Gudelige vækkelser: Forskelle mellem versioner

Fra 1745 var det tilladt for forkyndere fra den [[Herrnhutiske Brødremenighed]] (de såkaldte emissærer) at rejse omkring og holde møder for lukkede kredse. Det lokale arbejde var dog meget bundet på deres tilstedeværelse, så de fleste samlinger smuldrede hen, når de rejste. Fra århundredeskiftet begyndte almuen selv at tage initiativ - der mærkes en utilfredshed overfor emissærerne, for hvorfor virke i det stille. Bibelen var for god til at holde for sig selv.

Denne tid var meget præget af de personer, der var toneangivende på det sted, og så også af de forhold, de levede under. Her en kort gennemgang af to af vækkelsens centrummer.

''Vejle-horsens-egnen''<p>

Disse vakte blev efterfølgende kaldt for “de stærke jyder” vel på grund af deres stædighed/fastholden på deres meninger. Det var egentlig en stille vækkelse og det var ikke præget af mission, men de holdt på deres holdninger. Det kom derfor til strid undervisningsmæssigt (Kingos salmebog blev skiftet ud med den mere rationalistiske Evangelisk-Kristelig Salmebog) og i kirken (Erik Pontoppidans katekismus fra 1738 blev skiftet ud med Erik Balles oplysningsprægede “Lærerbog i den evangelisk-kristelige Religion”). I 1799 kom det endda til regulært slagsmål på kirkegården ved Langskov Kirke mellem “de vakte” og dem, der støttede sognepræsten. Flere steder (Korning, Uldum) var vækkelsen også præget af “sværmeri” med kvinder, der fik syner og åbenbaringer.