J.B.S. Estrup: Forskelle mellem versioner

Estrup var modstander af [[almindelig valgret]] og af [[parlamentarisme]]n. Han havde i perioden som regeringsleder fra [[1875]] til [[1894]] ikke flertal i [[Folketinget]] men regerede via [[provisorium|provisorier]] (midlertidige [[finanslov]]e) udstedt af [[Landstinget]]. Først i [[1901]] blev [[parlamentarisme]]n indført, da [[Christian 9.]] udnævnte [[ministeriet Deuntzer]], der reelt var det første [[Venstre]]ministerium. Estrup er en kontroversiel skikkelse i danmarkshistorien, og i dag betragtes han oftest som en reformfjendtlig politiker, der regerede i strid med parlamentaristiske principper. Hans regeringstid kaldes ofte ''[[provisorietiden]]''. Estrups væsentligste politiske milepæl var opførelsen af [[Københavns Befæstning]], der var den primære anstødssten for Venstre-politikerne. Hans regering fik desuden anlagt en del jernbaner samt [[Københavns Frihavn]].

 

[[Fil:Skaføgaard manor.jpg|thumb|[[Skaføgård]], Estrups hjem]]

Han var søn af [[etatsråd]] [[Hector Frederik Janson Estrup]] og dennes første hustru, Jacobine Scavenius (f. 1800), datter af etatsråd [[Jacob Brønnum Scavenius]] til [[Gjorslev]]. Estrup tog forsteksamen i [[1844]] og tre år efter [[landmåler]]eksamen. Ved faderens død i [[1846]] overtog han dennes ejendom [[Kongsdal]] i [[Holbæk Amt]], og senere erhvervede han [[Skaføgård]] i [[Randers Amt]]. Her valgte han at bo og kom trods sin [[sjælland]]ske fødsel til at føle sig som - og betragtes som [[jyde]]. Begge Estrups forældre døde af [[tuberkulose]], og den truede også hans liv. Hele ungdommen igennem var han meget svag, og kun ved gentagne rejser til Syden og ved en gennemført regelmæssighed og forsigtighed i livsførelse, som han beholdt resten af livet, lykkedes det ham at trodse sygdommen. Estrup var i øvrigt en ivrig og virksom landmand og fik af sine standsfæller betroet forskellige tillidsposter, også af ikke-politisk natur; bl.a. blev han i [[1856]] valgt til medlem af Randers Amtsråd.

 

