Forskel mellem versioner af "Sigbrit Villoms"

11 bytes fjernet ,  for 2 måneder siden
m
Typo fixing, typos fixed: financiering → finansiering ved brug af AWB
m (Retter flertydige links til Titel (link ændret til Titel (person)) med DisamAssist.)
m (Typo fixing, typos fixed: financiering → finansiering ved brug af AWB)
 
== Bergen ==
Sibrecht/Sigbrit kom fra [[Amsterdam]], hvor hendes søster Wilm Willums blev boende.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 179), forlaget Vigmostad Bjørke, Bergen 2019, ISBN 978-82-419-1690-8</ref> Deres bror Herman Willums tjente ved [[Bergenhus]] [[fæstning]] i [[Bergen]], og var sandsynligvis grunden til, at hans søster Sigbrit også slog sig ned i byen med sin datter Dyveke, som hun havde fået med en Ottike.<ref>http://www.helsingorleksikon.dk/index.php/Karmeliterne</ref> Muligvis var Sigbrit Ottikes enke; men hun fortsatte med at kalde sig Willums. Christian 2. besøgte Bergen i [[1507]] og [[1509]], og en af gangene lærte han Dyveke at kende. Deres forhold var efter aftale mellem ham og pigens mor. Dyvekes morbror Herman blev i [[1512]] indsat som kongens [[høvedsmand]] på Bergenhus. Om det skrev [[Absalon Pedersson Beyer]], at Herman Willums fik den stilling "''ved Sigbrits hjælp''".<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 36)</ref> Beyer nævner også, at det var efter Sigbrits ordre, at gaderne i Bergen blev [[Brosten|brolagt]]<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 113)</ref> fra Sigbrits hjem og frem til [[Bergen domkirke]]. Det regnes som Norges ældste brolægning og blev genfundet i [[2017]].<ref>https://www.nrk.no/vestland/fant-landets-eldste-brosteinsgate_-_-jeg-matte-ned-og-gnikke-pa-steinen-1.13794162</ref>
 
== Danmark ==
Da Christian 2. vendte tilbage til [[Oslo]], lod han bygge et stenhus (i Bjørvika lige ved [[Akershus Slot|Akershus fæstning]]), der blev Dyvekes og mor Sigbrits hjem. I [[1513]], da han blev konge af [[Danmark]], flyttede han dem til [[Hvidøre Slot|Hvidøre slot]]. Senere købte han ejendommen på hjørnet af [[Amagertorv]] til dem, kun nogle minutters spadsertur fra [[Københavns slot]], hvor han boede med sin kone, [[Elisabeth af Habsburg|dronning Elisabeth]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 88)</ref>
 
Sigbrit var Christian 2.s højre hånd,<ref>{{cite news |url=http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/christian-2-1481-1559/ |title= Christian 2. 1481-1559 |work=danmarkshistorien.dk |publisher=Aarhus Universitet |date=26-05-2015 |accessdate=2015-06-12 }}</ref> og hun hjalp ham i statssager. Kongen og Sigbrit så en række muligheder på [[Amager]], som var et stort stykke agerland tæt på [[København]]. De inviterede [[Nederlandske bønder på Amager|nederlandske bønder]] til at slå sig ned i Danmark. Fra Amager skulle de forsyne slottet med blandt andet [[rodfrugt]]er, [[løg]], smør og ål.<ref>https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/den-nederlandske-indvandring-til-amager-under-christian-2-1515-1521/</ref> I [[1971]] var en fjerdedel af Amagers indbyggere stadig af nederlandsk oprindelse.<ref>https://www.digibron.nl/viewer/collectie/Digibron/id/3ec7f8373f2e2c16d599336148a0f45b</ref>
 
