Gudelige vækkelser: Forskelle mellem versioner

'''De gudelige vækkelser (eller forsamlingsbevægelsen)''' var en [[Kristendom|kristelig]] folkebevægelse i [[1800-tallet]]s Danmark, der blandt andet markerer begyndelsen på de demokratiske strømninger, der også i Danmark skulle konkretiseres i en [[demokrati]]sk [[grundlov]]. <br>

Men det var først og fremmest en [[religion|religiøs]] opvækkelse blandt almindelige mennesker, der ikke syntes om det, de hørte i skolen[[skole]]n eller i kirken[[kirke (institution)|kirke]]n. Det var virkelig en uafhængig folkebevægelse, for selv om vækkelsen fik støtte blandt forskellige [[teolog]]er og præster[[præst]]er, så var den ledet af almuens[[almue]]ns egne mænd. Den markeremarkerer derfor også en ny selvbevidsthed blandt Danmarks [[bonde|bønder]].

Det var en livskraftig og stærk bevægelse, der dog i midten af 1800-tallet polariseredes til to bevægelser, der stod skarpere og skarpere overfor hinanden: De [[Kirkelig Forening for den Indre Mission i Danmark|missionske]] og [[Grundtvigianisme|grundtvigianerengrundtvigianerne]].

Idéerne fra [[oplysningstiden]] prægede kirke- og åndslivet i perioden [[1750-]]&ndash;[[1800]]. <br>
''Positivt'' kom det til udtryk i bondestandens voksende selvbevidsthed. Dette sammen med at bønderne fik mulighed for at købe deres egne gårde[[gård]]e resulterede i at den gamle kollektive bondekultur blev afløst af en ny individualistisk. Det førte til, at den gamle kollektive og kirkelige religiøsitet blev afløst af en personlighedsreligion. I store dele af øvrigheden bredte sig desuden en [[humanisme|humanistisk]] indstilling, der gjorde denne vækkelse mulig og tilladt. <br>

''Negativt'' kom oplysningstidens idéer til udtryk ved at vækkelsen de fleste steder stod i skarp modsætning til præstestanden, dersom på dette tidspunkt var stærktprægetstærkt præget af [[rationalisme]], der var inspireret teologisk af disseoplysningstidens idéer. Dette blev yderligere forstærket af hvad man kunne kalde en klassekamp mellem kirkens store mænd og den lille bonde.

Vækkelsen var først og fremmest en pietistisk vækkelsebevægelse med rødder i det man kan kalde en mere elitær [[pietisme]] i hoffet[[hof]]fet og præstestanden. Vækkelsen kan karakteriseres som en slags "forsinket"“forsinket” pietisme, for det var først på dette tidspunkt, at almindelige mennesker tilegnede og realiserede den. <br>

Den elitære pietisme påvirkede vækkelsen først og fremmest gennem [[Erik Pontoppidan]]s [[katekismus]] og [[Kingo]]s [[salmebog]] og gennem forskellig former for andagtslitteratur. Dette var med til at påvirke ikke bare deres tro, men også deres sprogbrug. <br>

Den [[herrnhutiske Brødremenighed]] fikhavde i [[1745]] fået særlige privilegier til at rejse omkring og holde småmøder i det stille. Dette privilegium havde de stadigvæk og deres stille virke var med virkende faktor til vækkelsens begyndelse.

Her følger en kort gennemgang af vækkelsens forskellige faser fra dens begyndelse i begyndelsen af 1800-tallet og indtil splittelsen i [[1860'erne]].

===Første fase: Vækkelsens grotid (1800-&ndash;1830)===

Fra 1745 var det tilladt for forkyndere fra den [[Herrnhutiske Brødremenighed]] (de såkaldte emissærer) at rejse omkring og holde møder for lukkede kredse. Det lokale arbejde var dog meget bundet på deres tilstedeværelse, så de fleste samlinger smuldrede hen, når de rejste. Fra århundredeskiftet begyndte almuen selv at tage initiativ -&ndash; der mærkes en utilfredshed overfor emissærerne, for hvorfor virke i det stille. [[Bibelen]] var for god til at holde for sig selv. <br>

Denne tid var meget præget af de personer, der var toneangivende på det sted, og så også af de forhold, de levede under. Her en kort gennemgang af to af vækkelsens centrummercentre.

Disse vakte blev efterfølgende kaldt for "“[[de stærke jyder"]]”, vel på grund af deres stædighed/fastholden på deres meninger[[mening]]er. Det var egentlig en stille vækkelse og det var ikke præget af [[mission]], men de holdt på deres holdninger. Det kom derfor til strid undervisningsmæssigt (Erik Pontoppidans katekismus fra [[1738]] blev skiftet ud med [[Nicolai Edinger Balle]]s oplysningsprægede [[Balles Lærebog|''Lærebog i den evangelisk-kristelige christelige Religion'']]) og i kirken (&ndash; Kingos salmebog blev skiftet ud med den mere rationalistiske ''Evangelisk-Kristelig Salmebog)''. <br>
I [[1799]] kom det endda til regulært slagsmål på kirkegården[[kirkegård]]en ved [[Langskov Kirke]] mellem "de“de vakte"vakte” og dem, der støttede sognepræsten. Flere steder ([[Korning Sogn]], [[Uldum Sogn]]) var vækkelsen også præget af "sværmeri"“sværmeri” med kvinder, der fik syner og åbenbaringer[[åbenbaring]]er.

