Østerlandsmissionen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m indsat intern henvisning |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet og omskrevet med kilder |
||
Linje 5:
Blandt de kristne inden for den græsk-ortodokse og den syriske kirke var det lykkedes den katolske kirke at vinde en del tilhængere således, at der blev dannet "unerede" samfund, der anerkendte Roms og [[pave]]ns overhøjhed, men i øvrigt havde fået lov til at beholde de fleste af deres ejendommeligheder: kirkesprog, ritual, fester og helgener, ja endog gifte præster.
Grunden til, at missionsvirksomheden i første omgang blev rettet mod beduiner, var, at missionærerne opfattede islam som en intolerant religion, der gjorde al missionsvirksomhed vanskelig. Beduinerne blev derimod opfattede som mindre bundne af deres tro, derfor mere åbne<ref name="He 46">Henschen (2010), s. 46</ref> og således potentielt mere modtagelige over for kristen mission.<ref name="He 48">Henschen (2010), s. 48</ref>
Vissionsvirksomheden varede var 1898 til 1964, og samlet blev 59 missionærer udsendt i forbindelse med denne virksomhed.<ref name="He 22"/>
== Historie ==
===
Den evangeliske mission i disse egne begyndte i begyndelsen af 1800-tallet gennem amerikanske [[presbyterianer]]es arbejde. Oprindeligt var det tænkt udelukkende som mission, men man indså snart nødvendigheden af at prøve på at vække liv i de østerlandske kirkesamfund, som muslimerne så ned på med foragt. Forsøg på at fremkalde en reformation inden for disse stødte på hård modstand: de vandt nogle, men i stedet for, at der gennem disse kunne komme nyt liv i de gamle menigheder, blev de tvungne til at forlade deres kirkesamfund og danne små evangeliske menigheder i Qualamoun-distriktet nord for Damaskus. Arbejdet blev
Initiativtageren til Østerlandsmissionen var Einar Prip. Han var præstesøn fra Svendborg, og var allerede som barn blevet grebet af tanken om at virke som missionær. Under en rejse, som Prip for sit helbreds skyld havde foretaget til [[Orienten]], havde han oplevet en levende interesse for østerlændingene, og efter et møde med den senere lægemissionær i Nordindien, lægen [[Marie Holst]] følte han det som et personligt kald at drage ud som missionær. Først rettede han en henvendelse til [[Det Danske Missionsselskab]], men der blev han imidlertid afvist, idet man var betænkelig ved at udsende ham til [[Indien]] som følge af det svagelige helbred. Det fik ham dog ikke til at opgive: i stedet tog han kontakt til "Syrisches Waisenhaus", et kristent børnehjem i [[Jerusalem]], og dette tilbød ham en stilling som lærer.<ref name="He 43">Henschen (2010), s. 43</ref> Dette blev den direkte anledning til missionens stiftelse.
=== Missionens stiftelse ===
Østerlandsmissionen blev stiftet den [[10. marts]] [[1898]] ved et møde, som blev afholdt i [[Svendborg]] i anledning af pastor [[Ejnar Prip]]s udrejse til [[Palæstina]].<ref
Han fik tilbud om at erhverve en grund i Haifa til opførelse af en ny missionsstation, men valgte at rette opmærksomheden mod det daværende Østjordan (nu Syrien). I 1900 vendte han hjem på et kortere ophold i Danmark, og under dette fik han forbindelse med lægen Rudolf Fox Maule. De aftalte, at denne skulle tilslutte sig missionen.<ref name="He 43"/> Fox Maule fik ansættelse ved et hospital i Damaskus, og alt tegnede til, at dette ville blive missionens fremtidige base.<ref name="He 44"/> Det var på daværende tid en forudsætning for lægemission, at missionærerne havde en fast menighed for at blive tolereret af de osmanniske myndigheder. Prip tog derfor kontakt til [[The Presbytarian Church in Ireland]], som ledede et antal mindre protestantiske menigheder nord for Damaskus, og Prip så især muligheder for den fjerneste af disse, i [[Karjatén]], idet denne lå bedst for forbindelser til beduinerne.