Christian 2. var optaget af at sætte sit præg på sine erobringer og reformere [[samfund]]et ved et omfattende [[lovgivning]]sarbejde, en ny landslov og en bylov i [[1521]]. Især byloven viser påvirkning fra [[Nederlandene]], som når den øverste [[embedsmand]] fik den nederlandske [[Titel (person)|titel]] ''skultus''. Sigbrit med sin hollandske baggrund har derfor fået meget af ansvaret for indholdet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 169)</ref>
 
== Kongens rådgiver ==
Sigbrit var hverken konfliktsky eller [[diplomati]]sk. I 1517 kom pavens udsending Giovannangelo Arcimboldi fra [[Milano]] til Danmark for at sælge [[aflad]]sbreve til financieringfinansiering af byggearbejder på [[Peterskirken]]. I [[1518]] rejste han til Sverige og fremforhandlede en kortvarig [[våbenhvile]] mellem kong Christian og [[Sten Sture den ældre]], men blev så gode venner med Sture, at denne ville indsætte ham som ærkebiskop i [[Uppsala]]. Da Christian 2. hørte det, beslaglagde han Arcimboldis gods i Danmark, også de store beløb indtjent på afladssalg. Italieneren blev arresteret i [[Skåne]], men klarede at flygte tilbage til Sverige og videre til [[Rom]]. Undervejs tilskrev han kong Christian om, at Sigbrit skulle have sagt, at havde hun været konge, ville hun "''drukne den [[legat (udsending)|legat]] og hele hans følge, og tage alt hans gods og hans penge''". Arcimboldi skrev, at han havde større grund til at frygte Sigbrit end kongen. Men de [[trussel|trusler]], hun angivelig var kommet med, havde han fra andre; han havde ikke selv hørt dem.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 166-67)</ref>
 
I [[1519]] påtog Sigbrit sig ansvaret for [[Øresundstolden]] og flyttede indkrævningen fra [[Helsingør]] til København, samtidig som toldsatserne blev henimod fordoblet. Hanseaterne, som hidtil var sluppet for at betale, blev nu også afkrævet told. Klagerne var mange og højlydte. En købmand oplevede, at Sigbrit ikke kun beslaglagde hans varer, men også fjernede [[anker (søfart)|anker]] og tov fra hans fartøj til brug for kongens forsyningsskibe i krigen mod Sverige, så hans skib lå tilbage som et vrag - ovenikøbet efter, at kongen havde tilladt ham at sejle videre. Sigbrit lod sig ikke påvirke af klagerne, men havde kun ét mål for øje: At fremskaffe midler til Christian 2.s genoprettelse af [[Kalmarunionen]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 124)</ref>
 
I [[1521]] og [[1522]] stod Sigbrit på højden af sin magt. Hun stod for omtrent alle større ind- og udbetalinger i kongens navn, og holdt opsyn med [[told]]- og [[mønt]]væsenet. Enorme beløb passerede gennem hendes hænder. I december 1522 modtog hun på Københavns slot nyslåede mønter til en værdi af 5.000 mark, i form af omkring 900.000 mønter. I sit hus ved Amagertorv holdt hun en stab af skrivere, der også talte mønterne. Hun kunne skrive til kongens bankmand i Amsterdam, Pompius Occo, og anmode om 500 guldgylden til bankhuset [[Fugger]]s repræsentant i byen, så kongens udsending i Rom fik pengene udbetalt fra Fuggers kontor i pavens by. Sigbrit var også involveret i fordeling af forsyninger, madvarer og [[våben]] i Danmark, Norge og Sverige.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 164)</ref>
 
