Eksternalitet: Forskelle mellem versioner

Nogle [[laissez-faire]] [[økonom]]er såsom [[Friedrich Hayek]] og [[Milton Friedman]] refererer til eksternaliteter som "naboeffekter" og "spillover effekter". Eksternaliteter behøver dog hverken være små alleeller lokale. Går man uden for den bredt definerede liberale økonomiske tradition, ser bl.a. [[marx]]ister eksternaliteter snarere som reglen end som undtagelsen. Dette bunder i en analyse af den [[Kapitalisme|kapitalistiske]] produktionsform, hvor fokus er, at produktionen er blevet socialiseret (samfundsomspændende), mens beslutningstagningen stadig er individuel. Som løsning fremfører marxister tit en [[demokratisk planlagt økonomi]] som en altafgørende del af [[socialisme]]n.

Rent økonomisk set er pigovianske skatter mere effektive end simpel regulering, da de tager højde for, hvor dyrt det er for den enkelte fabrik at nedbringe den negative eksternalitet. De virksomheder som kan nedbringe eksternaliteten til en lavere pris end den pigovianske skat vil gøre dette, mens de der kun kan gøre det til en højere pris end den pigovianske skat, vil betale skatten. Ved at sætte den pigovianske skat op og ned kan [[politiker]]ne samtidig alligevel styre mængden af for eksempel forurening. Problemet er dog, at politikerne typisk ikke kender virksomhedernes udgifter ved at nedbringe eksternaliteten, og de derfor har svært ved at prisfastsætte den pigovianske skat.

En anden fordel ved pigovianske skatter er, at de i teorien giver virksomhederne incitament til at sænke forureningen mere end politikkernepolitikerne først ville have, da virksomhederne på denne måde kanskal betale mindre i skat.

Regeringen kan også sælge eller udbyde kvoter, som giver ret til at udøve handlinger, som medfører eksternaliteter - for eksempel forurening. Herved kan politikerne for eksempel fuldstændig fastsætte den mængde forurening de vil have udledt, hvilket især er en fordel, hvis virksomhedernes omkostninger ved afat nedbringe forureningen ikke kendes. Samtidig vil det være sådan, at de virksomheder som billigt kan nedbringe eksternaliteten vil sælge kvoter (eller kun opkøbe få), mens at de virksomheder for hvem det er dyrt at nedbringe eksternaliteten vil købe mange kvoter. Det bliver altså dem, der er bedst til at nedbringe eksternaliteten som gør det, hvilket ud fra et velfærdsøkonomisksynspunkt er mest effektivt.

Ud fra et [[efficiens]]synspunkt er den ''initiale fordeling'' af kvoterne også ligegyldig. Så længe de er omsættelige vil det økonomiske optimum altid nås, da virksomhedernes reservationspris vil afhænge af hvorderes billigtomkostninger deved kanat nedbringe eksternaliteten, og der derfor simpelthen vil opstå et marked for disse kvoter. Den initiale fordeling af kvoterne vilkan dog have stor fordelingsmæssig betydning.

== Private løsninger - CoarseCoase-teoremet==

[[Ronald CoarseCoase]] argumenterede for, at individer selv kan '''organisere handler''', der frembringer et [[efficiens|efficient]] resultat, der eliminerer eksternaliteter uden at regeringen blander sig. Regeringen skal ifølge CoarseCoase-[[Sætning (matematik)|teoremet]] begrænse sig til at facilitere handlen mellem implicerede [[gruppe]]r og [[individ]]er.

Ideen er, at hvis en handling person A gør, der for ham har en værdi af 500 kr., påfører person B en negativ eksternalitet, som person B vil betale 1000 kr. for at undgå, så vil de uanset om person A har retten på sin side til at gøre som han vil eller ej, <!-- så vil person A og B ? --> komme frem til detet [[efficiens|efficienteefficient]] resultat, hvis de købslår. Den initiale fordeling af rettighederne har dog indflydelse på den endelige fordeling:

*Hvis A ''ikke'' A har retten på sin side, vil A, da han ikke kan udføre handlingen, miste hvad der svarer til en værdi på 500 kr., men B vil "tjene" 1000 kr. Det samlede resultat vil altså stadig være 500 kr.

Der er dog tre forudsætninger for, at CoarseCoase-teoremet gælder:

Især 3) er typisk ikke opfyldt. Økonomer som [[James Meade]] siger sågar, at transaktionsomkostningerne altid er for høje til, at der kan finde en [[efficiens|efficient]] handel sted. Dette begrundes bl.a. med, at handlen typisk ikke skal finde sted mellem to økonomiske aktører, men titofte mellem tusindvis af mennesker. Det skaber også basale [[spilteori|spilteoretiske]] problemer, som illustreret af bl.a. [[fangernesfangens dilemma]].