Forskel mellem versioner af "Erik Scavenius"

256 bytes tilføjet ,  for 3 måneder siden
m
 
=== Under 2. verdenskrig ===
Sådan skulle det ikke gå. Efter [[Besættelsen|Danmarks besættelse]] i april [[1940]] blev Scavenius i juli på ny udenrigsminister i [[Ministeriet Thorvald Stauning III|ministeriet Stauning]], fordi der efter den tyske besættelse var stor uvilje mod, at P. Munch forblev i regeringen. [[Christian 10.]] nægtede kategorisk at acceptere en rekonstrueret regering under Thorvald Stauning, hvis P. Munch stadig figurerede på listen og bad Stauning forhøre sig endnu engang hos Erik Scavenius. Resultatet blev, at P. Munch indvilgede i at træde tilbage og pegede på Erik Scavenius som sin afløser. Som under 1. verdenskrig blev Scavenius hovedpersonen i kontakten med tyskerne. Han mente, at Danmark ville få det bedst mulige ud af situationen, hvis landet var imødekommende over for – eller endda foregreb – tyske ønsker på områder, som den danske regering på grund af magtforholdene før eller siden ville komme til at give efter for alligevel. Tre måneder efter den tyske besættelse af Danmark, i forbindelse med indtrædelse i samlingsregeringen, udsendte Erik Scavenius denne erklæring om Hitlertyskland: ''"Ved de store tyske Sejre, der har slaaet Verden med Forbavselse og Beundring, er en ny Tid oprundet i Europa, der vil medføre en Nyordning i politisk og økonomisk Henseende under Tysklands Førerskab. Det vil være Danmarks Opgave herunder at finde sin Plads i et nødvendigt og gensidigt aktivt Samarbejde med Stortyskland."''<ref>[http://historieportalen.gyldendal.dk/sitecore/content/home/gymnasium/historieportalen/elementer/ren-tekst/kildetekster/f_besa_kilder/4/f_besa_4_2.aspx?layout=new-window Kilde: Udenrigsminister Erik Scavenius’ erklæring den 8. juli 1940 citeres fra "Besættelsestidens Fakta", bd. 1, s. 155.]</ref><ref>[http://krigendagfordag.dk/1940-efter-tiltraedelse-som-udenrigsminister/ Efter tiltrædelse som udenrigsminister], afskrift af Erik Scavenius’ erklæring den 8. juli 1940, krigendagfordag.dk</ref> Hans politik lykkedes, og besættelsen forløb mere fredeligt i Danmark end i de andre tyskbesatte områder. Intern modstand gjorde, at Erik Scavenius truede med sin afgang for at gennemføre sin politik.
 
Efter [[Thorvald Stauning|Staunings]] død i foråret [[1942]] blev [[Vilhelm Buhl]] statsminister, men han måtte allerede i november samme år gå af som følge af, at Christian 10. havde takket den tyske fører for en fødselsdagshilsen på en måde, som Hitler anså for direkte uforskammet ([[Telegramkrisen]]). Den tyske gesandt blev hjemkaldt og en nazistisk rigsbefuldmægtiget med solide relationer til de ledende tyske nazister, [[Werner Best]], blev udpeget til at styre Danmark. Det lykkedes Werner Best at få Hitler til at acceptere en regering under Erik Scavenius, som både blev stats- og udenrigsminister. Befolkningens voksende skeptiske indstilling mod Tyskland og [[samarbejdspolitikken]] kulminerede i [[Augustoprøret|uroligheder i de store byer]], hvorefter besættelsesmagten stillede den danske regering et [[ultimatum]], som den afslog den [[29. august]] [[1943]]. Den tyske militære ledelse erklærede [[undtagelsestilstand]], og Scavenius deponerede sin afskedsbegæring hos kongen, hvorefter regeringen ophørte med at fungere. Danmark fik [[Departementschefstyret|departementschefstyre]] til krigens slutning.
14.623

redigeringer