Frankenstein: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Handling: fordansket
Linje 32:
På [[film]] og i senere versioner af fortællingen benytter Frankenstein ofte [[elektricitet]] til at give skabningen liv, men i selve romanen hører vi intet om, hvordan han bærer sig ad. Senere versioner har også tilføjet en religiøs [[morale]], hvor Frankenstein leger [[Gud (monoteistisk)|Gud]] og derfor straffes.
 
I populærkulturen kaldes skabningen ofte for "Frankensteins monster" eller simpelthen "Frankenstein" (selvom det er navnet på videnskabsmanden). Dog iI bogen eromtales skabningen aldrig refereret til som monster, men som en dæmon og andre lignende ord. Skabningen bliver dog, af doktor Frankenstein, døbt/kaldt Adam efter det, i følge biblen, første menneske skabt af gud.
 
Mary Shelley var gravid, da hun skrev sin bog om monsteretAdam, der var skabt af kropsdele fra voksne, men med en [[sjæl]] som et nyfødt barn. StraksDa skabningen er flygtetflygtede fra laboratoriet og ud i skoven, er det første, han er optaget af synet af [[Månen]]: "''Jeg så en strålende form stige op mellem træerne,''" står der, og Mary Shelley forklarer i en [[fodnote]]: "Månen." Han lærer at gøre ild, at lave mad, at læse og så giver han sig i kast med værker af [[Plutark]], [[Milton]] og [[Goethe]]. Ved at i smug at lyttesmuglytte til landsbyboernes samtaler vågner hans samvittighed og retfærdighedssans. Han mærker savnet af fællesskab og kærlighed; men hans udseende skiller ham fra alt andet levende: "''Jeg bar et helvede inden i mig.''" I sin ensomme fortvivlelse knuser og ødelægger han alt om sig. Han tigger sin skaber, Frankenstein, om at blive udslettet eller at tildeles en livsledsagerske. Sammen med hende vil han drage til Jordens fjerneste egne og bosætte sig der. Dr. Frankenstein rejser til London for at lære sig de seneste [[kirurgi]]ske metoder og opretter et laboratorium på [[Orkney]] for at sætte en ny skabning sammen. Halvvejs i skaberprocessen overmandes han dog af tvivl ved tanken om, at de to skabninger vil kunne få afkom. Han sænker instrumenterne i havet, og hans monster forbliverer dømt til ensomhed. Som [[hævn]] dræber skabningen Frankensteins ven Clerval og derefter hans brud, Elizabeth. Frankensteins mål bliver nu at tilintetgøre skabningen. Han jager den over isen ved [[Nordpolen]], hvor den til sidst flygter ud på en isflage og ses drivende væk, opslugt af mørket.
{{endspoiler}}
 
[[Fil:Charles_Ogle_In_Frankenstein_1910.jpg|thumb|Charles Ogle som Frankensteins monster i filmen fra [[1910]].]]
 
== Teateropsætninger ==
Mindre end 500 eksemplarer blev solgt af første oplag. Men i juli [[1823]] blev bogen sat op som [[drama]] med titlen ''Presumption; or the Fate of Frankenstein'' på ''English Opera House'' på [[Strand (London)|Strand]] i [[London]]. Stykket skabte [[sensation]]. I løbet af de næste fire år blev det sat op fjorten steder, deriblandt [[Bristol]], [[Paris]] og [[New York City|New York]]. Stykket adskilte sig fra romanen på væsentlige punkter, som senere fremstillinger har holdt sig til: Frankenstein fremstilles som en ond, gal videnskabsmand, hvor han i romanen er en romantisk [[idealist]], der handler til [[menneskehed]]ens bedste. I bogen er hans laboratorium heller ikke et sted, der gnistrer af elektriske udladninger; tværtimod arbejder han i skæret af [[stearin]]lys. Assistenten Fritz findes heller ikke i romanen, hvor Frankenstein arbejder alene. Monsteret gøres stumt, hvor det i romanen taler og er udtryksfuldt. Mary Shelley tog sig ikke af ændringerne og heller ikke af, at hun selv ikke modtog penge. I september 1823 så hun forestillingen og var begejstret. Teateropsætningerne førte til, at hendes roman gradvis blev berømt i løbet af 1820'erne. <ref>Richard Holmes: ''The age of wonder'' (s. 334-5), HarperPress, ISBN 978-0-00-714952-0</ref>