Orientalske sprog: Forskelle mellem versioner

tungemål, der tales i [[orienten]], i [[Asien]] og i [[Nilen|Nil]]-landene øst for Europa.

Ved [[korstog]]ene kom vesterlandene i berøring med folk, der talte orientalske sprog, men få bekymretbekymrede sig om at lære dem. Enkelte [[pave]]r og andre høje [[gejstlig]]e havde et vist blik for vigtigheden af dem. De mente, at studerende skulle have lejlighed til at lære arabisk og vel også andre [[semitiske sprog]]. [[Pave Innocens 4.|Innocens IV]] forordnede, at der skulle

Manglen på indsigt og kendskab til orientalske sprog gik i middelalderen endog så vidt i Europa, at ingen i vesten havde kendskab til [[græsk]], et sprog der vistnok for en del tilhører Østen, men som dog har sin væsentligste hjemstavn i selve Europa. Omtrent de eneste af Europas beboere, der i middelalderen gav sig af med orientalske sprog, var lærde [[jøde]]r. Af disse var der ikke få, som ikke blot forstod [[hebraisk]], men affattede deres lærde skrifter i dette sprog, omend i et fra det gamle noget afvigende sprog (ny-hebraisk). For omtrent alle kristne var derimod [[Det Gamle Testamente]] i grundsproget[[grundsprog]]et en helhelt lukket bog,; det samme var også tilfældet med det græske [[Ny Testamente]].

Ny baner blev brudt af den danske sprogforsker [[Rasmus Rask]], om endomend svaghed og tidlig død i forbindelse med andre uheldige forhold hindrede ham i selv at føre sine store opdagelser på sprogforskningens område igennem, hvad der har haft til følge, at fortjenester, der egentlig og nærmest tilhører Rask, gerne tillægges andre, for øvrigt yderst fortjente og virksomme