I marts 1946 besatte sovjetiske tropper det nordlige [[Iran]]. USA protesterede officielt gennem [[FN]], og Sovjetunionen reagerede ved at trække tropperne tilbage. Episoden var medvirkende årsag til, at lederen af en ny planlægningsstab i det amerikanske udenrigsministerium, [[George F. Kennan]], forfattede ”[[Det thelange long telegram”telegram]]”, hvori han beskrev den sovjetiske trussel som en langsigtet strategi, der omfattede gennemførelsen af marxismen – leninismens ideologiske mål.<ref name="kannan 1996 s111"> Kennan (1996), s. 111</ref> Telegrammet er blevet tolket som inspirationen til [[Trumandoktrinen]].<ref>Offner (2002), s. 134</ref> Denne tolkning tilbageviser [[Realisme (international politik)|de klassiske realisters]] opfattelse, at Trumandoktrinens ideologiske manifestationer var en taktisk manøvre, der skulle sikre, at det republikanske flertal i kongressen godkendte bevillingerne til [[Grækenland]] og [[Tyrkiet]]. Kennan har senere selv betegnet inddæmningspolitikken som en idealistisk inspireret politik snarere end en støtte til Grækenland og Tyrkiet.<ref name="kannan 1996 s111"/> Konsekvensen var imidlertid, at [[USA]] påtog sig at støtte lande som [[Grækenland]] og [[Tyrkiet]] økonomisk og militært for at undgå kommunistisk indflydelse og på længere sigt en sovjetisk kontrol. I [[Frankrig]] og [[Italien]] forsøgte man ligeledes at holde de kommunistiske partier udenfor regeringsindflydelse. [[Marshallplanen]] var den økonomiske udmøntning af denne strategi, som skulle sikre stabilitet og vækst. Kennan anså selv Marshallhjælpen for den vigtigste del af ”containment” og har bl.a. vurderet, at ”..in 1946 the military aspect of our relationship to the Sovjet Union hardly seemed to come into question at all”.<ref> Kennan (1996), s. 113</ref>
Kennan forklarede i sinen artikel i tidsskriftet ”Foreign affairs” i juli 1947, som byggede på "Det lange telegram" at Sovjetunionen fortrinsvis virkede tiltrækkende på lande uden for dens politiske indflydelsessfære og at hovedindholdet i den amerikanske politik overfor Sovjetunionen derfor skulle være en ”…langsigtet, tålmodig, fast og årvågen inddæmning af unionens eventuelle fremtidige ekspansion. På lang sigt kunne USA så fremme en opløsning eller en gradvis nedbrydning af Sovjetunionens magt.”<ref name="fore">[http://www.foreignaffairs.com/articles/23331/x/the-sources-of-soviet-conduct Kennan:George F.:''The Sources of Soviet Conduct'', Foreign Affairs juli 1947]</ref>
Inddæmningspolitikkens midler var indtil 1949 primært økonomisk bistand til genopbygning af de nedslidte økonomier i Europa. Imidlertid satte [[Kina|den Kinesiske revolution]] i 1949 Asienpolitikken øverst på dagsordenen. USA støttede ganske vist Jiangs eksil-regering i [[Taiwan]] samt modrevolutionære kræfter i Kina, men undgik samtidig at involvere sig aktivt i disse kræfters kamp mod [[Mao Zedong|Maos]] styre, ligesom man undlod at kræve en genindsættelse af den fordrevne regering.<ref> Den såkaldte "dobbelte politik": Offner (2002), s. 346.</ref> [[Stalin]] tolkede USA's reaktion som en mulighed for at etablere en ”anden front” i Østasien; denne skulle oprettes via stedfortrædere, hvilket ville minimere risikoen for [[USSR]].<ref> Gaddis (2005)</ref> Med denne strategi kunne
