Belgien: Forskelle mellem versioner

'''Belgien''' (nederlandsk: ''België'', fransk: ''Belgique'', tysk: ''Belgien''), officielt '''Kongeriget Belgien''' (nederlandsk: ''Koninkrijk België'', fransk: ''Royaume de Belgique'', tysk: ''Königreich Belgien''), er et land i Vesteuropa. Det grænser op til [[Frankrig]], [[Holland|Nederlandene]], [[Tyskland]], [[Luxembourg]] og [[Nordsøen]]. Belgien er et lille og tætbefolket land. Det har et samlet areal på 30.528 kvadratkilometer (landareal 30.230) og et indbyggertal på {{WD indbyg1/år/text|ref=ja}}. Belgien ligger på grænsen mellem det germanske og romanske Europa og er således hjemsted for to lingvistiske hovedgrupper: De nederlandsktalende [[flamlændere]], som udgør ca.omkring 59 % af befolkningen, og de fransktalende [[vallonere]], som udgør ca.cirka 41 %. Der leverfindes desuden en lille gruppe tysktalende i den østlige del af landet.

De moderne stater Belgien, Nederlandene (Holland) og Luxembourg er historisk set blevet kaldt for [[Nederlandene (historisk område)|Nederlandene]]. Foruden de nuværende [[Benelux|Benelux-lande]], omfattede dette område oprindeligt også mindre dele af det nordlige Frankrig og vestlige Tyskland. Regionen blev på latin kaldt Belgica, hvilketsom var afledt af navnet på den romerske provins [[Gallia Belgica]]. Fra slutningen af [[middelalderen]] og frem til begyndelsen af det 17. århundrede1600-tallet var det nuværende Belgien et blomstrende kultur- og handelscentrum. Fra det 16. århundrede og1500-tallet frem til [[Den belgiske revolution|Den Belgiske Revolution]] i 1830, da Belgien løsrev sig fra [[Forenede Kongerige Nederlandene|Nederlandene]], tjente Belgien i flere tilfælde som slagmarkkrigsskueplads for Europas stormagter. Landet blev derfor kendt som ”Europas slagmark”, hvilket yderligere blev forstærket under begge verdenskrige.

Belgien deltog i [[Den industrielle revolution|Den Industrielle Revolution]], og i løbet af det 20. århundrede1900-tallet erhvervede den belgiske stat sig [[Det belgiske koloniimperium|adskillige afrikanske kolonier]]. Anden halvdel af det 20. århundrede1900-tallet var præget af spændinger mellem Belgiens nederlandsktalende og fransktalende indbyggere. Spændingerne skyldtes først og fremmest sproglige og kulturelle forskelle, men også ulige økonomiske forhold mellem Flandern og Vallonien. Fjendskabet mellem flamlændere og vallonere har ført til flere vidtgående reformer. Belgien gik således fra at være en samlet enhedsstat til en adskilt føderation i perioden 1970-1993. På trods af de mange reformer hersker der stadig en fjendtlig stemning imellem de to grupper, og især blandt flamlændere er der et stærkt ønske om uafhængighed. Disse konflikter førte også til, at Belgien efter [[Parlamentsvalget i Belgien 2010|parlamentsvalget i 2010]] stod uden regering i 18 måneder, hvilket er en verdensrekord. Arbejdsløsheden er mere end dobbelt så høj i Vallonien som i Flandern.

Belgien er blandt de seks lande, som i sin tid grundlagde [[Den Europæiske Union|EU]]. Landet er hovedsæde for adskillige internationale organisationer, heriblandt [[NATO]], [[Europa-Kommissionen|Europa-Kommisionen]], [[Rådet for Den Europæiske Union|Ministerrådet]], [[Europarådet]]  og, [[Europa-Parlamentet|Europaparlamentet]] samt [[NATO]]. Belgien er også medgrundlægger af [[Eurozonen]], [[NATO]], [[OECD]] og [[WTO]]. Landet er også medlem af [[Schengen]] og den økonomiske union Benelux. Belgien er et [[Industriland|industrielt]] [[højindkomstland]] med en meget høj [[levestandard]].