Efter at have opholdt sig
I de 5 byer, som de danske fik overdraget: Yabrud, An Nabk, Deir Atiyeh, Hafar og Karjatèn fandtes en beskeden kristen menighed på henved 120 medlemmer, og i alle byer med undtagelse af Hafar fandtes skoler med børn både fra de kristne og fra muslimske hjem. Fem indfødte medarbejdere gik ind under den nye ledelse for arbejdet.<ref>[http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0888.html Christoffersen, s. 870]</ref> I begyndelsen synes lægemissionen at have haft et oprigtigt ønske om opsøgende missionsvirksomhed, men det kunne ikke undgås, at selve beduinmissionen kom noget i baggrunden i forhold til det daglige arbejde med institutioner og de kristne menigheder, og dette blev endnu mere udtalt efter oprettelsen af et stedligt hospital.<ref name="He 44"/> Det var oprindelig tanken, at hospitalet også kunne fremme kontakten med beduinerne, men reelt var der kun få beduiner blandt de patienter, som hospitalet kom til at behandle.<ref name="He 45">Henschen (2010), s. 45</ref>
▲Efter at have opholdt sig 4—5 år i Jerusalem, hvor han fik en god og lærerig forberedelse til den senere missionsgerning, bosatte Prip sig i Karjatèn, hvor den presbyterianske mission havde haft en smule mission, som nu blev overdraget til Prip. I oktober 1901 blev dr. Fox Maule og hustru udsendt for at virke i lægemissionens tjeneste på Østerlandsmissionens arbejdsmark, og da Qalamoun-distriktet i 1905 blev overgivet til Østerlandsmissionen, var også de parat til efter en forberedende uddannelsestid i Damaskus at gå ind i et selvstændigt arbejde. [[Deir Atiyeh]] blev udset til hovedstation, og her bosatte pastor Prip og dr. Fox Maule sig tillige med sygeplejersken frk. Laursen, der skulle hjælpe til på klinikken. Frk. Svanenskjold, der nogle år forinden var kommet til Syrien, udsendt af "[[Kvindelige Missions Arbejdere]]", bosatte sig i [[An Nabk]] for derfra at lede skolearbejdet.<ref name="Salm 871"/>
Til trods det store arbejde, som derved blev lagt hen til Østerlandsmissionen, glemte man dog ikke det, der for Prip havde stået som den store opgave, nemlig også at bringe evangeliet til [[beduin]]erne, men det forhold, at de havde deres udgangspunkt i kristne menigheder, gav dem en
Både missions- og sundhedsarbejdet havde en vis fremgang: således behandledes i 1906 på klinikken 2.552 patienter, men allerede to år senere var dette tal steget til 7.621, og af disse var 58 % muslimer. Man indså snart, at det var nødvendigt for arbejdet at få bygget et egentligt [[hospital]], hvilket det blev besluttet at opføre i An Nabk, der var distriktets hovedstad og den lokale myndigheds sæde. Forskellige vanskeligheder og de politiske forhold bevirkede imidlertid, at det varede mange år, før denne plan blev realiseret.<ref name="Salm 871"/> Et vigtigt skridt for både missions- og lægearbejdet var det, at man fra 1913 fik man ansat en indfødt, kristen læge, dr. Da’ud Katibe i Al Nabk, som læge og evangelist, og at samme år sygeplejersken frk. Lauritsen blev udsendt. Arbejdet på en pigeskole stod overfor den særlige vanskelighed, at det var vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt med kvalificerede, indfødte lærerinder. Det var derfor en værdifuld hjælp i skolearbejdet, da man i 1911 fik hjælp i form af cand. mag. Alfred Nielsen, som sammen med sin hustru blev udsendt til missionsmarken.<ref name="Salm 871">[http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0889.html Christoffersen, s. 871]</ref>
Line 24 ⟶ 34:
=== Hjælpearbejde, 1919 – 1927 ===
Først i 1919 kunne missionærerne vende tilbage for at deltage i det hjælpearbejde, som blev udført for at hjælpe de mange nødlidende i [[Syrien]], hvor nøden efter krigen var uhyggelig stor. Skolearbejdet kom i gang igen i 1920 under missionærernes ledelse. I 1920 blev åbnet et nyt hospital i An-Nabk.<ref name="He 22"/> I 1924 skete en betydelig udvidelse af
I slutningen af 1921 flyttede Alfred Nielsen til [[Damaskus]] for at begynde et nyt arbejde blandt muslimerne der. Arbejdet er udført ud fra
1. verdenskrig havde medført, at Syrien kom under Frankrig som [[mandatområde]], og dette var på mange måder et gode for missionen. I vinteren 1925—26 udbrød imidlertid en opstand, idet [[druser]]ne rejste sig mod franskmændene. Det blev en tid fuld af uro og spænding for missionærerne, da Kalamun-distriktet var skueplads for mange af kampene. Hen på sommeren lykkedes det imidlertid franskmændene helt at undertrykke oprøret.<ref name="Salm 871"/>
Tidlige såkaldte "dialogprojekter" mellem kristne og muslimer var et særligt træk ved Østerlandsmissionen: i 1920-erne skete de med udgangspunkt i en læsestue i Damaskus og gennem fælles bogprojekter mellem missionæren Alfred Nielsen og muslimske teologer, samt ved at missionen bekostede syriske prædikanters ophold ved det vigtigste islamiske universitet, Al-Azhar i [[Kairo]].<ref name="He 49">Henschen (2010), s. 49</ref>
=== Udvikling ===
Line 36 ⟶ 46:
=== Afslutningen 1946-1964 ===
Efter Syriens selvstændighed i 1946 blev missionærerne efterhånden udsat for forskellige restriktioner, og missionærerne havde svært ved at omstille sig til de nye tider – selvom de også formåede at opdyrke nye aktiviteter som fx nødhjælp i [[palæstinensiske flygtningelejre]]. I 1946
=== Missionærer og medarbejdere ===
Line 51 ⟶ 61:
* Bruno Bødker Hansen: ''Blandt Muslimerne i Kalamun – Østerlandsmissionens arbejde i Syrien indtil 1927'', Gad, København 1987.
* [http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/401643:Kirke---tro--Da-danskerne-ville-omvende-muslimerne Daniel Henschen: "Da danskerne ville omvende muslimerne" (''Kristeligt Dagblad'', den 31. december 2010)]
* Daniel Henschen: [http://www.islamforskning.dk/Tidsskrift_2_2010/de_gode_muhammedanere.pdf "De gode Muhammedanere – den Danske Østerlandsmissions konstruktion af beduiner som muslimsk minoritet" ], artikel i ''Tidsskrift for Islamforskning'', 2010 (2).
* Harald Nielsen
* Christian Siegumfeldt: ''Østerlandsmissionen: historisk skildret'', bind 1; Lohse 1923
== Eksterne henvisninger ==
| |||