Panserværnsvåben: Forskelle mellem versioner

I årene efter 1. verdenskrig fortsatte udviklingen af panserværnsgeværet, og der blev udviklet panserbrydende ammunition til artilleriets forskellige våben. Men erfaringen fra 1. verdenskrig og udviklingen af stadig kraftigere kampvognspanser viste også, at det var nødvendigt at udvikle en egentlig [[panserværnskanon]]. En sådan skulle være lille, let at skjule og let at manøvrere og transportere, hvorfor der blev satset på små kalibre. Tyskland udviklede i slutningen af 20'erne en 37 mm panserværnskanon, som blev flittigt kopieret af blandt andet [[USA]] og [[USSR]]. Sidstnævnte forøgede dog kaliberen til 45 mm for at få en mere effektiv virkning fra brisantammunition, så kanonen kunne anvendes både som panserværnskanon og mod "bløde mål" som fjendtlige stillinger og infanteri. I England udviklede man en 40mm kanon (kaldet en 2-punds kanon efter det engelske system, hvor artilleri benævntes efter vægten af skuddet), mens man i Frankrig udviklede både en meget let 25 mm kanon og en tungere, men meget effektiv 47mm kanon.

 

 

[[2. verdenskrig]] medførte en voldsom udvikling i panserværnsvåbnene. Panserværnskanonerne voksede i kaliber og blev dermed større og tungere og vanskeligere at skjule og manøvrere. England og USA endte krigen med en blanding af 57 mm og 76 mm kanoner, mens man i Tyskland hurtigt gik over til 75 mm kanoner som standard, suppleret af tunge [[88 mm kanon]]er. I USSR holdt man fast ved 45 mm kanonerne suppleret med 57 mm kanoner som det egentlige panserværn, men samtidig gjorde man udstrakt brug af 76 mm feltkanoner som panserværnsvåben, henimod krigens slutning suppleret med enkelte tunge 100 mm panserværnskanoner.