Det belgiske område ligger som en korsvej i Europa og har oplevet en lang række af folkevandringer og kulturelle påvirkninger. Som provins i [[Romerriget]] blev området opkaldt efter den keltiske stamme belgerne. Efter det romerske riges sammenbrud, tog frankerne over. Den nuværende sproggrænse går tilbage til [[folkevandringstiden]], hvor den var grænse mellem romansk og germansk område. Ved arvedelingen efter [[Karl den Store]]s død kom området sammen med de øvrige Nederlande under hertugen af Burgund. Ved senere giftermål og arvedelinger endte fyrstedømmerne under spansk herredømme. Fra [[1548]] til [[1648]] førte indbyggerne en frihedskrig mod Spanien, [[firsårskrigen]].

Fra [[1648]] skiltes vejene for de sydlige og nordlige Nederlande, der omtrent svarer til de senere stater Belgien og Holland. Med fredsslutningen i [[1648]] efter [[Trediveårskrigen]] opnåede de protestantiske provinser i nord uafhængighed. De sydlige Nederlande var stærkt hærget under frihedskrigen, oghvor protestanterne, især borgere i byerne, flygtede nu til de nordlige provinser. Da det habsburgske rige blev delt i [[1713]], overgik de sydlige Nederlande til østrigsk overherredømme. Under [[Napoleon]] blev både de nordlige og sydlige Nederlande indlemmet i Frankrig i en snes år.

Efter Napoleons nederlag i [[1815]] blev området igen forenet med Nederlandene indtil den belgiske revolution i [[1830]], somder blev starten påindvarslede den belgiske stat. Landet fik sin første [[Belgiens forfatning|forfatning]] i [[1831]]. Stormagterne, der kunne have gavn af en stødpudezone og et svækket [[Holland]], anerkendte uafhængigheden. I 1800-tallet havde Belgien en stærk økonomisk vækst, baseret dels på grund af kul- og stålindustrien, dels på grundkolonierne afi kolonierneAfrika. Den belgiske konge fik tilkendt [[Demokratiske Republik Congo|Congo]] som sin personlige ejendom, og kolonien blev groft udnyttet.

Belgien var neutralt, men blev invaderet både under [[1. verdenskrig]] og [[2. verdenskrig]]. Efter 2. verdenskrig blevvar Belgien et af de grundlæggende medlemmer af [[NATO]] og [[Kul- og Stålunionen]], senere [[EU]]. Begge organisationer har deres hovedkvarterer i Bruxelles.

I 1970 blevopdeltes Belgien grundlæggende delt op i tre regioner efter sproggrænsen, og i 1993 blev landet til en [[føderation]]. Den føderale opbygning består af to parallelle systemer: regionerne Flandern, Vallonien og Bryssel samt de nederlandske, franske og tyske kulturfællesskaber. Som følge heraf har Belgien fem "delstatsregeringer". Landets opbygning er stadig undertil debat, men ændringer kræver [[konsensus]], og fremtiden er uafklaret.

Industrialiseringen af Belgien fandt først og fremmest sted i Vallonien, hvor der bl.a. var [[minedrift]], mens Flandern var et landbrugsområde helt op til 1900-tallet. Den sociale modsætning mellem fattige, stærkt katolske flamlændere og den fransktalende elite blev derfor skærpet. Mange flamlændere flyttede dengang til Vallonien for at få arbejde. Siden 1960'erne er situationen blevetgået omvendtden modsatte vej, daefter at [[sværindustri]]en i Vallonien stort set erblev afviklet, mens Flandern erhar udviklet sig blevettil et af Europas rigeste områder.

