19. århundrede<ref>[https://ebooks.au.dk/index.php/aul/catalog/download/133/116/512-3?inline=1 “Opdragelsens filosofi”, Statsbiblioteket, 2016]</ref>: Den moderne opdragelse er kendetegnet ved, at man ikke bare videregiver normer men også fokuserer på at skabe individer.

[[Laissez faire]]-opdragelse er en kritisk betegnelse for en type opdragelse, der går ud på at de voksne lader barnet gøre, hvad det har lyst til, uden eller med næsten ingenuden indgriben. Årsagen kan enten være forældrenes egen opdragelse i barndommen, en ideologisk overbevisning om ikke at ville gribe ind, eller social magtesløshed. Der er almindelig enighed om, at forældreneforældre ved denne form for opdragelse svigter børnene, fordi de ikke påtager sig den opgave at formidle bæredygtige værdierforældrerollen.{{kilde mangler|dato=april 2016}}