Angelsaksere: Forskelle mellem versioner

'''Angelsakserne''' refererer tiler en gruppe af [[germaner|germanske]] stammer, [[angler]]ne og [[sakserne]]. deDe kom fra et område der henholdsvis kaldes [[Angel]] (i dag en del af [[Slesvig-Holsten]]) og [[Sachsen (stammehertugdømme)|Sachsen]] (tilsvarerende det nuværendeomtrent [[Niedersachsen]]) i dagens Nordtyskland,) som blev dominerende i det område, som udgører dagens [[England]] fra midten af [[4. århundrede]]. De slog sig ned i Brittania, den romerske provins – i dag kaldet England efter at romerne trak sig ud. Det er fra angelsakserne at, den moderne engelske nation udviklede sig, blandt andet kommer ordet. ("England" frabetød "Anglernes land",. ligesom deDe tog det [[Gammelsaksisk (sprog)|gammelsaksisk/gammelnedertyske sprog]] med sig, som udviklede sigudvikledes til dagens engelsk.

Begrebet "angelsaksisk" går tilbage til kong [[Alfred den Store|Alfred den stores]] tid. Han skulle have brugt titlerne ''rex Anglorum Saxonum'' og ''rex Angul-Saxonum''. OphavetMan til dette er ikke klartmener, men man mener at det kan stamme fra sammenslåningensammenlægningen af de forskellige kongedømmer i [[England]] under Alfred i [[886]].

[[Beda]] nævner i sin kirkehistorie (b.I, kap. 15) at folkene i de nordlige kongedømmer ([[East Anglia]], [[Mercia]], [[Northumbria]] m.fl.) var anglere, dedem i [[Essex]], [[Sussex]] og [[Wessex]] var nedstammetnedstammede fra saksere og dedem i [[Kent]] og det sydlige [[Hampshire]] var nedstammetnedstammede fra [[Jylland|jyder]]. Hos andre tidlige forfattere er der ikke en sådan skillelinje, og hverken i sprog eller skikke er der nævneværdige forskelle mellem anglere og saksere, mens jydernes efterkommere i Kent stodvar i kontrast til demanderledes. Videre skrev forfattereForfattere fra Wessex regelmæssigbeskrev omregelmæssigt deres nation som en del af ''Angelcyn'', og omtalte deres sprog som ''Englisc'', og. kongefamilienKongefamilien i Wessex hævdedehævdedes at være af samme afstamning som den i [[Bernicia]] i Northumbria.

Det er muligt at Bedas skillelinje bare er trukket ud fra navnene på rigerne (Essex – østsaksere, Wessex – vestsaksere osv.), men oprindelig er der utvivlsomt tale om forskellige folkegrupper. På et tidligtidligt tidspunkt, muligvis allerede før den saksiske hovedinvasion, var de to grupper vokset sammen til en.

Udenfor England var begrebet ''Angli Saxones'', som navn på én folkegruppe, i brug allerede et århundrede før Alfred den store; [[Paul diakonen]] brugte begrebet i et af sine skrifter. Men det menes, at han der ikke tænker på angelsaksere som forenet gruppe, men på sakserne i England i modsætning til sakserne på kontinentet.

I [[410]] modtog den [[Romerriget|vestromerske]] kejser [[Honorius]] en bøn om hjælp fra briterne, mod germanske og keltiske plyndringstogter. Kejseren svarede, at de måtte "ordne op i sine egne sager", og dette åråret regnes derfor som afslutningen på det romerske Britannien. I det magtvakuum, som opstod, kom anglere og saksere til øen, først og fremmest til syd- og østkysten.

Den tidligste udvikling kendes kun gennem legender, som blandt andet Beda har genfortalt. [[Vortigern]], leder for briterne, som i romernes fravær var blevet selvstyrende, skulle have givet [[Jylland|jyden]] [[Hengest af Kent|Hengest]] området [[Thanet]] i [[Kent]] til odel og eje. Til gengæld skulle handenne støtte briterne mod kelternekeltere og andre germanere. Historierne er lidt uklare i forhold tilom, hvordan anglerne og sakserne kom med i denne alliance, men de må have gjort det på et tidligt tidspunkt. Modstanden skal først have været ledet af [[Ambrosius Aurelianus]] og derefter af [[kong Arthur]]. I [[slaget ved Mons Badonicus]] skulle han have formået at stoppe invasionerne.