Sigbrit havde også ansvaret for at opfostre kongens børn med dronningen. Åbenbart havde hun også [[medicin]]sk kundskab. Da Christian 2.s søster en gang var syg, sendte en af kongens rådgivere hende en [[recept]], "''som Sigbrit selv har lært mig''". I Pompius Occos regnskaber fremkommer også en større udbetaling for indkøb til [[apotek]]et, "''som Sigbrit Willems skrev efter, og jeg sendte hende''". Jørgen Hanssøn i Bergen skrev i foråret 1521, at Sigbrit havde lovet ham [[korn]] fra [[Viken]], da han var i København om vinteren, men kornet kom ikke, da det i stedet behøvedes på [[Älvsborg]]. Hun havde lånt en hollandsk [[foged]], Tonis Merscaert i Oslo, 400 mark, som han investerede i et skib, der handlede med Nederlandene og Tyskland.<ref>https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/52364/69180</ref> [[Lensherre]]n i Oslo, Hans Mule,<ref>https://nbl.snl.no/Hans_Mule</ref> havde også en andel i forretningerne. I maj 1522 var et skib fra København undervejs til Amsterdam med [[rug]]. Det havnede nær [[kyst]]en af [[Skotland]], hvor det blev opbragt af engelske [[orlogsskib]]e, der fastslog, at den halve last tilhørte enken Sigbrit, "''som står kongen af Danmark nær''". Måske var det det skib, som Merscaert havde investeret i. I så fald var det et tabsprojekt; mandskabet blev landsat, rugen solgt i [[Newcastle upon Tyne|Newcastle]], og skibet sendt til [[Ipswich]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 165-66)</ref> 
== Anklager om trolddom ==
[[Fil:Haizmann-triptych.jpg|thumb|300px|I 1500-tallets tankeverden var [[djævelen]] altid parat til at indgå aftaler om menneskers [[sjæl]], som han gjorde med [[Faust]].]]
I et brev fra [[Nykøbing Falster|Nykøbing]] dateret [[17. juni]] 1521, skrev Christian til dronningen, at han rejste væk en tid, og at det skulle holdes hemmeligt, så kun dronningen selv og Sigbrit fik kendskab til hans fravær.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 175)</ref> Imidlertid rejste han til Amsterdam, hvor Sigbrits søster Wilm boede, ligeså deres bror Herman, der repræsenterede Christian 2.s interesser i Amsterdam og havde forhandlet med det burgundiske hof om dronningens ubetalte [[medgift]]. De to søskende opsøgte Erik Valkendorf, som da var i byen og følte sig truet af dem, da de sagde, at Sigbrit stadig lastede ham for Dyvekes død. "''Min søster vil sætte dig i fangetårnet, hun vil se dig død,''" sagde Wilm. Herman skal have sagt til Valkendorf, at kongen havde lovet Sigbrit, at ærkebiskoppen skulle dø. Få dage senere ankom kongen Amsterdam og sendte samme aften bud til byrådet i Amsterdam om at få arresteret Valkendorf, med en falsk anklage om, at han skulle have stjålet [[Nidarosdomen]]s [[guld]] og skatte. Valkendorf fik indtryk af, at kongen ville have dræbt ham den nat, hvis han havde kunnet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 179-80)</ref>
 
