D-mark: Forskelle mellem versioner

Fra 1948 og frem til [[Tysklands genforening|genforeningen med DDR]] var D-marken Europas mest stabile [[valuta]]. Garanten for denne stabilitet var [[Bundesbank]], som den amerikanske besættelsesmagt gav tilnærmet [[autonomi]], da [[Vesttyskland]] blev oprettet efter krigen. Politikerne skulle ikke blandes ind i pengepolitikken. For Bundesbank fremstod det derfor nærmest som et [[kup]]{{dn|dato=januar 2020}}, da [[Helmut Kohl]] tillagde [[Mark der DDR|Ostmark]] samme værdi som DM, med vekselkursen 1 : 1. Baggrunden for Bundesbanks [[autoritet]] var de problemer, som Tyskland have kæmpet med i første halvdel af det 20. århundere; ikke kun hyperinflationen i [[1923]], men også udviklingen efter [[1936]], hvor [[Nazisme|nazi-regimet]] pålagde tyskerne store [[kapital]]restriktioner og tiltagende [[rationering]] og priskontrol. Pengemængden voksede, men der var ikke meget at få købt for de penge. I 1948 forstod amerikanerne, at tysk økonomisk stabilitet var truet af denne kolossale pengemængde. Som en modvægt blev DM indført, men folk opdagede, at mere end 90 % af deres sparepenge forsvandt i den proces. [[Konrad Adenauer]] og finansminister [[Ludwig Erhard]] lovede, at sådan noget skulle tyskerne ikke igen udsættes for. Det samme lovede Helmut Kohl og [[Gerhard Schröder]] ved euroens indføring, og fik stabilitetspagten ind som en del af [[Maastricht-traktaten]]. Men få af løfterne blev overholdt.<ref>Jon Hustad: ''Gjeldsslaven Europa'' (s. 64-65), Vidarforlaget, 2012, {{ISBN |978-92-7990-125-9}}</ref>{{bør uddybes|dato=2020}}{{bedre kilde}}