Hartvig Frisch: Forskelle mellem versioner

Han gennemførte som undervisningsminister [[retskrivningsreformen i 1948]], der blandt andet medførte indførelsen af "å" i stedet for "aa" og fjernedeændrede datidsformerne staveformer som ''"kunde", "skulde"'' og ''"vilde",'' til ''"kunne", "skulle"'' og ''"ville",'' samt indførte små begyndelsesbogstaver i [[navneord]].

Allerede i efteråret [[1940]] måtte Frisch trække sig som [[socialdemokrat]]ernes politiske ordfører, efter at have angrebet de danske [[nazist]]er fra [[Folketinget]]s talerstol. Han støttede alligevel regeringens [[samarbejdspolitikken|samarbejdspolitik]], og deltog ikke i [[modstandsbevægelsen]]. I august [[1945]] deltog han i en [[radio]]sendt samtale med [[Karl Bjarnhof]], hvor Frisch kritiserede modstandsbevægelsens optræden lige efter [[befrielsen]], som mindede ham om fascisternes i 1930'ernes [[Italien]], da de kørte rundt og arresterede folk uden hensyn til lov og ret. Bjarnhof spurgte så, hvad han syntes om [[stikker]]drabene under [[besættelsen]]. Frisch svarede: ''"Hvis jeg havde siddet som medlem af [[Frihedsrådet]] på det tidspunkt i efteråret [[1943]], da man for første gang alvorligt overvejede at ty til [[mord]], og det var jo mord..." "Nej!"'' udbrød Bjarnhof, men Frisch fortsatte: ''"Man må sige, at den måde, det foregik på, var det vi på dansk kalder mord. Hvis jeg havde været med ved disse overvejelser, ville jeg absolut have stemt for, at man lod være. Jeg ville have erkendt de farer, som var forbundet med disse hæslige individer, angiverne, men mit [[argument]] ville have været, at ved selv at slå ind på den vej, lagde man sig helt åben for en [[Terrorisme|terroraktion]] fra tyskerne, som var hæmningsløs." ''– Programmet blev sendt 25.august 1945, kun fire dage før den store mindehøjtidelighed og begravelse af faldne kammerater i [[Ryvangen]], og udløste en af efterkrigstidens voldsomste [[debat]]ter. For modstandsbevægelsens medlemmer lød det, som om de pludselig med tilbagevirkende kraft blev udpeget som mordere. En [[højesteret]]sdommer støttede dem i, at [[Henrettelse|likvidering]]erne juridisk set kunne opfattes som [[nødværge]]. Tre medlemmer af "L-grupperne" aftalte et møde med Frisch, der sagde: ''"Det er en strid om et ord. Jeg burde måske nok have sagt likvidering. Men det, der foregik, var alligevel noget andet, end når [[soldat]]er ude på slagmarken bliver dræbt i åben og ærlig kamp." "Vil De dermed betegne vor kamp som uærlig?" "Nej, men ved hæderlig kamp forstår man nu engang åben krig," ''svarede Frisch. ''"Betragter De os som mordere?" "Nej," ''sagde Frisch,'' "men jeg hævder, at fremgangsmåden var forkert, og kostede altfor meget."'' <ref>Peter Øvig Knudsen: ''Efter drabet'' (s. 148-50), forlaget Press, Oslo 2003, ISBN 82-7547-119-2</ref>