Fat Man: Forskelle mellem versioner

På [[Manhattan-projektet]] havde man først arbejdet med “pistol-modellen”, der går ud på at skyde en kerne af enten plutonium (ikke brugt i praksis) eller uran ind i en anden kerne, hvorved de bliver til én. De to kerner er hver især under den kritiske masse, men er tilsammen et godt stykke over. Det plutonium man kunne fremstille i [[atomreaktor]]en ved [[Hanford]], var dog ikke af høj nok kvalitet. Selv om plutoniumet kun indeholdt 0,9% af [[isotop]]en Pu-240, var det ikke rent nok. Pu-240-isotopen ville gøre plutoniumet for ustabilt, med en for høj grad af spontan [[neutronemission]], og dette kunne få atombomben til at detonere for tidligt. Pu-240 har en rate af spontane fissioner på 415,000 fissioner i sekundet/kg (mod 10 for Pu-239). Plutoniumkernen vejede 6,2 kg, hvilket betød, at kernen indeholdt 52g Pu-240. Dette udløser 23.000 spontane fissioner i sekundet. Det ville simpelthen tage for langt tid at forbinde de to kerner: Fissionsprocessen ville begynde før kernerne ville kunne nå at blive forenet, og den optimale fission finde sted. Når fissionen begynder før, vil materialet blive ekstremt varmt og udvide sig hurtigt, og derved aldrig nå at blive superkritisk. Den optimale fission finder altså ikke sted, da kun en lille del af materialet fissionerer. Plutoniumkernen ville være nødt til at tilbagelægge de sidste centimeter på under 40 mikrosekunder.