Bohus fæstning: Forskelle mellem versioner

'''Bohus fæstning''' ([[Norsk (sprog)|norsk]]: '''Båhus festning''') (oprindelig '''Bagahus''' efter ''Baga''holmen, som den ligger på, derefter '''Bahus''') er en fæstningsruin, beliggende på en 40 meter høj klippe på Bagaholmen i [[Göta älv]]s nordre udløb [[Nordre älv]], ved [[Kungälv]] i [[Sverige]]. Fæstningen har givet navn til [[lLandskab (landsdel)|landskap]]et ([[len]]) [[BohuslänBohuslen]].

Den [[Norge|norske]] konge [[Håkon 5. af Norge|Håkon 5. Magnusson]] påbegyndte byggeriet af fæstningen i [[1308]] for at overvinde [[Ragnhildsholms fæstningRagnhildsholmen]] i nærheden, som den svenske [[hertug]] [[Erik Magnusson af Södermanland|Erik af Södermanland]] havde i sin magt. "Huset" (fæstningen), som til at begynde med var af træ, blev efterhånden kraftigt forstærket med sten og blev med tiden et af Nordens stærkeste fæstningsværker. Borgen, som dengang kontrollerede grænseelven mellem Norge og Sverige, [[Göta älv]], blev snart en af Norges vigtigste. Bagaholm – holmen hvor fæstningen ligger – var oprindelig et tingsted for [[Viken (Norge)|Vikens]] lagdømme. [[Høvedsmand]]en på Bohus styrede først den sydlige og senere også nordlige del af det landskab, som efterhånden fik navnet efter borgen, Bohuslen.

Bohus kom til at få en stor rolle for begge naborigernes forhold til hinanden, fredelige såvel som fjendtlige. På Bohus trådte det norske [[rigsråd]] sammen i [[1331]] for at erklære [[Magnus Eriksson af Sverige|Magnus Eriksson]] myndig. Der blev hans søn [[Håkon 6. af Norge|Håkon 6. Magnusson]] hyldet i [[1344]] som Norges konge, og der modtog Håkons enke [[Margrete 1.|dronning Margrete]] i [[1388]] de svenske stormænds tilbud om Sveriges krone. Året efter blev den svenske konge [[Albrecht af Mecklenburg]] afsat og sat i fangenskab på fæstningen. På Bohus blev den svenske stormand [[Karl Knutsson|Karl Knutsson Bonde]] udråbt til norsk konge [[1449]]. [[1455]]-[[1456|56]] var slottet et trygt tilflugtssted for danskere og nordmænd under den svenske anfører Tord Bonde.

Fæstningen er blevet belejret hele 14 gange, men aldrig indtaget af fjendtlige styrker. I [[1400-tallet]] blev den regnet for Norges stærkeste fæstning. Den havde fire høje hjørnetårne og en sammenhængende, tre meter bred [[ringmur]], som lå tilpasset i terrænet i en højde af 8 til 12 meter. Første gang borgen blev belejret var i [[1482]]. Den danske adelsmand Jørgen Lauritssøn, som var [[høvedsmand]] på fæstningen, nægtede at overgive borgen til [[Rigsråd#Rigsrådet i Norge|Det norske riksråd]] i forbindelse med valget af ny konge. [[Christian 2.]] belejrede den i [[1531]], og svenskerne forsøgte fem gange i løbet af [[Den Nordiske Syvårskrig]] ([[1563]]-[[1570|70]]) at storme fæstningen. Det længste de kom, var i marts [[1566]], da det efter flere forsøg lykkedes Nils Boije og Nils Sture med 250 soldater at indtage et af hovedtårnene, som kaldes "Fars hatt". Det fungerede imidlertid som krudtkammer, og idet tårnet blev indtaget, blev tårn og soldater sprængt i luften.

Under belejringen blev borgen påført store skader, men blev hurtig genopbygget som en mere tidssvarende renæssanceborg. Forbedringer og tilbygninger fortsatte i [[1595]] og [[1605]] samt i [[1645]], da svenskerne under [[Torstenson-krigenTorstenssonfejden]] beskød borgen. Fæstningen fik en slotspræget borgkerne med tre formede tårntage og høje omgivende [[bastion|murbastioner]]. Det sydvestlige tårntag hed "Mors hue", og et firkantet tårn i det nordvestlige hjørne blev kaldt "Fars hatt". Midt på den vestlige side rejste "det røde tårn" sig, hvor kirken lå. Set udefra var fæstningen bygget som en uregelmæssig syvkant. Sådan så Bohus ud, da det kom i svensk eje ved [[Freden i Roskilde]] i [[1658]], og [[Karl 10. Gustav af Sverige|Karl 10. Gustav]] holdt sit indtog dér den [[30. marts]].

Under den [[Skånske Krig]] kom fæstningen igen under en sidste belejring, den vanskeligste af alle. Den varede i næsten to måneder ([[25. maj]]-[[22. juli]] [[1678]]). Belejrerne var over 10.000 nordmænd under [[Ulrik Frederik Gyldenløve]]. Beskydningen var intens, 20.000 – 30.000 kanonkugler, 2.265 bomber, 161 glødende kugler, 600 granater og 79 kurve med håndgranater blev affyret mod borgen. Den ville nok have overgivet sig, hvis ikke G.O. Stenbock var kommet til undsætning. Omkring 1.000 norske soldater mistede livet under forsøgene, mens de svenske tab var på nogle hundrede. Fæstningen blev på ny udbygget og var frem til [[1700]] residens for Bohusläns landshøvding, men mistede meget af sin militære betydning, da den ikke længere var grænsefæstning. Under [[Karl XII12. af Sverige|Karl 12.]]s regering blev administrationen af Bohuslen flyttet til [[Göteborg]]. Han lod også kanonerne flytte til [[Sundsborg]] (ved [[Svinesund]]), hvor han anlagde et «stærkt grænseværn mod Norge». Efter hans død fik Bohus sin bestykning tilbage.

Efter dette blev fæstningen en tid benyttet som fængsel. Borgens mest kendte fange var [[pietisme|pietisten]] og prædikanten [[Thomas Leopold]], som sad fængslet i flere perioder, totalt 42 år, hvoraf de 32 på Bohus, for sin tro, der efter den tids norm var [[Kætteri|vranglære]]. I [[1789]] var Sverige i økonomiske vanskeligheder, og Kungälvs indbyggere fik da ret til at tage byggesten derfra; i den forbindelse blev det besluttet, at fæstningen skulle nedrives. Det eneste, som blev sparet, var tårnet «Fars hatt». Ødelæggelserne blev standset i [[1796]], men Kungälvs indbyggere fik allerede året efter på ny ret til at forsyne sig med sten. I det [[1800-tallet19. århundrede]] forsøgte man at ombygge «Fars hatt» til en mølle, indtil [[Karl 14. Johan af Sverige|Karl 14. Johan]] satte en stopper for videre ødelæggelser i [[1838]]. Omfattende udgravnings- og konserveringsarbejde blev udført i årene [[1898]] til [[1904]]. I [[1934]] blev et omfattende renoveringsarbejde påbegyndt, og blandt andet opførte man hovedporten igen.