Frederik 1.: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Ændrede 2 ud af 2 analyserede links, se hjælp) #IABot (v2.0.8 |
m stavefejl Tags: Tilbagerullet Visuel redigering |
||
Linje 32:
== Hertug i Slesvig og Holsten ==
▲I [[1481]] døde Christian 1., og dronning Dorothea ønskede, at både Hans og Frederik skulle tilgodeses, og helst sådan at Frederik fik [[hertugdømmerne]] [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og [[Hertugdømmet Holsten|Holsten]]. I hertugdømmerne Slesvig og Holsten var en del af ridderskabet utilfreds med personalforbindelsen med Danmark, som forholdene havde udviklet sig under Christian 1. Kort før hans død havde ridderskabet derfor ansøgt om, at Frederik blev opdraget i hertugdømmerne som landenes tilkommende hersker, hvilket kongen samtykkede til. Efter faderens død mente hertug Frederik, at han havde ret til hertugdømmerne og fandt straks en støtte i moderen. Men da Hans ikke ville opgive sine rettigheder til landene og fik støtte i det danske [[rigsråd]], enedes man til sidst på en landdag i Kiel i november 1482 om at hylde begge brødrene som arveherrer. Hertug Frederik blev bragt til hertugdømmerne og opdroges her under sin moders formynderskab; til lærer havde han holsteneren [[Enevold Sovenbroder]], provst ved [[Slesvig Domkirke]].
Først efter at han var blevet myndig, foretoges den [[10. august]] [[1490]] en deling af landene: i den gottorpske og segebergske del, dog således, at der tillagdes hver del spredte besiddelser i begge lande, og at højheden over ridderskab og prælater blev hos begge fyrster i forening, hvorved man mente at redde [[Ribebrevet|Ribe-Overenskomsten]] af 1460 om landenes udelelighed. Som yngre broder fik Frederik ret til at vælge først og valgte den gottorpske del med hovedsæde på [[Gottorp Slot]].
Line 56 ⟶ 54:
Frederiks stilling var yderst vanskelig. Ud ad til truedes han stadig af Christian II, og han måtte da støtte sig til Lübeck og Sverige, men det var upålidelige forbundsfæller, som kun frygten for Christian IIs genindsættelse holdt sammen. Indad til havde kongen sine magtkampe med rigsrådet. Frederik havde måttet belønne den danske adel med så mange len på gode vilkår, at det svækkede kronens økonomi. Samtidig var han tvunget til at holde en stående hær under indtryk af truslen fra Christian II og for, at "''man altid kunne være almuen mægtig''". For at få penge i kassen måtte han udskrive skatter, hvilket var upopulært blandt bønderne og førte til uro. Desuden måtte han optage lån mod pant i de kongelige len; da han døde i 1533, var <sup>3</sup>/<sub>5</sub> af landets len pantsatte til lensmændene.<ref name="Witt 143">Wittendorff, s. 143</ref> For at sætte sin mening igennem truede han af og til med at nedlægge regeringen eller at søge forlig med Christian II<ref name="Witt 144">Wittendorff, s. 144</ref>, så måtte rigsrådet og gejstligheden falde til føje og spæde til, men forholdet vedblev at være usikkert. Under disse forhold opholdt Frederik sig helst på Gottorp og kom sjældent og da kun for kortere tid til kongeriget. Det gav imidlertid adelen større råderum.<ref name="Witt 143"/>
Under de usikre forhold måtte kongen handle varsomt. Han forstod nødvendigheden af at vinde de lavere stænder for sig, og blandt befolkningen i hertugdømmerne færdedes han jævnt og ligefremt, men han kunne ikke bryde med de højere stænder, der havde sat ham på tronen. Han søgte, lige som Christian II, at få [[vornedskabet]] indskrænket, men måtte opgive det på grund af rigsrådets modstand. Den 14. maj udstedte Frederik en forordning, der sagde, at kongen havde erfaret, at mange fæstere "''udvises af deres gård imod al skel og uden al skyld''", og det fastslås heri, at fæstere ikke måtte sættes ud af deres gård så længe, de opfyldte fæstevilkårene og var godsejeren "''hørig og lydig''". Det var en forordning, der i praksis betød, at begge parter var forpligtede til at respektere fæsteaftalen.<ref name="Witt 99">Wittendorff, s. 99</ref> Københavns og Malmøs borgerskab søgte han at vinde for sig ved at lægge valget af øvrigheden i det menige borgerskabs hænder, og borgmestrenes antal forøgedes. [[Gilde]]r og [[lav (organisation)|lav]] blev endog ophævede den [[6. december]] [[1526]]. Dermed mistede Christian II to af sine vigtigste
I hertugdømmerne havde kongen understøttet af sine luthersk sindede råder allerede på [[landdag]]ene i [[Rendsborg]] i 1525 og [[Kiel]] i 1526 sikret evangeliets forkyndelse, uden at der prædikedes "fabler", mod at tienden og lignende ydelser sikredes gejstligheden. En lignende stilling indtog han i Danmark. Vel havde han i sin håndfæstning måttet forpligte sig til ikke at tilstede nogen kætter, Luthers disciple eller andre, at prædike eller lære og at straffe dem på liv og gods. Men alligevel udstedte han kongelige beskærmelsesbreve, hvorved det tillodes "''at prædike Guds Ord og Evangelium''", og hvorved prædikanterne unddroges prælaternes jurisdiktion. Med kraft hævdede han på herredagene i Odense 1526 og 1527 en slags trosfrihed, idet han forlangte, at prælaterne først måtte føre bevis for, at prædikanternes forkyndelse af "''Guds Ord og Evangelium''" var kættersk, og idet han hævdede, at han som konge ikke var sat til at dømme sjælene, så lidt som han kunne tvinge nogen til at være i kloster: "''hvo som enten vilde gifte sig eller løbe af Kloster, maatte gøre det paa sit eget Eventyr''". Da han tillige ved adelens hjælp skaffede sig ''supremati'' (overhøjhed) i kirkens anliggender ved bestemmelsen om, at bekræftelser på bispedømmerne ikke skulle søges i Rom, men hos kongen selv, og da han ved borgerstandens hjælp på herredagen i København 1530, uden at det lykkedes prælaterne at føre bevis for fripræsternes kætterske lære, havde fået vedtaget en lovbestemmelse om ordets friere forkyndelse under ansvar over for kongen, havde han ved sin snilde adfærd skaffet den fri læres forkyndelse en temmelig fri og uanfægtet stilling; derimod fik prælaterne sikkerhed for tiendens ydelse.
| |||