Pave Leo 1.: Forskelle mellem versioner

'''Leo 1.''' (eller '''Leo den Store''' ([[400]] – [[10. november]] [[461]] i [[Rom]]) var [[pave]] [[440]] – [[461]]. Han var nidkær for den kristne lære og bekæmpede alle, der havde en anden tro. I [[452]] lykkedes det ham at få [[hunner]]kongen [[Attila]] til atikke undladeat at plyndre og ødelægge [[Rom]].

Ifølge ''[[Liber Pontificalis]]'' var Leo født i [[Toscana]]. I [[431]] var han [[diakon]] i Rom og var som sådan tilstrækkeligttilstrækkelig betydningsfuld til, at [[Kyril af Alexandria]] henvendte sig til ham med den hensigtfor at få RomsRom indflydelsetil satat ind modforhindre [[Juvenal af Jerusalem]]s krav om kirkeligkirkeligt overherredømme over [[Palæstina]]. Brevet fra Kyril kan dog også have væretvære adresseret til [[pave Celestin 1.]] OmkringPå samme tidspunkttid dedikerede [[Johannes Cassianus]] sin afhandling mod [[Nestorius]] til Leo − den var skrevet på hans opfordring. Det mest tydeligetydeligste tegn på tillidentillid til Leo kan dog ses af, at kejseren valgte ham til at afgøre striden mellem de to højestrangerendehøjeste embedsmænd i [[Gallien]].

Mens han var fraværende på denne missionder, døde [[pave Sixtus 3.]] [[11. august]] 440, og Leo blev valgt som hans efterfølger uden modkandidater. Han tiltrådte [[29. september]] som pave og blev i den egenskab arkitekten bagskabte en stærk centralisering af den [[romersk-katolske kirke]].

I de følgende år slog Leo ned på en række [[kætter]]ske bevægelser, der havde fået mere eller mindre medvind i tiden. Det drejede sig blandt andet om [[pelagianisme]], [[manikæisme]]n og [[priscillianisme]]n, som han på forskellig vis bekæmpede. Han søgte også at få [[kopter]]ne til at indordne sig under romersk-katolsk praksis, lige som han søgte at sikre Roms indflydelse på [[Illyrien]], hvor kirken vaklede mellem at indordne sig under Rom og [[patriarken af Konstantinopel|patriarken i Konstantinopel]]. I [[451]] opnåede han en stor sejr ved [[koncilet i Chalkedon]], hvor han fik de fremmødtedet til at anerkende paven i Rom som den retmæssige efterfølger til [[apostlen Peter]].

Også i Gallien var der problemer med at afgøre, hvem der bestemte. Her blev Leo involveret direkte i en strid med ærkebiskop [[Hilarius fra Arles]]. Leo satte i den forbindelse Hilarius grundigt på plads, så denne fik indskrænket sin magt. Leo følte sig dog lidt trængt, også han appellerede derfor til den verdslige magt i form af: kejser [[Valentinian III]]. Denne udstedte et dekret [[6. juni]] [[445]], hvori han anerkender forrangen for Roms biskop som efterfølgerenefterfølger af Peter, dennes overhøjhed i Rom samtog [[den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse]]. I den forbindelse opfattes modstandModstand herimodopfattedes juridisk som forræderi. Hilarius bøjede sig herefter.

I øst søgte Leo at øge indflydelsen i en strid mellem [[Eutyches]] og [[Flavian af Konstantinopel]]. I begyndelsen støttede han Eutyches, men efter at have fået mere informationoplysninger fra Flavian skiftede han mening og støttede denneham fuldt ud. Ved et koncil i [[Efesos]] præsenterede Leos repræsentanter hans berømte ''Tome'' ([[latin]]: tekst, brev), der var en redegørelse for den romerske kirkes tro i form af et brev til Flavian, der gentager med henvisning til [[Augustin]] meddelte grundsætningerne for den vestlige [[kristologi]] uden egentlig at berøre problemet, der foruroligede den østlige kirke. Koncilet læste ikke brevet og tog sig ikke af protesterne fra Leos udsendinge, men afsatte Flavian og en af hans biskopper.

Leo erklærede herefter koncilet somfor eten "røversynode" og erklærede Eutyches' tilhængere for kættere. Da den østromerske kejser [[Theodosius II]] døde i [[450]], forandrede situationen sig i området, og den ligeledes nye patriark [[Anatolius af Konstantinopel]] accepterede Leos krav, hvorpå ''Tomen'' blev læst og anerkendt overalt. Et efterfølgendenyt koncil afholdt i Chalcedon kom derpå tilsyneladende til at fremstå som en total anerkendelse af pavens magt, men Leo måtte navigere behændigt for at undgå at godkende et for ham uantageligt dekret om Konstantinopels næsten ligeværdighed med Rom. Samtidig fik han indsat nogle af sine støtter på betydningsfulde poster i østkirken.

Det vestromerske rige var på vej til at bryde sammen, og med den civile magts nedadgåendesvindende betydning fik Leo mulighed for at øge sin magt. Derfor blev det Leo, der sammen med to højtplacerede civile embedsmænd i [[452]] mødte [[Attila]], der havde invaderet [[Italien]] og nu truede Rom. Det lykkedes her at få Attila til at trække sig tilbage. Der er forskellige forklaringer på, hvorfor dettedet lykkedes: En samtidig skribent, [[Prosper af Aquitanien]], hævder, at Attila ganske enkelt blev så imponeret over Leo, at han accepterede at trække sig tilbage. EnMere andenjordnære ogforklaringer mere jordnær forklaring kan væreer, at Leo medbragte en stor sum guldpenge, eller at Attila afpga. strategiskestrategi eller logistiske årsagerlogistik ikke ønskede at gå videre. Da Attilas hær var temmelig hårdt presset og i øvrigt havde opnået et stort rov efter den hidtidige plyndrenplyndringer, kan Leos bøn om nåde have fungeret somværet en acceptabel begrundelse for at vende om.

Nogle år senere var det [[vandaler]]nes tur til at hærge landet, og her lykkedes det ikke for Leo at forhindre Roms plyndring, men det menes, at det lykkedes ham at begrænse myrderier og afbrændinger. Da han døde, havde han været pave i 21 år,. hvilket til dato gør hamHan tiler den pave, der har beklædt embedet 9. længst tid.