Ærkebiskoppen bragte sig i sikkerhed i [[Utrecht]], som den gang var et uafhængigt [[ærkebispedømme]]. Derfra tilskrev han det danske rigsråd og tilbød at stå til rette for dem, hvis paven gav dem myndighed til at dømme. Valkendorf angreb åbent Sigbrit i brevet; hun havde lagt ham for had: "''Jeg mærkede sandheden i Sigbrits og hendes datters ord i min herres'' (dvs. kongens) ''[[bryllup]], da de sagde åbent, at min herre havde lovet hende og hendes datter at hade mig og alle mine.''" Sigbrit tilgav ham aldrig for at have overbragt [[Karl 5.|hertug Karls]] budskab om, at kongen måtte sende Dyveke bort. "''Siden den gang, da Sigbrit og hendes datter blev vrede på mig, har jeg og [[Olav Haraldsson|St. Olavs]] tjenere hverken nydt lov eller kirkens frihed.''" Det danske rigsråd kom i en slem knibe og ventede længe med at besvare brevet. De fleste fandt selv Sigbrit utålelig, men turde ikke at sige det åbent. I stedet skrev de, at Valkendorf intet havde at frygte, hvis han var uskyldig. Da havde han allerede søgt tilflugt i [[Vatikanet]].<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 182)</ref> 
== Sigbrit får skyld for kongens fejltrin ==
Sigbrit var for højtstående til, at nogen i Christians kongeriger turde at anklage hende åbent for hekseri. Men opfatningen bredte sig udenfor [[Norden]]. En engelsk [[diplomat]] i Brüssel skrev i januar 1523, at kongen af Danmark var "''endnu grusommere end før, og mere styret af sin heks end nogensinde''".<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 194)</ref>
[[20. januar]] 1523 stillede en række rigsrådsmedlemmer i Viborg sig bag en opremsning af Christians fejltrin: Hans fordrivelse af Erik Valkendorf; henrettelsen af Knut Knutsson Båt på Båhus, skønt Knutsson var frikendt af rigsrådet; al krig, skatter, told og tunge forbud - og ikke mindst, blodbadet i Stockholm. Jyllands biskopper og adel frygtede for, at han planlagde det samme for dem, som han havde gjort "''efter den onde kvinde Sigbrits råd, som skamløst har kaldet os af rigets adel for kæltringe og forrædere. Vi har fortjent andet end [[galge]], sæk og [[sværd]], som hun har lovet os, og hun har holdt ord før.''" Rigsrådene gav i rene ord Sigbrit skylden for blodbadet i Stockholm, og viste til rygter om, at kongen havde tilkaldt lejesoldater for at overfalde den jyske adel, "''efter samme kvindes råd og tilskyndelse''". De skrev lige ud, at de ikke kom til mødet med kongen i [[Århus]], fordi de ikke turde, og kundgjorde for mængden i Viborg, at kong Christian nu var afsat. Videre sendte de bud ud til Jylland, at alle mænd over 18 år skulle møde med våben. Christians nye lovværk blev smidt på bålet.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 201)</ref> 
 
[[29. januar]] 1523 fik [[Frederik 1.]] tilbudt kongekronen. I februar fødte den 21-årige Elisabeth en lille dreng, men han døde efter 8 dage. Rygtet forlød, at barnet var blevet forsømt, enten af Sigbrit eller af "jomfruerne" (dronningens hofdamer). "''Sigbrit beskylder jomfruerne, og de beskylder Sigbrit,''" skrev en [[spion]] fra Lübeck. Kongen var på [[Fyn]] og vidste ikke, at hans nyfødte søn var død. Til sin kone skrev han: "''De skylder ikke på andre end mor Sigbrit. Vi beder dig kærligt om at tage hende til dig, og bed hende i hemmelighed om at holde sin mund. Lad hende være på slottet hos dig til Vi kommer hjem, for ellers kan det gå værre med hende end det hidtil har gjort. Forsøm ikke dette, hvis du vil have, at Vi skal komme helskindet hjem.''"<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 203-04)</ref>
 
[[6. marts]] ankom Frederik 1. Viborg, hvor han blev hyldet som konge af Danmark. Sigbrits situation var nu prekær. Oprørerne havde viet flere afsnit af oprørserklæringen til hendes misgerninger. Nu fik kong Christian brev fra folk, der opsagde troskaben til ham. Høvedsmanden på [[Koldinghus]], [[Oluf Nielsen Rosenkrantz]], skrev [[17. marts]], at han gerne ville have holdt sig til kongen, men "''jeg har hørt, at Sigbrit aldrig har været mægtigere hos Deres nåde end nu. Derfor tør jeg ingenlunde overgive mig til Deres nåde, for jeg har hørt, at hun har mange unyttige ord, både om mig og andre.''"  Igen vises til, hvad han har hørt fra andre - han har ikke hørt det fra Sigbrit selv.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 209)</ref>
== I fangenskab ==
[[Fil:Spuymolen_Kruseman_1844.PNG|thumb|[[Mølle]] ved [[Vilvoorde]], hvor sporene ender efter Sigbrit.]]
I [[1526]] døde dronning Elisabeth, kun 24 år gammel. Dermed svækkedes Christian 2.s tilknytning til habsburgerne, der i øvrigt aldrig blev overbevist om, at han virkelig havde brudt forbindelsen med Sigbrit. I maj [[1527]] skrev en [[munk]] til kongen på vegne af det nonnekloster, hvor Sigbrit havde deponeret rigdomme inden sin afrejse fra København, om kongen kunne være behjælpelig med at få Sigbrit til at samtykke i, at de fattige nonner kunne få rigdommene overladt til eget forbrug. Kong Christians søster skrev til ham i oktober [[1528]] i håb om at få hjælp for sine ophovnede ben. Hun fik en af sine tjenestepiger til at beskrive [[sygdom]]men på hollandsk, så Sigbrit ville kunne læse det. Men kongen besvarende ingen forespørgsler om hende.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 224-25)</ref>
 
