Gunnlaugr Ormstunga: Forskelle mellem versioner

Gunløg var søn af Illuge den Sorte på Gilsbakke, en dattersøn af Midfjordskegge og en brodersøn af [[Tindr Hallkelsson]]. Han er født omtrent 983, og han var, som det hedder i hans [[saga]], "tidlig udviklet, stor og stærk, med lysebrunt hår, som faldt smukt, med sorte øjne og noget styg næse, men ansigtstrækkene var dog tiltalende ... urolig og tidlig ærgerrig, overfor alt uskånsom og hård, en god skjald, men tilbøjelig til at digte satiriske vers". Sit tilnavn arvede han tiligemedtilligemed sit egentlige navn efter sin oldefader; af beskrivelsen ses, at Gunnlaugr har båret sit (til)navn med rette; sagaen giver os desuden beviser på, at hans tunge var hvas, og at han havde let ved at benytte dens skarphed. Lige så åben som han var in sin dadel, lige så oprigtig og retfærdig var han, når han skulle bedømme sine modstandere ([[Erik jarl]]), hvilket gør hans karakter ære.

hele været godt inde i digtekunstens teori. Derimod kan han næppe siges at have været nogen original digternatur. Vi har en interessant karakteristik af Gunnlaugr, givet af Hrafn i Olaf den svenskes hal: "Digtet er fuldt af store ord, ikke skønt og noget stift iformen, ligesom Gunnlaugr selv i sit sind." Denne dom synes at være fuldstændig rigtig. De "store ord" genfindes f. ex. i stefet af drapen om Adelråd, hvor det hedder: "Hele folket frygter Englands konge som gud; alle bøjer sig for Adelråd." Det er ikke urimeligt, at Gunnlaugr — ubevidst — har villet bøde på sin originalitet med klingende, store ord. Det "uskøneuskønne" kunne snarest antyde visse fejl ved formen, f. ex. i rimene, noget, som versene undertiden netop udviser; endelig er versene ikke så flydende eller lette; sammenstød af mange konsonanter forekommer flere gange og giver det hele en vis stiv form. Ellers er [[kenning|omskrivningerne]] udadlelige og ret godt valgte; synderlig hyppig brug af dem synes Gunnlaugr ikke at have gjort.