Myndighedsalder: Forskelle mellem versioner

I de danske landskabslove var myndighedsalderen fastsat til 15 år, da en person fik råderet over sin [[formue]] og kunne indgå forpligtende aftaler uden en værge. [[Jyske Lov]] satte dog en 18-års-grænse ved salg af jord og indgåelse af kautionsforpligtelser, og gradvis synes 18-årsalderen at være opfattet som almindelig myndighedsalder. Men i [[1619]] blev det under indflydelse af [[romerretten]] ved en forordning bestemt, at heller ikke mænd mellem 18 og 25 år, her omtalt som "mindreårige", kunne være værge for andre, sælge jord eller indgå [[kaution]]sforpligtelser.<ref name="autogeneret1">Myndighed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129126</ref>

[[Reformationen]] medførte en voksende kontrol over samfundsborgerne, og et krav om en betydelig højere alder af unge mænd, inden de fik indrømmet retsligt ansvar. Det samme skete i mange andre europæiske lande, men i Danmark mærkes en særlig stærk bekymring for eller manglende tillid til de unge. Tidligere havde [[Skånske Lov]] og [[Sjællandske Lov]] regnet 15 år som passende myndighedsalder. I [[Jylland]] var en ung mand også myndig ved fyldte 15 år, men måtte dog være fyldt 18 år, inden han kunne sælge jord eller kautionere. Efter [[Christian 4.]]s [[Forordning (Danmark)|forordning]] af [[1. juli]] [[1619]] skulle en mand nu være fyldt 18 år for at have råderet over sit bo, og først ved fyldte 25 år kunne han sælge jord, kautionere eller være andres værge. Dog kunne han med sin tidligere værges samtykke sælge jord for at betale sine forældres eller egen [[gæld]], eller udgifter ved studier i udlandet.<ref name="autogeneret2">[https://tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/55652/75756 Visning af: Nogle Strejflys over Christian IV.s Tidsalder, særligt med Hensyn til Kvindernes Stilling. | Historisk Tidsskrift<!-- Botgenereret titel -->]</ref>

For at de unge skulle slippe for dyre studier udenlands, oprettede Christian 4. i [[1623]] [[Sorø akademi]], så dannelsesrejser ud i [[Europa]] blev mindre nødvendige. Videre forbød Christian 4. dem udrejse inden fyldte 19 år, i håb om at gøre dem mindre påvirkelige for fremmede tanker i tiden.<ref>[https://munin.uit.no/bitstream/handle/10037/11576/thesis.pdf?sequence=1&isAllowed=y Cecilie Andersen: ''Hr. Petter, Signe-Folk og Satans Træl'' (s. 23)]</ref>

I [[Sverige]] holdt myndighedsalderen sig på 15 år til [[1721]], da den rykkede op til 21 år, mens Danmark fulgte [[oldtiden]]s romerret med de høje alderstrin, 18 og 25 år. Til overmål blev den unge danskers tilsynsfører, der i Christian 4.s lovgivning blev kaldt "den tidligere værge", i [[Danske Lov]] omdøbt til romerrettens betegnelse for ham - ''curator''.<ref>https: name="autogeneret2" //tidsskrift.dk/historisktidsskrift/article/view/55652/75756</ref> Ifølge [[Christian 5.]]s Danske Lov af [[1683]], baseret på ældre ret, var mænd under 18 år "umyndige", mellem 18 og 25 år "mindreårige" og over 25 år "fuldmyndige". Den mindreårige bestyrede selv sin formue, men under tilsyn af sin kurator, og hans retshandler afhang af kurators samtykke. Danske Lovs myndighedsregler gjaldt frem til Myndighedsloven af 1922.<ref>Myndighed iname="autogeneret1" Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129126</ref> 

I danske [[købstad|købstæder]] stolede man ikke en gang på forældre og værger. Ved forordning af [[7. april]] 1619 blev der indført en ordning med overformyndere - to personer, der var formuende, uberygtede og oppe i årene - til at føre tilsyn med personer, der pga ung alder, vanvid eller skødesløshed stod under værgemål. Overformynderne skulle påse, at forældre og værger sendte børnene i [[skole]], og at de unge derefter blev sat i lære eller tjeneste, ud fra regeringens ønske om, at [[erhverv]]ene skulle vokse, "''som udi andre, fremmede [[Kongerige]]r og Lande''". Ellers greb overformynderne ind med iværksættelse af ordninger på forældres eller værgers bekostning. På landet blev ordningen med overformyndere anset som unødvendig; men i [[København]] var drenge og piger, der var blevet indtaget i [[Tugt- og Børnehuset]] og oplært i et [[håndværk]], pålagt at forblive i det erhverv, når de en gang var gamle nok til at forlade institutionen.<ref>[https://tidsskrift.dk/historissskrift/article/view/55652/75756 Log på<!-- Botgenereret titel -->]</ref>