Landsadvokaten i [[grevskabet Holland]], Aert van der Goes, deltog i [[1531]] på et møde i [[Gent]], hvor også kejser Karl var til stede. I sit referat omtaler van der Goes i forbifarten: "''Den dag var jeg sammen med Sigbrit.''" Ved siden af har han tilføjet "''Sigbrit - den danske konges elskerinde''". Skønt denne beskrivelse er forkert, er dette den første sikre observation af Sigbrit efter hendes hjemkomst otte år tidligere. Fyrstebispedømmet Utrecht var blevet annekteret af habsburgerne i 1528, så hvis Sigbrit havde levet i skjul der, kan hun være blevet arresteret. Mødet i Gent fandt sted ved kejser Karls første besøg i området efter Utrechts fald, og det kan forklare, at Sigbrit også kom. Måske ønskede kejseren at møde den kvinde, der angiveligt havde kostet hans svoger hans kongeriger. Fra Gent blev hun ført til [[Vilvoorde]], hvor borgen blev anvendt som statsfængsel.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 225-26)</ref>
 
I [[1532]], da Christian 2.s hovedløse [[felttog]] i Norge gik mod sin ende, søgte han støtte hos sin svoger kejser Karl, der imidlertid var ved at bryde helt med ham. Christians [[admiral]], [[junker]] Heinrich van Antwerpen, blev arresteret af kejserens mænd og underkastet en grundig [[afhøring]]. Kejser Karl skrev, at "''det vil være nyttigt, hvis han kender noget til den gamle kone i Vilvoorde, for hvis han gør, kan man blive af med hende. Det vil være en fordel, hvis loven ellers tillader det.''" Andre end Sigbrit kan der næppe være tale om. Hvis hun blev brændt som heks, faldt det sammen med de tidligere beskyldninger mod hende. Imidlertid kunne en beskyldning om at være [[lutheraner]] også føre folk til bålet. Det var netop i Vilvoorde, at [[William Tyndale]] blev brændt levende i [[1536]].<ref>http://www.williamtyndalemuseum.be/index.php/nl/</ref> Christian 2. hørte selv [[Luther]] tale, og blev stærkt grebet. For at opretholde sit forbund med kejser Karl, måtte han dog erklære sig som from katolik. Men flere af Christians rådgivere og tjenere blev omvendt, og sommeren 1528 blev flere af dem fængslet i Lier. Myndighederne så gennem fingrene med det, hvis nogen bekendte sig til den nye lære; men de greb ind overfor [[forkyndelse|forkyndere]]. Christian fik de fleste løsladt, men én af hans tjenere blev brændt på bål som [[kætter]]. Kejser Karl kan derfor have fået junker Heinrich afhørt for at få kendskab til flere kættere i kong Christians kreds. Om Sigbrit var blandt dem, og af den grund blev dømt, ved vi ikke. Her i Vilvoorde ender sporene efter hende.<ref>Øystein Hellesøe Brekke: ''En fryktet kvinne'' (s. 227-29)</ref>
25.702

redigeringer