Eksternalitet: Forskelle mellem versioner

I [[økonomi]] er en '''eksternalitet''' en ''omkostning'' eller ''gevinst'' som (eksterne) personer udenforuden for den økonomiske transaktion på markedet[[marked]]et påføres. En eksternalitet er '''negativ''', hvis den sænker den andens velfærd. Der er typisk negative eksternaliteter forbundet med en [[fælles ressource]]. En eksternalitet er '''positiv''' hvis den hæver den andens velfærd. Der er typisk posive eksternaliteter forbundet med et [[offentligt gode]].

Der er ''ikke'' tale om en eksternalitet, hvis et individ på et marked efterspørger mere af en vare, således, at prisen presses op, hvilket sænker andre køberes velfærd, da denne påvirkning ogogså er en del af den økonomiske transaktion på markedet.

* En galende [[hane]] er en ''negativ'' eksternalitet, fordi at naboer forstyrres af støjen tidligt om morgenen. Haneejeren bærer ikke den fulde omkostning ved dette, og tager derfor ikke nok forholdsregler i forbindelse med at begrænse hanens galen.

* [[Grundforskning]] skaber en ''positiv'' eksternalitet, da for eksempel beviset for en ny [[matematisk]] sætning, kan bruges af alle, og ikke kun ham eller hende, der beviste den. (Se dog [[patenterpatent]]er).

*[[Forurening]] er et klassisk eksempel på en ''negativ'' eksternalitet, da omkostningerne som forårsages af en virksomheds produktion typisk ikke på falderpåfalder virksomheden, og de derfor ikke tænker på at minimere deres forurening.

Eksternaliteter spiller også en afgørende rolle i [[velfærdsteori|velfærdsteorien]]en. Da købere og sælgere på et marked ikke tager højde for eksternaliteter, skævvrides ligevægten i forhold til det sociale optimum. Dette ses klart i et udbuds/efterspørgsels-[[diagram]], hvis de sociale kurver også indtegnes.

Nogle [[laissez-faire]] økonomer[[økonom]]er såsom [[Friedrich Hayes]] <!-- [[Friedrich Hayek]] ? -->og [[Milton Friedman]] refererrefererer til eksternaliteter som "naboeffekter" og "spillover effekter". Eksternaliteter behøver dog hverken være lokale alle lokale.(?<<<=== uklar formulering eller tastefejl i forlæget). &nbsp; Går man uden for den bredt definerede liberale økonomiske tradition, ser bl.a. marxister[[marx]]ister eksternaliteter snarere som reglen end som undtagelsen. Dette bunder i en analyse af den [[Kapitalisme|kapitalistiske]] produktionsform, hvor foksufokus er, at produktionen er blevet socialiseret (samfundsomspændende), mens at beslutningstagningen stadig er individuel. Som løsning fremfører marxister tit en [[demokratisk planlagt økonomi]], som en altafgørende del af [[socialisme]]n.

[[Billede:Pigovianskskatogkvoter.JPG|thumb|right|400px|''I visse tilfælde er der ikke forskel på at indføre en ''pigoviansk skat'' og udbyde omsættelige ''kvoter''. De to adskiller sig dog ved, at man ved en pigoviansk skat fastsætter en ''pris'' og der udfraderudfra kommer en ''mængde'', mens man med omsættelige kvoter fastsætter en ''mængde'' og der herudfra kommer en ''pris.''.]]

Regeringen[[Regering]]en kan tage en række værktøjer i brug for at forbedre de skader eksternaliteter forårsager:

På simpel vis kan bestemt adfærd enten ''kræves'', ''forbydes'', eller ''kun tillades'' inden for visse grænser. For at undgå for meget [[forurening]] kan man for eksempel kræve af fabrikkerne[[fabrik]]kerne, at de kun må udlede så og så meget forurening.

Regeringen kan indføre skatter[[skat]]ter på eller subsidiere en hvisvis form for adfærd for at transformere de private interesser til at ligne de sociale interesser. Skatter der laves for afbøde skaden af negative eksternaliteter, kaldes efter den engelskengelske økonom [[Arthur Pigou]]), der var en tidlig fortaler for brugen af dem, for ''pigovianske skatter''.

