Shoujo: Forskelle mellem versioner

{{nihongo|'''Shoujo'''|少女漫画|Shoujo manga}} eller '''Shojo''', bogst. ''pigetegneserie'',) er [[manga]]er ([[japan]]ske [[tegneserie]]r), der er tegnet specielt for piger i alderen ca. seks til atten18 år.<ref>Masanao Amano: ''Manga Design''. S. 571</ref>

[[Kulturantropologi|Kulturantropologen]] [[Matt Thorn]] klassificerer en manga som shoujo, hvis den er udkommet i et shoujo-mangamagasin. Hvilken kategori af manga et mangamagasin har specialiseret sig i tilkendegivesangives af magasinernes respektive forlagforlagene.<ref>[http://www.matt-thorn.com/shoujo_manga/whatisandisnt.html ''What Shôjo Manga Are and Are Not'' på matt-thorn.com]</ref> F.eks. er [[Akimi Yoshida]]s actionbetonede [[thriller]] ''[[Banana Fish]]'' tegnet i en for shoujo noget usædvanlig, realistisk og klar stil, der minder om [[Katsuhiro Otomo]]s værker<ref>Frederik L. Schodt: ''Dreamland Japan: Writings on Modern Manga''. Diane Pub Co., 1996, ISBN 0-7567-5168-3, S. 206–207</ref>, men er alligevel udkommet i ''[[Bessatsu Shōjo Comic]]'', hvis målgruppe er piger i mellemskolen og gymnasiet.

Den mandlige pendant til shoujo er [[shounenShounen]], der er mangaer for drenge.

Pigemanga fik imidlertid først succes i form af lange serier med gennemgående handling. Den første sådanne skabte [[Osamu Tezuka]] fra 1953 til 1958 i form af ''[[Ribon no Kishi]]'' for ''Shoujo Club''. Den handler om prinsesse Saphir, som en engel har givet en mands hjerte, og som er blevet opdraget som en dreng. Gud sender englen ned på Jorden for at fjerne Saphirs hjerte, så hun kan gifte sig med prinsen fra nabokongeriget. Ved ''Ribon no Kishi'' lod Tezuka sig påvirke af den kvindelige teatergruppe [[Takarazuka Revue]] og tegnede mangaer med de samme virkemidler, som allerede havde skaffet ham succes med mangaer for et mandligt publikumdrenge - en tilnærmet filmisk fortællemåde og figurdesign påvirket af [[Disneys klassikere|Disney-film]].

Med ''Ribon no Kishi'' som forbillede skabte andre mandlige [[mangaka]] ligeledes shoujo-mangaer i 1950'erne, ofte fordi de ikke blev accepteret som shounen-mangaer. Nogle af dissedem som [[Tetsuya Chiba]], [[Leiji Matsumoto]] og [[Shoutarou Ishinomori]] blev senere kendte skabere af shounen-mangaer.

I 1962 og 1963 startedeudkom de første ugentlige mangamagasiner for piger i form af ''[[Margaret (Mmagasin)|Margaret]]'' fra forlaget [[Shuueisha]] og ''[[Shoujo Friend]]'' fra forlaget [[Kodansha]]. De to forlag havde allerede i 1955 startetudgivet de månedlige mangamagasiner ''[[Ribon]]'' undog ''[[Nakayoshi]]''. ''Margaret'' og ''Shoujo Friend'' henvendte sig imidlertid til en lidt ældre målgruppe end deres månedlige pendanter.

Pigemanga blev revolutioneret fra 1969 af [[År 24-gruppen]] omkring [[Moto Hagio]], [[Yumiko Ooshima]], [[Keiko Takemiya]] und [[Riyoko Ikeda]]. De få kvinder, der havde offentliggjort shoujo-manga indtil da, havde holdt sig til det af mændene givne mønster. År 24-gruppen ændrede dette med indførelse af nye temaer og ukonventionelle tegneteknikker baseret på æstetik. I sit 1800 sider lange værk ''[[The Rose of Versailles]]'' (1972-1973) placerede Riyoko Ikeda en fiktiv kvinde i tiden under [[Den Franske Revolution]], hvor hun som general ved det franske hof udøvergør en mands arbejde og til slut dør for revolutionen. I Moto Hagios manga ''Thomas no Shinzou'' (1973–1975) handler det om homoseksuel kærlighed på en europæisk drengeskole. Det samme motiv benyttede Keiko Takemiya i sin bestseller ''[[Kaze to Ki no Uta]]'' (1976–1984). Populariteten hosaf disse homoerotiske mangaer fik indflydelse på mange andre kvindelige mangaka, og førte til etablering af egne magasiner som ''[[June]]'' og til sidst til en egen genre, [[Boys Love]]. Med År 24-gruppens succes overtog kvinder endegyldigt shoujo-manga, og kun enkelte mandlige tegnere som [[Shinji Wada]], [[Mitsuru Adachi]] og [[Maya Mineo]] har kunnet slå sig igennem.

Med magasiner som ''[[Mimi (magasin)|Mimi]]'', der henvendte sig til piger i alderen 14 til 21 år, kom der fra midten af 1970'erne mere modne shoujo-mangaer,. hvilketDet førte til udviklingen af [[josei]]-mangaer i begyndelsen af 1980'erne. En af de vigtigste titler i ''Mimi'' var [[Waki Yamato]]s mangaudgave af den klassiske fortælling ''[[Genji Monogatari]]''.

I 1980'erne var det først og fremmest hverdagshistorier med selvironi, der satteslog sig igennemgennem blandt shoujo-manga. Mangaer som [[Momoko Sakura]]s ''[[Chibi Maruko-chan]]'' (siden 1987) om livet for en fræk pige i grundskolen og [[Noriko Sasaki]]s dyrlægeserie ''[[Doubutsu no Oisha-san]]'' (1989–1994) solgte i millionoplag. I slutningen af 1980'erne kom mange kvindelige tegnere, der først havde arbejdet som amatører, med professionelle værker,; heriblandt [[Yun Kouga]], [[Minami Ozaki]] og tegnerkollektivet [[CLAMP]].

Typiske temaer er den første kærlighed, kærlighedssorger og venskab. Mandlige figurerpersoner er ofte gengivet som det japanske idealbillede på en undung mand, såkaldt [[bishounen]]. Kvindelige figurerpersoner gengives ofte med meget store glimtendestrålende øjne. Øjnene fungererer ofte som et "spejl", der gengiver figurens følelser.