Sproggrænsen mellem nederlandsk, fransk og tysk blev fastlagt i 1963. Indtil da havde der været afholdt folketællinger hvert tiende år,. somResultatet bevirkedevar, at flamske kommuner efterhånden blev tosprogede, og tosprogede kommuner blev énsproget franske. Sprogtællingerne var præget af manipulation og fandt ikke sted efter 1947. Det var imidlertid de fransktalende i Vallonien, som havde det stærkeste krav om at opdele landet i selvstyrende områder, hvilket skete i flere trin fra 1970'erne til 1993.

Den nordlige del af landet finansierer i dag størstedelen af det føderale budget, someksempelvis blandtsocialudgifter. andetUdligningen socialudgifterbetyder, hvorvedat der "overføres" store beløb til den sydlige del. Vallonien er socialistisk præget, og Flandern borgerligt. Det har givet øget støtte til flamske (og delvis også vallonske) [[separatisme|separatistbevægelser]], der ønsker at opdele landet i to eller give regionerne endnu mere selvstyre (en [[konføderation]]). Alternativt findes der også nogle mindre bevægelser, der vil slutte Vallonien til Frankrig.

Belgien har et særligt dobbelt føderativt system, hvor der både findes tre ''regioner'' (der har 581 kommuner i alt (fra 1. januar 2019)) ([[Flandern]] med 300 kommuner (fra 1. januar 2019;en formindskning fra 308), [[Vallonien]] med 262 kommuner og [[Bruxelles]] med 19 kommuner) og tre ''(sprog)fællesskaber'' (det nederlandske, franske og tyske). De to begreber overlapper kun delvis og har forskellige opgaver. Regionerne står for økonomi, teknik, miljø og planlægning. Sprogfællesskaberne står for kulturelle områder som undervisning, forskning og sport. Den føderale regering står for øvrige opgaver, f.eks.som forsvar, udenrigspolitik, pengepolitik og socialpolitik. Selv om landet er en føderation, fordeles mere end 90 % af de offentlige udgifter centralt.

[[Fil:BelgieGemeenschappenkaart.svg|thumb|'''Belgiens sprogområder''': [[Nederlandsk (sprog)|nederlandskNederlandsk]] (gulgult), [[Fransk (sprog)|fransk]] (rødrødt), [[Tysk (sprog)|tysk]] (blå), fransk/nederlandsk (skraveret).]]

Kongen spiller en rolle ved regeringsdannelse og ved løsning af kriser,. hvorEksempelvis kan kongen f.eks. kan udpege en eks-politiker til at forsøge at lede forhandlinger mellem sproggrupperne.

Repræsentantkammeret er det vigtigste organ, da det står for at støtte eller vælte en regering. Medlemmerne vælges i 11 valgkredse, svarende til provinserne, bortset fra at Bryssel er slået sammen med en del af provinsen [[ Vlaams-Brabant|Flamsk Brabant]] (''se afsnittet [[Belgien#Bruxelles-Halle-Vilvoorde|Bruxelles-Halle-Vilvoorde]]''). Der er [[stemmepligt]], og valg afholdes normalt hvert fjerde år, men kan også holdes i utide. Valg til senatet og repræsentantkammeret holdes samtidig. Metoden er [[forholdstalsvalg]] i de enkelte valgkredse (ingen udlignings- eller tillægsmandater). Der er en [[spærregrænse]] på fem procent i hver valgkreds, som dog hari lidenpraksis betydninger iaf praksismindre betydning, da den største valgkreds, Antwerpen, kun fordeler 24 mandater.

Repræsentantkammeret er inddelt i to sproggrupper, som ganske vist ikke nødvendigvis er inddelt efter personernes modersmål, men efter deres valgkreds. De tysktalende indgår i den franske sproggruppe, fordi det tysktalende område er en del af Vallonien, men der er i øjeblikket ingen tysktalende medlemmer. Valgkredsen Bruxelles-Halle-Vilvoorde er tosproget, og medlemmerne kan selv vælge, hvilken sproggruppe de tilhører. Sprogvalget sker, når der skal aflægges ed på at overholde forfatningen, men i praksis vælger medlemmerne sprog efter det parti, de er valgt for.

