Gudelige vækkelser: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 42:
Forsamlingsbevægelsen gjorde sig gældende overfor myndighederne. Man var selvbevidst og ofte provokerende. Forordninger og tilhold blev ofte overtrådt bevidst. De omrejsende lægmandsprædikanter var rene tilløbsstykker, og det var kun få egne, der var uberørt.
Enkelte steder blev der ansat præster, der sympatiserede med vækkelsesbevægelsen. En af dem, der oftest sættes i forbindelse med dem var præsten og salmedigteren [[Grundtvig]], der dog ikke viste sig særlig imødekommende overfor de vakte.
Der rejstes en generel kritik af statskirken og dens præster (også dem, der i deres øjne var rettroende). Peter Larsen Skræppenborg og med ham andre ønskede et brud med Danmarks [[
Vækkelsesbevægelsen fik mere og mere frihed. I 1839 [[Christian den 8]]. lod forsamlingsfriheden fra Fyn gælde i hele Danmark. I samme år “opdagede” regeringen, at loven ikke indskærpede skolepligt, men undervisningspligt, hvilket førte til oprettelse af skoler og overtagelse af religionsundervisningen.
| |||