FN's delingsplan for Palæstina: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
infoboks
skrevet til...
Linje 15:
|tekst = FN's delingsplan for Palæstina 1947.
}}
Den [[29. november]] [[1947]] stemte [[De Forenede Nationer]]s ''Generalforsamling'' med 33 stemmer for, 13 imod og 10 som undlod at stemme, for en delingsplan, der skulle træde i kraft ved afslutningen på det [[Mandatområdet i Palæstina|britiske mandat]] i Palæstina. Planen blev senere kaldt '''FN's delingsplan for Palæstina''' eller '''FN's hovedforsamlings resolution 181'''. Planen villeanbefalede at dele det eksisterende [[Mandatområdet i Palæstina]] i to uafhængige stater, henholdsvis en jødisk og en arabisk stat.<ref>De Forenede Nationers Generalforsamling (d. 29 November 1947): [https://unispal.un.org/DPA/DPR/unispal.nsf/0/7F0AF2BD897689B785256C330061D253 Resolution 181 (II)] . ''Hentet 1. december 2020''.</ref>
 
Foruden at anbefale dannelsen af to uafhængige stater, anbefalede resolutionen ligeledes, at [[Jerusalem]] skulle være et "[[corpus separatum]]", under international overvågning. Forslag til de konkrete [[Grænse|grænser]] for de to forslået stater blev endvidere udpenslet i delingsplanen. Resolutionen fremlagde endvidere en plan for gradvis udtrækning af britiske soldater fra mandatområdet, ligesom det konkret blev foreslået, at [[Storbritannien]] seneste skulle trække sig ud af Palæstina d. [[1. august]] [[1948]]. De nye stater ville opstå to måneder efter tilbagetrækningen, dog senest d. [[1. oktober]] [[1948]].
 
Resolutionen blev accepteret af [[Jewish Agency|the Jewish Agency for Israel]] på trods af, at de opfattede den som værende begrænsende. De arabiske ledere afviste resolutionen og indikerede, at de ikke var villige til acceptere nogen form for territorial opdeling og argumenterede for, at den krænkede principperne for national selvbestemmelse i [[De Forenede Nationers Pagt|FN-pagten]].
 
Umiddelbart efter vedtagelsen af resolutionen udbrød der [[borgerkrig]] mellem jøderne og araberne i Palæstina, hvilket i sidste ende resulterede i [[den arabisk-israelske krig 1948]]. Således blev FN's delingsplan for Palæstina aldrig implementeret. Endvidere skal det påpeges, at resolutioner, som er blevet vedtaget i [[FN's generalforsamling|FN's Generalforsamling]], ikke er bindende eller skal opfattes som afgørende beslutninger, men derimod blot skal anses som anbefalinger.
 
== Baggrund ==
I [[november]] [[1917]], mens [[General Allenby]] forberedte sig på at erobre Palæstina, udstedte Detdet britiske udenrigsministreriumudenrigsministerium [[Balfour-deklarationen]],: et brev fra udenrigsminister [[Arthur James Balfour|Lord Balfour]] til [[Lord Rothschild]], lederen af den britiske zionistbevægelse. Deklarationen lød:
<blockquote>''His Majesty's Government view with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people, and will use their best endeavours to facilitate the achievement of this object, it being clearly understood that nothing shall be done which may prejudice the civil and religious rights of existing non-Jewish communities in Palestine, or the rights and political status enjoyed by Jews in any other country.''</blockquote>
 
Denne deklaration var et kompromis, baseret på et udkast til et telegram, som [[Arthur James Balfour|Lord Balfour]] havde bedt [[Chaim Weizmann|Weizmann]] om at sende tidligere . Det rummede ingen formelle forpligtelser. Det reflekterede den britiske zionistbevægelses, ledet af [[Chaim Weizmann|Dr Chaim Weizmann]], bestræbelser – gammel følt britisk ønske om oprejsning for jøderne, og britiske strategiske og imperiale overvejelser på den ene side.
 
På den anden side reflekterede det de bekymringer, som britiske anti-zionister og ansatte i udenrigsministeriet havde angående at gøre den arabiske verden fjendtlig stemt. <ref>[http://www.mideastweb.org/mebalfour.htm Middle East Documents Balfour Declaration<!-- Bot generated title -->]</ref><ref>[http://www.mideastweb.org/britzion.htm British Support for Jewish Restoration<!-- Bot generated title -->]</ref> Disse modsatrettede kræfter skulle blive genspejlet i den omskiftelige britiske politik, som til sidst fik Storbritannien til at opgive mandatet, hvilket til sidst førte til delingen af Palæstina.
 
Efter den [[1. verdenskrig]] og [[Det Osmanniske Rige]]s kollaps, mødtes det sejrende ''Allied Supreme Council'' til [[San Remo-konferencen]] i April[[april]] [[1920]] for at bekræfte uddelingen af de Osmanniske lande, til at høre under det foreslåede mandatsystem. Palæstina blev placeret under det britiske mandat. [[Folkeforbundet]]s [[Mandatområdet i Palæstina|britiske mandat for Palæstina]] gjorde et nationalt hjem for jøder til en del af International Lov, ved at inkorporere ordlyden fra Balfour-deklarationen. Mandatet blev støttet af [[USA]], som en del af præsident [[Woodrow Wilson]]'s støtte for national selvbestemmelse.
 
Jødisk immigration til Palæstina var i den første tid efter verdenskrigen sparsom, dels på grund af svære omstændigheder i Palæstina og mangel på tilstrækkelig opbakning til zionisme til at stå imod pionerlivets trængsler, dels på grund af manglende midler til udvikling.<ref>[http://www.zionism-israel.com/zionism_history.htm History of Zionism & Modern Israel<!-- Bot generated title -->]</ref> Men i 1930'erne med dets stigende anti-semitisme og fremkomsten af [[Adolf Hitler]] i [[Tyskland]], bragte den [[Aliyah|femte Aliyah]] jøder i betydeligt antal til Palæstine.<ref>[http://www.zionism-israel.com/dic/Fifth_Aliya.htm Fifth Aliya – definition – Zionism and Israel -Encyclopedia / Dictionary/Lexicon of Zionism/Israel/Middle East/Judaism<!-- Bot generated title -->]</ref>