# [[Flandern]], nederlandsksproget (nederlandsk ''Vlaanderen'', fransk ''Flandre belge'' el.eller ''Flandres''):

* Det flamske fællesskab (''Vlaamse Gemeenschap'', tidligere ''Nederlandstalige Gemeenschap''), med hovedsæde i Bruxelles.

* Det franske fællesskab (''Communauté française de Belgique'', uofficielt også ''Communauté Francophone''), med hovedsæde i Bruxelles.

* Det tysksprogede fællesskab ''(Deutschsprachige Gemeinschaft Belgiens)'', med hovedsæde i Eupen.

Efter at sproggrænsen blev fastlagt, og landet blev til en føderation, er det i dag randkommunerne, der giver anledning til de fleste stridigheder. Faciliteterne indebærer, at borgerne kan få skolegang og kommunal service på deres eget sprog, men selve den kommunale administration skal foregå på regionens officielle sprog. I flere af kommunerne nægter borgmesteren og nogle af de folkevalgte at tale nederlandsk, og de anklager den flamske regering for at undertrykke deres sproglige rettigheder. Fra flamsk side mener man derimod, at sprogfaciliteterne var en midlertidig ordning, som i sin tid blev indført for at lette integrationen af de fransktalende tilflyttere i de flamske lokalsamfund.

Desuden er der ti10 facilitetskommuner langs sproggrænsen, hvoraf to er særlig kendt for stridigheder: Comines (nederlandsk ''Komen''), der ligger som en vallonsk enklave længst mod vest, og Voeren (fransk ''Fourons''), der ligger som en flamsk enklave længst mod øst.

Valgkredsen og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde omfatter både den tosprogede, men franskdominerede, Bryssel-region og den omgivende del af Flandern. Det er den eneste administrative enhed, der ikke følger regionsgrænserne, hvilket er et levn fra det gamle Belgien, før den føderale ordning blev indført.

Fra flamsk side mener man, at valgkredsen fremmer forfranskningen af området omkring Bryssel, som historisk var rent flamsk, men hvor visse kommuner i dag er domineret af fransktalende tilflyttere. ''(Se også: [[Belgien#Facilitetskommuner]])'' På grund af den fælles valgkreds kan fransktalende borgere stemme på de fransktalende partier, selv om de bor i et flamsk område. Der findes ingen tilsvarende mulighed for at stemme på et flamsk parti, hvis en flamlænder flytter til Vallonien.

Fra fransktalende side ønsker man at opretholde [[status quo]], da man anser det for en grundlæggende rettighed at kunne stemme på en fransktalende politiker. Da de mest kendte partiledere er opstillet i Bryssel, kan de samtidig samle flere stemmer, hvis valgkredsen ikke deles op. Man er dog ikke afvisende over for en opdeling af valgkredsen, hvis der samtidig gives modydelser fra flamsk side, for eksempel en indlemmelse af de seks flamske randkommuner i den tosprogede [[Bryssel|Hovedstadsregion Bryssel]]. Dette afvises kategorisk fra flamsk side, der mener, at sproggrænsen fra 1963 ligger fast. (Fransktalende politikere hævder også at politi- og retskredsen Bryssel-Halle-Vilvoorde bør bevares af effektivitetshensyn, men det har ikke direkte sammenhæng med valgkredsen).

Der har været diskuteret forskellige alternative løsninger, som dog ikke alle opfylder grundlovens krav. Det har været foreslået at indføre en "føderal valgkreds" (dvs.i form af et føderalt/lokalt to-stemmesystem som i Tyskland),. Det er også foreslået at slå valgkredsen sammen med distriktet [[Leuven]], ellerog at udvide kredsen med [[Brabant Wallon]].