I omkring [[590]], på et tidspunkt hvor kilderne er bedre, var briternes skæbne fortsat uvis. Den keltiske konge [[Urien af Rheged]] belejrede [[Lindisfarne]], kongeriget [[Bernicia]]s bedst befæstede sted. Andre keltere havde sejret i [[slaget ved Fethanleag]] (nord for [[Banbury]] i [[Oxfordshire]]). Urien blev myrdet af en rival, og med ham faldt den keltiske offensiv sammen. Angelsakserne, som nu fremstår mere som en enhed, sprogligtsproglig og kultureltkulturel setenhed, sikrede dermed kontrol over dagens England. Det [[walisisk (sprog)|walisiske]] navn på England er ''Lloegyr'', "de tabte lande", noget en del forskere mener kan have sammenhæng med dette keltiske nederlag.

ErobringsprocessenProcessen er gerne kendt som ''den saksiske erobring'', men dettedet er et upræcist udtryk. Andre stammer, som anglerne, jyderne, frisere og muligvis frankere tog del i erobringen. De forskellige stammer oprettede kongedømmer, og det som er blevet kaldt [[heptarkiet]] opstod – en kerne af syv angelsaksiske kongeriger som dominerede England.

Den romersk-britiske befolknings skæbne er uvis. [[Gildas den vise]] skrev, at de blev myrdet omtrent til sidste mand, kvinder og børn. Moderne historikere mener, at de stort set overlevede, men at mange havnede i slaveri eller blev tjenere under anglere og saksere. På det tidspunkt hvorDa man får nogenlunde sikre kilder, står det klart, at de oprindelige briter kun fandtes i [[Cornwall]] og, Wales, og i [[Strathclyde]] i dagens [[Skotland]].

I nyere tid har enkelte historikere påpeget, at der ikke findes arkæologiske beviser, som støtter teorien om en eller flere større invasioner. De mener derfor, at det er snaktale om en mere gradvis migration, at anglere, saksere og andre indvandrere gradvis blev blandet med den lokale befolkning. Studier af sprog og genetisk opbygning har ikke ført til noget gennembrud i forskningen, men stadig flere hælder mod en gradvis absorbering af indvandrede stammer.

Angelsaksisk, som også kaldes oldengelsk, fordi det er en forløber for moderne [[Engelsk (sprog)|engelsk]], er sproget som blev talt under Alfred den store, og som fortsatte at væresom fællessprog i England, indtiltil normannerne tog magten i [[1066]]. Sproget fandtes også langtlænge før dette. SprogetDet var Bedas modersmål, og han skrev på angelsaksisk og oversatte forskelligeflere værker til det.

Det angelsaksiske sprog var udviklet fra [[oldsaksisk]], og tæt beslægtet med [[nedertysk]].

Sproget ligger tættere på tidlige germanske sprog end [[middelengelsk]]; den største forskel er, at sidstnævntedette er betragteligbetragteligt mere latiniseret.

Den [[angelsaksisk litteratur|angelsaksiske litteraturhistorie]] dækker periodengår fra midten af det 5. århundrede til 1066. Man har eksempler på [[epik|episk digtning]], [[hagiografi]], prækener, Bibeloversættelser, lovsamlinger, [[krønike]]r, gåder og andet. Omkring 400 manuskripter fra perioden er bevaret.

Blandt de mest kendte værker er det episke digt ''[[Beovulf-kvadet|Beowulf]]'', som er blevet et nationalepos i Storbritannien, og ''[[Den angelsaksiske krønike]]'' som er et meget vigtig historisk dokument. Sidstnævnte eksisterer i flereforskellige manuskripter. med indbyrdes forskelle, noget somDet er værdifuldt i arbejdet med at eliminere afskrivernes fejl begået af afskrivere. Den ældste skrevnebevarede tekst som er bevaret er et digt med navnetdigtet ''Hymn'', fra det 7. århundrede; ældre tekster er kun bevaret i senere kopier.

