Gammeldansk: Forskelle mellem versioner

'''Gammeldansk''' eller '''middeldansk''' er en betegnelse for den [[middelalder]]lige fase af det [[Dansk (sprog)|danske sprog]].

Normalt sættes perioden til fra cirka år 1100 hvor latinske bogstaver afløser runer til cirka år 1500.<ref name="Sproghistoriske perioder">{{Cite Q | Q86016383 }}</ref>

 

Hvor [[nordboernes sprog]] i [[vikingetiden]] ikke havde de store sproglige forskelle, er det i middelalderen, at dansk for alvor begynder at skille sig ud fra de andre [[nordiske sprog]], og man derfor så småt kan tale om, at det ikke længere blot er en [[dialekt]], men et særskilt sprog. I løbet af det 11.-13. århundrede gennemløber [[dansk (sprog)|dansk]] en mere rivende udvikling end på noget andet tidspunkt i sin historie.

 

Det ser man ikke mindst på det lydlige område, hvor [[klusil]]svækkelsen (''p'', ''t'', ''k'' > ''b'', ''d'', ''g'' > [w], [ð], [ɣ]) og neutraliseringen af [[vokal (sprog)|vokalerne]] i tryksvag [[stavelse]] (''a'', ''i'', ''u'' > ''æ'' > ''e'') sætter et tydeligt præg på sproget.

 

[[Morfologi (lingvistik)|Morfologien]] ændrer sig også kraftigt, idet man efterhånden opgiver den gamle bøjning af [[substantiv]]er og [[adjektiv]]er i fire [[kasus]] og af [[Verbum|verberne]] i [[person]] og [[Numerus|tal]]. Det sker tidligst på dansk, men efterhånden følger [[Svensk (sprog)|svensk]] og [[norsk (sprog)|norsk]] efter, og det er i dag kun [[Islandsk (sprog)|islandsk]], [[færøsk (sprog)|færøsk]], nogle norske dialekter og [[elvdalsk]], der har bevaret disse bøjningsformer.

 

Eksempler på værker med gammeldansk er ''[[Lucidarius]]'' og ''[[Libellus De Arte Coquinaria]]''.