Prædikerens Bog: Forskelle mellem versioner

'''Prædikerens Bog''' er det 21. skrift i [[Bibelen|den danske Bibels kanoniske bøger]], og er sorteret under gruppen poesi og visdomslitteratur. I den hebraiske kanon, [[tanakh]], er den placeret under hovedkategorien ”Ketuvim” – Skrifterne.

Bogen har sit navn fra bogens indledningsord: '”''Dibhre qohæleth''”, der betyder ”Ord af Prædikeren”, og Prædikeren betyder ”en som kalder eller prædiker". Det tilsvarende græske ord er "''ekklesiástes''", hvorfrahvor den engelske titel ”Ecclesiastes” kommer fra. Skriftet påstår selv at være skrevet af [[Kong David|Davids]] Sønsøn, konge i [[Jerusalem]],. ogDet det vil sige afer [[Salomo]]. Det hentydes der også til flere ganggange i de første to kapitler, når der fortælles om forfatterens visdom og rigdom. <br />

Bogens tema angives allerede i det andet vers: ''"Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed” ''(præd 1,2). Faktisk går ordetOrdet ”tomhed” igenstår mere end 25 gange i teksten. AltsåDet er det intet mindre end et så moderne og [[eksistentialisme|eksistentielt]] spørgsmål som meningen med livet, der behandles i denne gamle bog.

SåfremtHvis det virkelig er Salomo, der har forfattet dette skrift, som skriftet selv hævder, må det dateres til hans levetid, dvs. omkring 972-932 f.Kr. De gamle rabbinske traditioner anså [[Højsangen]], tilfor at være blevet forfattetskrevet af [[Salomo]] i hans unge alder, [[Ordsprogenes Bog]] i hans voksne alder, og Prædikerens Bog i Salomos alderdom, hvor han også ifølge [[Første Kongebog]] havde vendt sig bort fra [[Jahve]], sin Gud (1 Kong 11,4). Denne tradition må dog ses som fri fantasi og kan ikke bruges til at datere bogen. I det hele taget så anser mange fortolkere Prædikerens Bog tilfor at være forfattet af en anden vismand på et senere tidspunkt. DetteDet behøver ikke at gøre Prædikerens Bog til et falsum, da denne visdomsgenre, måske har haft det som en del af sit litterære virkemiddel at brugebrugt en historisk person som baggrund for sine betragtninger. Lidt ligesom at [[Søren Kierkegaard]] bruger [[pseudonym]]er til mange af sine værker. Til støtte herfor hævdes bl.a., at sproget i bogen hører til en senere tid, bl.a. bruges der adskillige aramæiske og to persiske ord i teksten. Det kan imidlertid ikke udelukkes, at Salomos oprindelige manuskript er blevet moderniseret af en senere forfatter, sådan som det stadig sker både i religiøs og anden litteratur i vores tid, og derfor kan den ældre datering ikke difinitivt udelukkes.

Prædikeren tager temaet tomhed op, og siger, at alt i tilværelsen – under solen – er tomhed, ''endeløs tomhed'' og ''en jagen efter vind''. Et meget betegnede billede, for det at jage efter vind er jo enEn meningsløs og umulig beskæftigelse. Han undersøger emnet til bunds ud fra forskellige vinkler: Han taler om mennesket slid og jagt efterpå visdom og rigdom og om tidens og tilværelsens tomgang. Han maler uretten i samfundet og tilværelsen stærkt op og taler om sorg og glæde. Han slutter med poetisk at skrive om ungdommen, alderdommen og døden, og konklusionen på det alt sammen er den samme som hans indledning:

Prædikeren spørger, hvorfor vi overhovedet slider, når det ikke fører nogen vegne hen, og vi ingen udbytte får ud af det (Præd 2,11). Slidet bunder jo også dybest set i indbyrdes misundelse (Præd 4,4), så derfor er en hånd fyldt med hvile, faktisk bedre end to hænde fyldt med slid og jagen efter vind! (Præd 4,5)

I det hele taget er tilværelsen en tomgang, hvor der ikke sker noget nyt, for jorden er bestandig den samme, solen står op og går ned, vinden drejer og det bliver den ved med. Folk taler uden at blive færdig med at tale, øje ser uden at bliver færdig med at se. Det samme med øret (Præd 1,3-8):

Gudsbilledet i Prædikerens Bog er et forholdsvist dystert billede, hvor Gud er den, der har givet mennesker de ulykkelige plager at udforske og søge visdom (Præd 1,14). Han har lagt menneskene verdens gang på sinde, uden at de kan finde ud af noget som helst (præd 3,11). Han kan give en mand rigdom og ære, men nogle gange giver Gud ham ikke muligheden for at nyde det (Præd 6,2) Det er dog, Gud der har givet os glæde, men det er en glæde i et tomt liv, en glæde der nærmest kan betegnes som et bedøvelsesmiddel i en meningsløs tilværelse.

DetteDet hænger givetvis sammen med, at bogen traditionelt set er blevet anset for at være forfattet af Salomon, og at den teologiske eksegese endvidere har kunnet indlemme bogen i det bibelske verdensbillede ved at sige, at den alene beskriver denne verden ''under solen'' -- et sted, der er præget af tomhed, meningsløshed, slid, synd, uretfærdighed og et liv, der ender med sorg og død, som det beskrives i [[syndefaldet|syndefaldsberetningen]] i [[Første Mosebog]], i modsætning til den fuldkomne verden førhen (paradiset) og siden ([[efterlivet]]). Visse temaer går da også igen i de to skrifter, fx i beskrivelse af døden, hvor støvet vender tilbage til jorden og livsånden vender tilbage til Gud. I Første Mosebog 3,19 står der f.eks.

Det er diskutabelt, hvorvidt Prædikerens Bog byder på en egentlig positiv løsning påaf meningsløshedenmeningsløshedens problem, ud over opfordringen til at frygte Gud, men i kapitel ni gives et løsningsforslag, der forekommer nærmest [[hedonisme|hedonistisk]]:

Denne [[hedonisme]] virker til at være Prædikerens eneste løsning i det tomme liv, som Gud har givet menneskene (f.eks. Præd 9,9).<br />