Den såkaldte forsamlingsbevægelse, da: et kendetegn ved denne vækkelse var at man var udadrettet missionerende, og kæmpede for retten til at holde møder i egne hjem uden den lokale præsts deltagelse. Man var ikke enig i den rationalistiske tilgang til Bibelen, men ønskede at mødes og udlægge Bibelen i lyset af ens personligpersonlige stillingtagen og tro.

Disse møder var en overtrædelse af den såkaldte [[konventikelplakat]] fra [[1741]] og derfor blev der indledt retssager mod vækkelsens folk. Dommene[[Dom]]mene lød på bøder[[bøde]]r og fængselsstraffe[[fængsel]]sstraffe. <br>

Oplysningstidens tolerance slog dog langsomt igennem både i de forholdsvist milde straffe (de vakte satte sig egentlig op mod kongen[[konge]]n og statsmagten[[stat]]smagten), men også i en kancelliskrivelse fra [[1824]]. I den blev konventikelplakaten ophævet af guvernøren over Fyn, (den senere [[Christian 8.]]), og forsamlingsbevægelser var derfor tilladt.

Udgangspunktet for bevægelsen var [[Kerteminde]], hvor en af hovedkræfterne var [[Kristen Madsen]]. Hvor vækkelsen i [[Vejle]]-[[Horsens]] egnen nærmest ikke nåede ud over det lokale [[sogn]], så tog folk fra denne vækkelse afsted på regulære missionsrejser, når arbejdet på deres gårde ellers tillod det. En af de flittige rejsende var hvad man kunne kalde Kristen Madsens arvtager, [[Peder Larsen Skræppenborg]].

===Anden fase: Vækkelsens gennembrud (1830-&ndash;40)===

Forsamlingsbevægelsen gjorde sig gældende overfor myndighederne. Man var selvbevidst og ofte provokerende. [[Forordning]]er og [[tilhold]] blev ofte overtrådt bevidst. De omrejsende [[lægmandsprædikant]]er var rene tilløbsstykker, og det var kun få egne, der var uberørt. <br>

Enkelte steder blev der ansat præster, der sympatiserede med vækkelsesbevægelsen. En af dem, der oftest sættes i forbindelse med dem var præsten og salmedigteren[[salmedigter]]en [[Grundtvig]], der dog ikke viste sig særlig imødekommende overfor de vakte. <br>

Der rejstes en generel kritik af [[statskirke]]n og dens præster, (også dem, der i deres øjne var rettroende). Peter Larsen Skræppenborg og med ham andre ønskede et brud med statskirken, ud fra holdningen, at lægfolket nok kunne klare sig uden præsterne.

Vækkelsesbevægelsen fik mere og mere frihed. I [[1839]] lod Christian den 8. lod forsamlingsfriheden fra Fyn gælde i hele Danmark. I samme år "opdagede"“opdagede” regeringen, at loven ikke indskærpede skolepligt, men [[undervisningspligt]], hvilket førte til oprettelse af skoler og overtagelse af religionsundervisningen. <br>

Også i 1839 begyndte [[BabtismeBaptistkirken|baptisterne]] for alvor at markere sig i Danmark, (både som resultat af mission og selvgroende tanker). Mange af de vaktes ledere tog afstand til baptisterne, men de stod svagt, da mange vakte havde sympati for baptisternes understregning af den personlige omvendelse konkretiseret i dåben. <br>

På trods af den stigende frihed blev mange baptister tvangsdøbt i [[1840'erne]]. Manden bag dette var især [[biskop]] [[Jacob Peter Mynster]], der fik disse [[dåb]] gennemført med politiets[[politi]]ets hjælp.

===Tredje fase: Vækkelsen splittes (1840-&ndash;65)===

Der havde hele tiden været forskelligeforskellig vægtlægning på teologiske tingforhold. Dette blev mere og mere tydeligt forog resulterede i denne periode at skabe to religiøse retninger med hver deres leder: [[Andreas Ravn]] (de grundtvigske) og [[Anders Stubkjær]] (de "lutherske"“lutherske”). <br>

[[1850'erne]] var præget af en polarisering af disse to retninger. Mange præster fulgte Grundtvig i hans holdninger til Bibelen, kirken, det folkelige og det politiske. Men det var især i spørgsmålet om muligheden for omvendelse efter døden at vejene skiltes. GrundtvigsGrundtvig og dem, der fulgte ham, mente at der var mulighed for at blive omvendt efter at man var død -&ndash; "de“de lutherske"lutherske” mente det modsatte. <br>

I [[1860'erne]] blev det mere og mere tydeligt at der virkelig var to retninger. "De“De lutherske"lutherske” i [[Jylland]] begyndte at få kontakt med den sjællandske[[sjælland]]ske Indre Mission med præsten [[Vilhelm Beck]] som leder. Disse havde ellers forsøgt at holde sig udenfor striden, men det viste sig mere og mere umuligt, så Beck valgte i [[1865]] side og skrev en artikel imod omvendelse efter døden. Derved "vandt"“vandt” han de midtjydske lægfolk, men "tabte"“tabte” de grundtvigske. <br>

Kirkeligt resulterede bevægelsen i de to retninger, grundtvigianerne og Indre Mission. Men der kom også et anderledes svar på pietismens problem om forholdet mellem statskirken og de "sande"“sande” kristne: Grundtvigs tanker om [[sognebånd]]sløsning,: at enhver kunne løse sognebånd til den præst, som man er mest enig imed.