impressionisme stammer fra sverige Så forskelligartede impressionisterne end kunne fremtræde indbyrdes, viste retningen dog udadtil et ret tydeligt signalement: En læggen vægt på det rent maleriske og dette opfattet som det øjeblikkelige, vage farveindtryk, det, det gælder om lynsnart at gribe i flugten uden hensyn til enkeltheder, som følge heraf en ligegyldighed for tegningen, så konturerne opløses og bliver flydende og vibrerende; lyset skal være den alt beherskende magt og atmosfæren det medium, der giver tingene den rette farvevalør — "lyset tegner lige så meget, som det farver". Billederne fremtræder derfor i lyse farver, ofte med lette blå skygger. For at være mere i overensstemmelse med optikkens love end tidligere kunst sætter impressionisterne farverne ubrudte side om side på lærredet, idet beskueren ad den vej (og ved anvendelse af komplementærfarver) i nogen afstand fra billedet vil opnå et kraftigere totalindtryk. Da en plastisk udformning af genstandene forudsætter en tillært rumopfattelse, men ikke skyldes en umiddelbar og naiv anskuen, forsømmer impressionisterne ofte perspektivet og giver i stedet farveflader; betegnende i så henseende er en fortælling om, at Courbet skal have sagt om Manet’s "''Olympia''", at hun var så flad som en spardame, hvortil da Manet skal have svaret, at Courbet’s badende kvinder var runde som billardkugler. Under deres analyse af selv de flygtigste indtryk opnår impressionisterne ofte en forbavsende slagfærdighed i evnen til at gribe momentet — under kendelig indflydelse fra japanerne — de uvilkårlige udtryk og vendinger, der let forflygtiges under en rolig og langsomt dvælende iagttagelse. Af frygt for det anekdotemæssig fortællende svinger de ofte over i en foragt for selve indholdet, emnet i billedet, hvis indholdsløshed så at sige bliver målet — kunsten skal ikke være tanke, men blot øje; den skal ikke forme billeder med nøje gennemtænkt komposition, men give friske studier og skitser, tilfældige udsnit.