Der findes få bevarede eksempler på angelsaksisk arkitektur. Mindst femten15 kirker er af angelsaksisk oprindelse, og mange flere kan være det, men i de fleste tilfælde har senere ombygninger fjernet det meste af den oprindelige arkitektur.

Distinkte træk i angelsaksisk arkitektur er brug avaf ujævne tegl og ekstremt tykke vægge. Vinduerne var normalt buet øverst, men kunne også være firkantetfirkantede eller trianguleretrekantede. I de tidligste kirker finder man meget genbrugt romersk materiale.

Langt de fleste bygninger var af træ, men kun i et enkelt tilfælde, sognekirken i [[Greensted-juxta-Ongar]], [[Greensted Church|St. Andrew's Church]], er de oprindelige trævægge bevaret. Materialet er egeplanker lavet ved at splitte stammen er splittet med økse. Også denne kirke er ombygget;: imidterpartiets midterpartiettrævægge er den oprindelige angelsaksiske kirke, koret er fra normannisk tid og tårnet i vestenden er af moderne dato, men man får alligevel et godt indtryk af, hvordan den oprindelig var.

Angelsaksisk kunst er i en lille gradlidet kendt fra perioden før [[Alfred af England|Alfred den store]] (871–899). Den overlevede en tid efter normannernes invasion, frem til begyndelsen af det [[12. århundrede]], da [[romansk stil]] tog over som den store [[stilart]]. Før Alfreds tid finder man en blandingsstil, kaldt [[hiberno-saksisk]] kunst, som blander angelsaksiske og keltiske elementer.

De største eksempler på angelsaksisk kunst som er bevaret findes i [[Illumineret manuskript|illuminerede manuskripter]]. Blandt de vigtigste er [[St. Æthelwolds Benedictionale|St. Æthelwolds ''Benedictionale'']], [[Leofric-missalet]] og [[Harley-psalteret]]. St. Æthelwolds manuskript blander hiberno-saksisk, karolingisk og byzantinsk stil, mens Harley-[[psalteret]] er en efterligning af det karolingiske [[Utrecht-psalteret]]. Harley-psalteret er i en "renere" angelsaksiskstil, kendt som ''Winchesterstilen''.

Et andet meget kendt eksempel er [[Bayeux-tapetet]]. DetteDet forbindes mest med normannerne, eftersomda det viser Wilhelms erobring af England, men kunstnerne var angelsaksere som arbejdede i sinderes egen traditionelle stil. DetteDet reflekterer også stilen man finder indenfori malerkunstmalerkunsten. Der findes også nogennogle få bevarede eksempler på [[kalkmaleri]]er, lavet i [[elfenben]] og sten, metalarbejde og [[emalje (glasmateriale)|emalje]].

Angelsaksernes oprindelige religion var germansk mytologi, med nær tilknytning til [[nordisk religion]]. Man finder spor efteraf deres guder i de engelskeguders navne påi dageugedagene, på samme måde som man finder det på dansk:

Kristendommen blev etableretvar i England allerede i romersk tid, og angelsakserne kom hurtigt i kontakt med både romersk og keltisk kristendom. Den første angelsakser, som blev [[ærkebiskop af Canterbury]], var [[Bertwald af Canterbury|Bertwald]], som blev udnævnt i [[693]]. Mange lod sig senere omvende, og i løbet af 8. og 9. århundrede blev kristendommen den dominerende og senere den eneste religion blandt angelsakserne. EftersomDa de skrivekyndige først og fremmest var at finde blandt munke, blev kun lidt bevaret af den gamle religion, så at der i dag ikke findes noget samlet billede af den. Blandt de klareste referencer man finder, er love, hvor forskellige hedenske skikke forbydes; de beskrives da såpasså godt, at man kan danne sig et billede af dem.