Gudelige vækkelser: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Linje 29:
<p><p>
''Vejle-horsens-egnen''<p>
Disse vakte blev efterfølgende kaldt for “de stærke jyder” vel på grund af deres stædighed/fastholden på deres meninger. Det var egentlig en stille vækkelse og det var ikke præget af mission, men de holdt på deres holdninger. Det kom derfor til strid undervisningsmæssigt (Kingos salmebog blev skiftet ud med den mere rationalistiske Evangelisk-Kristelig Salmebog) og i kirken (Erik Pontoppidans katekismus fra 1738 blev skiftet ud med [[Nicolai Edinger Balles]] oplysningsprægede “Lærerbog i den evangelisk-kristelige Religion”). I 1799 kom det endda til regulært slagsmål på kirkegården ved Langskov Kirke mellem “de vakte” og dem, der støttede sognepræsten. Flere steder ([[Korning Sogn]], [[Uldum Sogn]]) var vækkelsen også præget af “sværmeri” med kvinder, der fik syner og åbenbaringer.
<p>
''Fyn''<p>
Linje 35:
 
Disse møder var en overtrædelse af den såkaldte konventikelplakat fra 1741 og derfor blev der indledt retssager mod vækkelsens folk. Dommene lød på bøder og fængselsstraffe.
Oplysningstidens [[tolerance]] slog dog langsomt igennem både i de forholdsvist milde straffe (de vakte satte sig egentlig op mod kongen og statsmagten), men også i en kancelliskrivelse fra 1824. I den blev konventikelplakaten ophævet af guvernøren over Fyn (den senere [[Christian den 8.]]) og forsamlingsbevægelser var derforderefter tilladt.
 
Udgangspunktet for bevægelsen var Kerteminde, hvor en af hovedkræfterne var Kristen Madsen. Hvor vækkelsen i [[Vejle]]-[[Horsens]] egnen nærmest ikke nåede ud over det lokale sogn, så tog folk fra denne vækkelse afsted på regulære missionsrejser, når arbejdet på deres gårde ellers tillod det. En af de flittige rejsende var hvad man kunne kalde Kristen Madsens arvtager, Peder Larsen Skræppenborg.
<p><p>
'''Anden fase: Vækkelsens gennembrud (1830-40)'''<p>
Forsamlingsbevægelsen gjorde sig gældende overfor myndighederne. Man var selvbevidst og ofte provokerende. Forordninger og tilhold blev ofte overtrådt bevidst. De omrejsende lægmandsprædikanter var rene tilløbsstykker, og det var kun få egne, der var uberørt.
Enkelte steder blev der ansat præster, der sympatiserede med vækkelsesbevægelsen. En af dem, der oftest sættes i forbindelse med dem var præsten og salmedigteren [[Grundtvig]], der dog ikke viste sig særlig imødekommende overfor de vakte.
Der rejstes en generel kritik af statskirken og dens præster (også dem, der i deres øjne var rettroende). Peter Larsen Skræppenborg og med ham andre ønskede et brud med [[statskirken]], ud fra holdningen, at lægfolket nok kunne klare sig uden præsterne.
Vækkelsesbevægelsen fik mere og mere frihed. I 1839 [[Christian den 8]]. lod forsamlingsfriheden fra Fyn gælde i hele Danmark. I samme år “opdagede” regeringen, at loven ikke indskærpede skolepligt, men undervisningspligt, hvilket førte til oprettelse af skoler og overtagelse af religionsundervisningen.
Også i 1839 begyndte baptisterne for alvor at markere sig i Danmark (både som resultat af mission og selvgroende tanker). Mange af de vaktes ledere tog afstand til baptisterne, men de stod svagt, da mange vakte havde sympati for baptisternes understregning af den personlige omvendelse konkretiseret i dåben.
På trods af den stigende frihed blev mange baptister tvangsdøbt i 1840-erne. Manden bag dette var især Biskop [[Jacob Peter Mynster]], der fik disse dåb gennemført med politiets hjælp.
<p><p>
'''Tredje fase: Vækkelsen splittes (1840-65)'''<p>
Der havde hele tiden været forskellige vægtlægning på teologiske ting. Dette blev mere og mere tydeligt for i denne periode at skabe to religiøse retninger med hver deres leder: Andreas Ravn (de grundtvigske) og Anders Stubkjær (de “lutherske”).
1850-erne var præget af en polarisering af disse to retninger. Mange præster fulgte [[Grundtvig]] i hans holdninger til [[Bibelen]], kirken, det folkelige og det politiske. Men det var især i spørgsmålet om muligheden for omvendelse efter døden at vejene skiltes. Grundtvigs og dem, der fulgte ham, mente at der var mulighed for at blive omvendt efter at man var død - “de lutherske” mente det modsatte.
I 1860-erne blev det mere og mere tydeligt at der virkelig var to retninger. “De lutherske” i Jylland begyndte at få kontakt med den sjællandske Indre Mission med præsten [[Vilhelm Beck]] som leder. Disse havde ellers forsøgt at holde sig udenfor striden, men det viste sig mere og mere umuligt, så Beck valgte i 1865 side og skrev en artikel imod omvendelse efter døden. Derved “vandt” han de midtjydske lægfolk, men “tabte” de grundtvigske.
I 1865 var det derfor slået fast, at tiden med den løse folkebevægelse var forbi og var samlet i i hvert fald to forskellige kirkelige retninger: Grundtvigianerne og [[Indre Mission]].