Administrativ rekurs: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Påbegyndelse af afsnittet om skrevne rekursregler |
Bytter om på afsnittene om ulovbestemte principper og skrevne rekursregler idet det giver mere mening fremstillingsteknisk. Tilføjet afsnit om klageberettigede i begge afsnit. |
||
Linje 5:
=== Danmark ===
Dansk ret indeholder både rekursordninger baseret på skrevne regler, og rekurs baseret på ulovbestemte principper.
==== Ulovbestemte principper ====▼
==== Skrevne regler ====▼
{{Afsnit bør udvides|dato=2020}}
[[Fil:Hierarchisches Modell.svg|thumb|Afgørelser truffet af en myndighed i en hierarkisk myndighedsstruktur kan, medmindre andet er bestemt, rekurreres til en højere myndighed.]]▼
Der findes mange eksempler i dansk ret på skrevne regler der regulerer spørgsmålet om rekurs, og Revsbech beskriver en tendens i retning af at rekursordninger lovreguleres, frem for baseres på den ulovbestemte rekursadgang beskrevet nedenfor.<ref>Revsbech m.fl., s. 299.</ref>▼
Er spørgsmålet om rekurs ikke reguleret ved lov eller en anden gyldig bestemmelse, findes der en række ulovbestemte principper om rekurs der gælder på lovniveau.<ref group="note">Den konkrete [[
Hvorvidt en given [[Person|fysisk]] eller [[Juridisk person|juridisk]] person er klageberettiget baseret på de ulovbestemte principper om rekurs, kommer an på om pågældende har en væsentlig, direkte, individuel og retlig interesse i sagens udfald.<ref group="note">Revsbech m.fl. anvender alene kriterierne væsentlig og individuel interesse, jf. Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 309, mens Rønsholdt tilføjer begreberne direkte og retlig interesse jf. Rønsholdt, s. 118.</ref><ref>Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 309; Rønsholdt, s. 118.</ref> De samme kriterier anvendes ved vurderingen af, om en person kan anses som part i en sag efter [[forvaltningsloven]],<ref>Revsbech m.fl., ''Sagsbehandling'', s. 189; Rønsholdt, s. 118 og 120–125.</ref> og der er "en vejledende sammenhæng mellem [...] partsstatus (efter forvaltningsloven) på den ene side og klageret inden for den administrative rekurs ud fra kriteriet væsentlig, individuel interesse på den anden side."<ref>Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 311.</ref> Det kan således antages, at den der er part i en sag også er klageberettiget.<ref>Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 311–312; Rønsholdt, s. 118.</ref>
Skrevne regler om rekurs kan angå spørgsmålet om hvorvidt og til hvem der kan rekurreres. Sådanne regler kan være lovfæstelser af den rekursadgang der allerede gælder på ulovbestemt grundlag eller begrænsninger heri. Et eksempel på afskæring af rekursadgangen er [[pasloven]]s § 2 a, stk. 3, der bestemmer at politiets afgørelser efter § 2 a, stk. 1 ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Et eksempel på en regel der fraviger den rekursordning, der gælder på ulovbestemt grundlag, er [[Miljøbeskyttelsesloven|miljøbeskyttelseslovens]] § 91, stk. 1, der bestemmer at afgørelser truffet af hhv. kommunalbestyrelsen og miljø- og fødevareministeren kan påklages til [[Miljø- og Fødevareklagenævnet]]. Efter de ulovbestemte regler om rekurs ville kommunale afgørelser truffet efter loven ikke kunne indbringes for en statslig myndighed, og miljø- og fødevareministeren ville være sidste instans i myndighedshierarkiet.<ref name=":1" /> ▼
Udnyttelse af administrativ rekurs har som udgangspunkt ikke [[opsættende virkning]], men det antages, at både den myndighed der rekurreres til og førsteinstansen har ''mulighed for'' at tillægge klagen opsættende virkning, og førsteinstansen kan ved udstedelse af den oprindelige afgørelse bestemme, at eventuelle klager skal have opsættende virkning.<ref>Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 327–328.</ref>▼
▲==== Ulovbestemte principper ====
I mangel af skrevne klagefrister kan klager i princippet indgives når som helst efter den oprindelige afgørelse, dog er det i praksis acceptabelt at afvise en meget sen klage efter en konkret vurdering.<ref>Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 316; FOB 2015-3, s. 6.</ref> En sådan afvisning kan være begrundet i bevismæssige hensyn eller hensynet til andre parters [[berettigede forventninger]].<ref name=":0">Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 316</ref> Er der gået lang tid siden den oprindelige afgørelse, kan afgørelsen også have mistet sin betydning, hvorefter den klagende part ikke længere har [[retlig interesse]].<ref name=":0" />▼
▲==== Skrevne regler ====
{{Afsnit bør udvides|dato=2020}}
▲Der findes mange eksempler i dansk ret på skrevne regler der regulerer spørgsmålet om rekurs, og Revsbech beskriver en tendens i retning af at rekursordninger lovreguleres, frem for baseres på den ulovbestemte rekursadgang beskrevet
▲[[Fil:Hierarchisches Modell.svg|thumb|Afgørelser truffet af en myndighed i en hierarkisk myndighedsstruktur kan, medmindre andet er bestemt, rekurreres til en højere myndighed.]]
