Perserkrigene: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Tag: Tilbagerullet |
Fjerner version 10642154 af 80.62.116.96 (diskussion) indhold fjernet uden begrundelse Tag: Omgjort |
||
Linje 3:
'''Perserkrigene''' er betegnelsen for de krige, som førtes mellem [[Persien|det persiske Rige]] og flere af de [[Grækenland|græske]] [[bystat]]er mellem ca. [[500 f.Kr.|500]] og [[448 f.Kr.]]
== Krigene ==
Baggrunden for krigene var uroen i de græske [[joniske]] kolonier i [[Lilleasien]] som hørte under Perserriget. Dels af kulturelle, dels af økonomiske grunde følte flere af disse byer sig trykket af den persiske overhøjhed og frygtede konkurrencen fra de [[Fønikien|fønikiske]] handelsbyer. Efter flere gnidninger brød et stort oprør ud blandt byerne i [[499 f.Kr.]] som fik støtte fra [[Athen]], mens de øvrige bystater holdt sig tilbage. Efter begyndende modgang lykkedes det perserne at få overtaget og [[494 f.Kr.]] erobrede og afbrændte de oprørets hovedby [[Milet]].
Athens støtte til de ioniske oprørere fik imidlertid perserkongen [[Dareios I]] til at vende sin interesse mod det egentlige Grækenland og dermed brød selve krigen ud. I første omgang synes kongen at have villet nøjes med en straffeekspedition mod athenerne. [[490 f.Kr.]] sendtes en stor persisk hær ad søvejen mod Grækenland. Athen tog kampen op, trods ringe tilslutning fra nabobyerne ([[Sparta]] sendte en undsætningshær, som kom for sent), og i slaget ved [[Marathon]] nord for [[Athen]] besejrede athenerne samme år den talmæssigt overlegne persiske hær, der rømmede Grækenland. En løber blev sendt de 42 km fra [[Marathon]] til [[Athen]] med budskab om den uventede sejr. Dette blev baggrunden for det senere [[marathonløb]]. Et mislykket athensk fremstød til søs endte denne del af krigen.
Lokale oprør hæmmede persernes aktivitet i de næste år, og først i [[480 f.Kr.]] kom krigen for alvor i gang. Denne gang synes hensigten at have været en ren persisk erobring af hele Grækenland for at gøre ende på grækernes støtte til kolonisterne i Lilleasien. Dareios’ søn [[Xerxes 1. af Persien|Xerxes]] rykkede ind i Grækenland med en stor hær og understøttedes samtidig af sin flåde. Hovedbyerne Athen og Sparta tog kampen op, men fik kun lunken eller ingen tilslutning fra de øvrige bystater; [[Theben (Grækenland)|Theben]] støttede endda perserne. I første omgang [[Slaget ved Thermopylæ|spærrede spartanerne]] under kong [[Leonidas]] passet ved [[Thermopylæ]] og sinkede dermed i lang tid persernes fremrykning, men omsider lykkedes det Xerxes ved forræderi at omgå forsvarerne, og spartanerne nedkæmpedes. Den persiske hær angreb derefter [[Attika (halvø)|Attika]], Athens magtområde. Athenerne, ledet af statsmanden [[Themistokles]] rømmede deres by, som blev indtaget og brændt af perserne, men i mellemtiden samlede athenerne og deres forbundsfæller flåden og lokkede den persiske hovedflåde i en fælde ved [[Salamis]]-havbugten, hvor de samme år tilføjede den et klart nederlag.
Nederlaget standsede ikke perserne, som stadig holdt store dele af Grækenland besat, men bremsede dem for en tid. Allerede [[479 f.Kr.]] sattes et nyt fremstød i gang, Athen blev atter besat og brændt, men grækerne stillede en ny hær på benene og i hovedslaget ved [[Platææ]] samme år slog en spartansk-athensk hær fuldkommen persernes hovedstyrke. Da perserne samtidig led et stort nederlag til søs ved [[Mykale]], betød det reelt afslutningen på deres fremstød. De rømmede Grækenland og overlod væsentligt det militære initiativ til fjenden. Grunden til dette var formentlig ikke kun de militære fiaskoer men også nye uroligheder i selve Perserriget, samt Xerxes’ stigende udenrigspolitiske passivitet.
Krigene fortsattes formelt i tredive år endnu, men uden virkelige hovedbegivenheder. Grækerne foretog en række angreb på de persiske kystbyer, og især kom Athen nu til at indtage en hovedrolle. Krigen betød udviklingen af [[Det Deliske Søforbund]] [[478 f.Kr.]], hvor Athen snart fik en hovedrolle og samtidig øgedes rivaliseringen mellem athenere og spartanere. Det kom til indre stridigheder i bystaterne, hvor flere statsmænd med rette eller urette beskyldtes for at være bestukket af perserne. Efter [[Perikles]]’ magtovertagelse i Athen styrkedes søforbundet, men den Første [[Peloponnesiske Krig]] med Sparta hæmmede yderligere krigsførelsen mod perserne. I [[448 f.Kr.]] sluttedes perserkrigen reelt med en våbenstilstand, hvorved perserne reelt gav afkald på overhøjheden over de ioniske byer og lovede at afholde sig fra flådefremstød i [[Ægæerhavet]].
== Krigenes betydning ==
| |||