Rent økonomisk set er pigovianske skatter mere effektive end simpel regulering, da de tager højde for, hvor dyrt det er for den enkelte fabrik at nedbringe den negative eksternalitet. De virksomheder som kan nedbringe eksternaliteten til en lavere pris end den pigovianske skat vil gøre dette, mens at demde der kun kan gøre det til en højere pris end den pigovianske skat, vil betale skatten. Ved at sætte den pigovianske skat op og ned kan politikkerne[[politiker]]ne samtidig alligevel styrerstyre mængden af for eksempel forurening. Problemet er ogdog, at politikkernepolitikerne typisk ikke kender virksomhedernes udgifter ved at nedbringe eksternaliteten, og de derfor har svært ved at prisfastsætte den pigovianske skat.

En anden fordel ved pigovianske skatter er, at de i teorien giver virksomhederne incitament til at sænke forureningen yderligeremere end politikkerne først ville have, da virksomhederne på denne måde kan betale mindre i skat.

Regeringen kan også sælge eller udbyde kvoter, som giver ret til at udøve handlinger, som medfører eksternaliteter - for eksempel forurening. Herved kan politikkernepolitikerne for eksempel fuldstændig fastsætte den mængde forurening de vil have udledt, hvilket i særisær er en fordel, hvis virksomhedernes omkostninger ved af nedbringe forureningen ikke kendes. Samtidig vil det være sådan, at de virksomheder som billigt kan nedbringe eksternaliteten vil sælge kvoter (eller kun opkøbe få), mens at de virksomheder for hvem det er dyrt at nedbringe eksternaliteten vil købe mange kvoter. Det bliver altså dem, der er bedst til at nedbringe eksternaliteten som gør det, hvilket ud fra et velfærdsøkonomisksynspunkt er mest effektivt.

Ud fra et [[efficiens]]synspunkt er den ''initiale fordeling'' af kvoterne også ligegyldigtligegyldig. Så længe de er omsættelige vil det økonomiske optimum altid nås, da virksomhedernes reservationspris vil afhænge af hvor billigt de kan nedbringe eksternaliteten, og der derfor simpelthen vil opstå et marked for disse kvoter. Den initiale fordeling af kvoterne vil dog have stor fordelingsmæssig betydning.

[[Ronald Coarse]] argumenterede for, at individer selv kan '''organisere handler''', der frembringer et [[efficiens|efficient]] resultat, der eliminerer eksternaliteter uden, at regeringen blander sig. Regeringen skal i følgeifølge Coarse-theoremet[[Sætning (matematik)|teoremet]] begrænse sig til at facilitere handlen mellem implicerede grupper[[gruppe]]r og individer[[individ]]er.

Ideen er, at hvis en handling person A gør, der for ham har en værdi af 500 kr., påfører person B en negativ eksternalitet, som person B vil betale 1000 kr. for at undgå, så vil de uanset om person A har retten på sin side, til at gøre som han vil eller ej, <!-- så vil person A og B ? --> komme frem til det [[efficiens|efficiente]] resultat, hvis de købslår.

*Hvis A har retten på sin side, vil B betale ham for eksempel 750 kr. for at lade være, og begge to vil så (når man opregner i [[alternativomkostninger]]) havde tjent 250 kr - i alt 500 kr.

*Hvis ''ikke'' A har retten på sin vilside, vil A, da han ikke kan udføre handlingen, miste hvad der svarer til en værdi på 500 kr., men B vil "tjene" 1000 kr. Det samlede resultat vil altså stadig være 500 kr.

Det samme gælder åbenlyst, hvis værdierne var modsat. Rettighedsfordeling er dog åbenlyst ikke ligegyldig for gevinstfordelingen, selvom det [[efficiens|efficiente]] resultat altid samlet set opnås..

Der er dog tre forudsætninger for, at Coarse-theoremetteoremet gælder:

:1) Ejendomsrettighederne er veldefineret.veldefinerede

I særIsær 3) er typisk ikke opfyldt. Økonomer som [[James Meade]] siger sågar, at transaktionsomkostningerne altid er for høje til, at der kan finde en [[efficiens|efficient]] handel sted. Dette begrundes bl.a. med, at handlen typisk ikke skal finde sted mellem to økonomiske aktører, men tit tusindvis af mennesker. Det skaber også basale [[spilteori|spilteoretiske]] problemer, som illustreret af [[fangernes dilemma]].