▲Er spørgsmålet om rekurs ikke reguleret ved lov eller en anden gyldig bestemmelse, findes der en række ulovbestemte principper om rekurs der gælder på lovniveau.<ref group=note>Den konkrete [[retskilde]]mæssige betegnelse for disse ulovbestemte principper varierer, f.eks. referer [[Folketingets Ombudsmand]] til de udfyldende regler om undersøgelse, nova, og prøvelsens omfang som [[retsgrundsætning]]er jf. FOB 2008.360, s. 366, 2. sp., mens Revsbech m.fl. betegner den ulovbestemte rekursadgang i den hierarkisk organiserede forvaltning som en [[retssædvane]] jf. Revsbech m.fl., s. 304.</ref><ref>Revsbech m.fl., s. 304; FOB 2008.360, s. 366, 2. sp.</ref> Centralt er princippet om, at afgørelser truffet af en forvaltningsmyndighed der indgår i en hierarkisk myndighedsstruktur, kan påklages til en højere myndighed og dermed i sidste ende til ministeren ansvarlig for den pågældende forvaltningsgren.<ref name=":1">Revsbech m.fl., s. 304.</ref> Undtagelser hertil er kommunale afgørelser, der ikke kan påklages til statslige myndigheder uden udtrykkelig lovhjemmel, og afgørelser truffet af nævn og råd, der af lovgiver bevidst er holdt udenfor den hierarkiske over/underordnelsesstruktur og derfor ikke kan påklages uden lovhjemmel.<ref group="note">Somme tider vil rekursbegræsningen fremgå udtrykkeligt af det pågældende organs hjemmelslov, jf. eks. § 3, stk. 3 i lov om [[Planklagenævnet]], der bestemmer at nævnets afgørelser ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Imidlertid kan det også udledes af nævnets karakter jf. FOB 2001.302.</ref><ref>Revsbech m.fl., s. 305–306; FOB 2001.302; Christensen, s. 213–214.</ref>
▲Skrevne regler om rekurs kan angå spørgsmålet om hvorvidt og til hvem der kan rekurreres. Sådanne regler kan være lovfæstelser af den rekursadgang der allerede gælder på ulovbestemt grundlag eller begrænsninger heri. Et eksempel på afskæring af rekursadgangen er [[pasloven]]s § 2 a, stk. 3, der bestemmer at politiets afgørelser efter § 2 a, stk. 1 ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Et eksempel på en regel der fraviger den rekursordning, der gælder på ulovbestemt grundlag, er [[Miljøbeskyttelsesloven|miljøbeskyttelseslovens]] § 91, stk. 1, der bestemmer at afgørelser truffet af hhv. kommunalbestyrelsen og miljø- og fødevareministeren kan påklages til [[Miljø- og Fødevareklagenævnet]], medmindre andet er bestemt andetsteds i loven. Efter de ulovbestemte regler om rekurs ville kommunale afgørelser truffet efter loven ikke kunne indbringes for en statslig myndighed, og miljø- og fødevareministeren ville være sidste instans i myndighedshierarkiet.<ref name=":1" />
▲Udnyttelse af administrativ rekurs har som udgangspunkt ikke [[opsættende virkning]], men det antages, at både den myndighed der rekurreres til og førsteinstansen har ''mulighed for'' at tillægge klagen opsættende virkning, og førsteinstansen kan ved udstedelse af den oprindelige afgørelse bestemme, at eventuelle klager skal have opsættende virkning.<ref>Revsbech m.fl., s. 327–328.</ref>
Skrevne regler om rekurs kan også angå hvem der er klageberettiget. Et eksempel herpå, er regler der giver interesseorganisationer, der ellers ikke ville være at anse som klageberettigede i de sager som behandles af førsteinstansen, mulighed for at klage over dennes afgørelser.<ref>Revsbech m.fl., ''Almindelige emner'', s. 314–315.</ref> F.eks. bestemmer miljøbeskyttelseslovens § 99, stk. 1, at [[Danmarks fiskeriforening|Danmarks Fiskeriforening]] kan påklage visse afgørelser truffet angående forurening af vandløb, søer eller havet.
▲I mangel af skrevne klagefrister kan klager i princippet indgives når som helst efter den oprindelige afgørelse, dog er det i praksis acceptabelt at afvise en meget sen klage efter en konkret vurdering.<ref>Revsbech m.fl., s. 316; FOB 2015-3, s. 6.</ref> En sådan afvisning kan være begrundet i bevismæssige hensyn eller hensynet til andre parters [[berettigede forventninger]].<ref name=":0">Revsbech m.fl., s. 316</ref> Er der gået lang tid siden den oprindelige afgørelse, kan afgørelsen også have mistet sin betydning, hvorefter den klagende part ikke længere har [[retlig interesse]].<ref name=":0" />
== Kilder ==
Line 32 ⟶ 35:
* Bent Christensen, ''Nævn og råd'' (G.E.C. Gads Forlag 1958)
* Karsten Revsbech m.fl., ''Forvaltningsret – Almindelige emner'' (6. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2016)
* Karsten Revsbech m.fl., ''Forvaltningsret – Sagsbehandling'' (8. udg., Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2019)
* Steen Rønsholdt, ''Forvaltningsret – Retssikkerhed, proces, sagsbehandling'' (2. udg., Forlaget Thomson 2006)
'''Love, bekendtgørelser mv.'''
| |||