Valgkredsen er blevet kendt grundlovsstridig ved forfatningsdomstolens afgørelse i 2003.<ref>Grondwettelijk hof/Cour constitutionelle, kendelse 73/2003 af 26. maj 2003. [http://grondwettelijkhof.be/public/n/2003/2003-073n.pdf nederlandsk] / [http://grondwettelijkhof.be/public/f/2003/2003-073f.pdf fransk]</ref> Dommens vigtigste begrundelse var, at valgkredsen bryder princippet om ligeberettigelse mellem sproggrupperne, fordi fransktalende bosat i Flandern (provinsen [[Vlaams-Brabant|Flamsk-Brabant]]) kan stemme på fransktalende partier, hvorimod flamlændinge bosat i Vallonien ikke kan stemme på de flamske partier. Desuden er Belgien ifølge grundloven en føderal stat, hvor sproggrænsen ligger fast.

Domstolen fastsatte ingen løsning, men overlod det til politikerne med en frist på fire år, således at valgkredsen skulle være opløst senest 24. juni 2007. Forhandlinger i 2004-2005 førte til en regeringskrise, men ingen løsning. Det næste parlamentsvalg blev fremrykket to uger og afholdt den 10. juni 2007, således at politikerne kunne omgå 4 års-fristen, som var fastsat af domstolen.

Parlamentsvalgene i 2003 og 2007 var antagelig grundlovsstridige, men er i praksis blevet anerkendt. Parlamentsvalget den 13. juni 2010 blev udskrevet i utide for at løse den fastlåste situation, selv om det generelt erkendtes, at valget var i strid med forfatningsdommen. Afgående premierminister Yves Leterme sagde i maj 2010 om paradokset: "Valget er legalt, men imod grundloven".<ref>[http://www.standaard.be/artikel/detail.aspx?artikelid=DMF20100507_021 Leterme noemt verkiezingen ‘legaal maar tegen de grondwet’], [[De Standaard]], 7. maj 2010</ref>

Flere kommentatorer, herunder professor i [[forfatningsret]] Paul Van Orshoven fra [[Katholieke Universiteit Leuven]], mener, at parlamentsvalget i 2007 var ulovligt af to grunde:

Fra forskellig side hævdedes det, at det belgiske [[Europa-Parlamentsvalg 2009|Europa-Parlamentsvalg]] den 7. juni 2009 var forfatningsstridigt, fordi Bryssel-Halle-Vilvoorde-valgkredsen stadig ikke var splittet op. Kommunen [[Overijse]] meddelte, at den ville [[boykot]]te valget.

Den 26. april accepterede kongen regeringens afgang. Den 27. april meddelte indenrigsminister [[Annemie Turtelboom]] (VLD), at et eventuelt valg ville blive gennemført på grundlag af de eksisterende valgkredse, uanset grundlovsdommen fra 2003.<ref>[http://www.deredactie.be/cm/vrtnieuws/politiek/1.768811 Turtelboom zal kieskringen niet wijzigen], deredactie.be, 27. april 2010</ref> En gruppe flamske dommere mente, at beslutningen var ulovlig.<ref>[http://www.demorgen.be/dm/nl/5036/Wetstraat/article/detail/1101281/2010/05/04/Rechters-Provinciale-kieskringen-kunnen-niet.dhtml Rechters: "Provinciale kieskringen kunnen niet"], [[De Morgen]], 4. maj 2010</ref>. Nogle kommuner og grupper af vælgere truertruede med at at boykotte valget. Den 6. maj blev parlamentet opløst, og valg skal afholdesafholdt den 13. juni. Den afgående premierminister Leterme udtalte, at valget ville være lovligt, men imod grundloven.<ref>[http://www.rtbf.be/info/belgique/politique/leterme-le-scrutin-est-legal-mais-contre-la-constitution Leterme: "Le scrutin est légal mais contre la Constitution"], [[RTBF]], 7. maj 2010</ref>.

* LandstyrkerneLandhæren COMOPSLAND (''Landcomponent''/''Composante terre'').

* FlådestyrkerneFlåden COMOPSNAV (''Marinecomponent''/''[[Composante marine]]'').

* FlystyrkerneFlyvevåbnet COMOPSAIR (''Luchtcomponent''/''Composante air'').