Forskel mellem versioner af "Håndarbejde"

105 bytes fjernet ,  for 6 måneder siden
sprogret
(sprogret)
 
[[Fil:Klöppeln. Heimatmuseum Annerod.jpg|thumb|Kvinde arbejder med [[knipling]]er.]]
Grundbetydningen af '''håndarbejde''' er både håndens arbejde, dvs. tilvirkningen af produkter med hænderne uden brug af maskiner samtog også som betegnelse forselve produktet selv.
''Håndarbejde'' kaldes også ''håndgerning'' og betegner dels et skolefag, dels den hobbymæssige beskæftigelse med syning, strikning, hækling og anden tekstilsløjd og dels et skolefag, også selv om [[symaskine]]n har fundet sin naturlige plads. I Den blå Betænkning (Undervisningsvejledning for folkeskolen) fra 1960 står der bl.a.: "Håndarbejdsundervisningen i skolen har både et praktisk og et æstetisk sigte". Fagets lærere var samlet i ''Foreningen af danske Håndarbejdslærere'', senere [[Danmarks Håndarbejdslærerforening]], som i 2015 fusionerede med [[Danmarks Sløjdlærerforening]] til den fælles forening ''Håndværk og Design'', som officielt stiftedes på generalforsamling [[29. april]] [[2016]].
 
I 1889 udgav Emilie West (1844-1907) lærebogen ''Vejledning til methodisk Undervisning i kvindeligt Haandarbejde'', der blev retningsgivende for al håndarbejdsundervisning de næste hundrede år. Vel halvt så længe var ''Pædagogisk-faglig Vejledning i Haandarbejde'' fra 1934 aktuel i håndarbejdslæreruddannelsen; den var skrevet af Gerda Bohn-Jespersen (1885-1980).
En tredje pioner var Johanne Langballe (1859-1947). Fagets historie er især undersøgt og beskrevet af lektor Minna Kragelund (født 1942) fra Danmarks Pædagogiske Universitet.
 
Ved skoleloven af 24. marts 1899 blev håndgerning et obligatorisk fag i alle folkeskoler, men under forudsætning af, at der var en lærerinde, der kunne forestå undervisningen. Fra 1901 gav staten tilskud til uddannelse af håndarbejdslærerinder på ''Dansk Husflidsselskabs Sommerkursus'' og på ''Th. Langs Haandgerningsskole''. I 1905 oprettedes ''Statens Haandgerningskursus'' under ledelse af en komité bestående af seminarieforstander [[Rasmus J. Holm]] (1838-1917), husflidsmanden, forlægger og justitsråd [[N.C. Rom]] (1839-1919) samt håndgerningslærerinde Emilie West (1844-1907). Der blev afholdt kurser flere steder i landet, men i 1920 samledes aktiviteterne i København, og Johanne Blom (1859-1937) blev inspektrice for Statens Håndgerningskursus.
 
Ligesom man i sløjd i mange år arbejdede med modelrækker, havde man også en modelrække i håndgerning, der skulle sikre en [[metodik|metodisk]] rigtig indlæring af de færdigheder, man anså for centrale og nødvendige.
 
Indtil [[1970'erne]] betragtedes håndarbejde som et pigefag, og [[sløjd]] som et drengefag; men i dag har begge køn begge fag, og håndarbejde og sløjd har enssamme formål og arbejdsmetoder; kun er der forskel i materialerne, men også ligheder, og f.eks. forekommer lædersyning som emne i begge fag.
 
Historisk set har ''håndgerning'' engang haft betydning afbetydet den [[husflid]], der tjenertjente til husstandens selvforsyning i det gamle bondesamfund, således som det fremgår af følgende hovedoverskrifterhovedoverskrifterne frai N. C. Rom: ''Haandgerningsbog'' (København 1875):
[[Snedker]]arbejde, [[huggehus]]arbejde, [[bødker]]arbejder, [[grøn sløjd|grenarbejder]], [[kurvemager|kurvefletning]], [[trædrejning|drejning]], finere træarbejde, [[småsløjd|paparbejde]], [[bogbinder|bogindbinding]], metalarbejder, gibsarbejdegipsarbejde, ravarbejde, arbejder i horn, ben og kokos, [[børstenbinder|børstenbinding]], glasarbejde, maling, [[tapetsering]].
 
Når man taler om [[håndværk]], tænker man i modsætning til ovenstående selvforsyningssituationer på den erhvervsmæssige fremstilling, ofte i serier, af produkter med salg for øje.
Anonym bruger