{{uddybende|Forfatningskampen}}

Snart skulle dog det politiske liv lægge beslag på ham. Ved opløsningsvalget [[1. december]] [[1854]] valgtes han til Folketingsmand for [[Randerskredsen]]. Han valgtes som modstander af [[ministeriet Ørsted]] og var medlem af det 25-mands udvalg, tinget nedsatte for at modtage de afgåede ministres forklaringer angående de uden bevilling afholdte rustningsudgifter. Han stillede her sammen med seks andre medlemmer et forslag om, at erstatningsansvar kun skulle gøres gældende for de udgifter, som var afholdte på trods af tingets ligefremme nægtelse; men da hans forslag forkastedes, stemte også han for udvalgets hovedforslag om rigsretsaktionen. Allerede ved det næste valg sommeren [[1855]] undlod Estrup imidlertid, rimeligvis af helbredshensyn, at søge genvalg, og han stod nu uden for det politiske liv, indtil han [[14. april]] [[1864]] indvalgtes i [[Rigsrådet]]s Landsting for den kreds, i hvilken han boede. I dette og i den reviderede grundlovs Landsting havde han indtil [[1898]] uafbrudt sæde som valgt medlem for 9. kreds, hvor han var bosat. I Estrups første år i Landstinget var det [[forfatningskampen]] om [[Grundloven]], som i den indre politik næsten udelukkende lagde beslag på opmærksomheden, og han stillede sig her bestemt på den store grundbesiddelses standpunkt og ønskede ved forfatningsforandringen at erhverve så megen magt som muligt for den. Det var Estrup, som i januar [[1865]] i spidsen for en gruppe af godsejere, der indtog en mellemstilling mellem [[Ministeriet Bluhme II|det Bluhme'ske ministerium]] og Rigsrådets væsentlig [[De Nationalliberale|nationalliberale]] centrum, stillede et ændringsforslag til ministeriet Bluhmes udkast til en revideret grundlov, gående ud på, at valgretten til Landstinget i stedet for som foreslået at gøres afhængig af en årlig indtægt på 2.000 [[Daler|rigsdaler]], skulle for landdistrikternes vedkommende overlades til delegerede for sogneforstanderskaberne og et lige stort antal af de største grundbesiddere, og for [[København]]s og købstædernes til den højestbeskattede femtedel af Folketingsvælgerne. Dette forslag blev vel taget tilbage inden afstemningen, men blev dog grundlaget for den senere overenskomst. Estrup tog også ellers livlig del i grundlovsbehandlingen, og øvede en betydelig indflydelse på denne. Hans medfødte politiske evner gjorde sig allerede nu gældende og vandt almindelig anerkendelse. Han var også medvirkende ved den sammenslutning mellem [[Nationale Godsejere|godsejerpartiet]] og en del af Venstre, som førte til grundlovsoverenskomsten og oktoberforeningens dannelse, og [[10. oktober]] 1865 deltog han i den fest på [[Hotel Phoenix Copenhagen|Hotel Phønix]], hvor alliancen mellem "de store og de små bønder" besegledes. [[6. november]] 1865 indtrådte Estrup som [[indenrigsminister]] i [[ministeriet Frijs]] og viste sig snart som regeringens betydeligste kraft i det indre reformarbejde, som nu begyndte. Det lykkedes ham at gennemføre så betydelige lovarbejder som loven om [[borgerrepræsentant]]valg i København ([[23. december]] 1865), Landkommunalloven ([[6. juli]] [[1867]]), Købstadkommunalloven ([[26. maj]] [[1868]]), Vejloven ([[21. juni]] 1867), de store jyske og sjællandske jernbanelove og loven om anlæg af [[Esbjerg Havn]]. Estrup nød i disse år en ikke ringe popularitet, især i Jylland, og han arbejdede i det hele godt sammen med Folketinget. Hans tilbagetræden [[22. september]] [[1869]], 8 måneder før det samlede ministeriums afgang, skyldtes helbredshensyn. Disse var vel også delvis bestemmende for ham, da han foråret [[1870]] vægrede sig ved at påtage sig det ny ministeriums dannelse. Under [[ministeriet Holstein-Holsteinborg]] udbrød konflikten mellem regering og Landsting på den ene og Folketing på den anden side, efter at det forenede Venstre havde opnået flertal i dette sidste ting. Estrup, som indtog en ledende stilling inden for Landstingets godsejergruppe, var lige fra begyndelsen en absolut modstander af Venstres krav om en Folketingsparlamentarisme, og han nærede den anskuelse, at Landstinget i fornødent fald ikke burde vige tilbage for en konflikt. Under den fortsatte kamp kom tyngdepunktet i Landstinget mere og mere til at ligge i godsejergruppen, og det var derfor intet under, at Estrup som dennes fører indtrængende opfordredes til at danne den ny regering, da Ministeriet Holstein-Holsteinborg sommeren [[1874]] trak sig tilbage. Han anså imidlertid endnu ikke situationen for moden og gav et afslående svar; men da det svage [[Ministeriet Fonnesbech|ministerium Fonnesbech]] året efter gik af som følge af en overenskomst i fællesudvalget om Finansloven, trådte han endelig til, efter at først grev [[C.E. Frijs]] havde sagt nej. [[11. juni]] [[1875]] dannedes [[ministeriet Estrup]], i hvilket konseilspræsidenten overtog [[Finansministeriet]]s [[portefølje]].

 

[[Fil:Estrup.jpg|thumb|left|<center>J.B.S. Estrup</center>]]

Fra nu af og til ministeriets afgang 1894 er Estrups historie nogenlunde den samme som landets politiske, og det vil derfor være tilstrækkeligt at påpege nogle få hovedmomenter. Estrup vedkendte sig det som sine to hovedopgaver at hævde regeringens og Landstingets magtstilling over for Folketingets parlamentariske krav, og at få gennemført en sådan udvikling af forsvarsvæsenet, som de ledende militære anså for nødvendig, derunder navnlig en befæstning af København, også mod landsiden. Dette program måtte, efter forholdenes natur, snart bringe ham i skarp konflikt med Folketinget, hvis ledere heller ikke var til sinds at vige tilbage for den kamp, som de to tings så yderst forskelligartede sammensætning før eller senere måtte medføre. Den første af de folketingsopløsninger, som ministeriet Estrups tid var så rig på, kom allerede foråret [[1876]] på forsvarssagen, og førte til et stort nederlag for det ministerielle parti, som tabte ikke mindre end 15 kredse. Estrup, hvis hovedstyrke netop lå i en vis stejl urokkelighed under modgang, og som følte sig stærk ved kongens tillid, ved sit ministeriums ensartethed og ved den stigende opinion i Landstinget og i Højre for, at kampen burde kæmpes til bunds, lod sig imidlertid ikke anfægte væsentlig af det ugunstige valgresultat. Han undlod vel i de nærmest følgende år at bringe forsvarslovene frem igen, men fortsatte i øvrigt i det tidligere spor. Allerede foråret [[1877]] kom det da også til en sprængning af finansloven, og under [[12. april]] 1877 udstedte regeringen en foreløbig finanslov, som dog kun indeholdt hjemmel for afholdelse af de udgifter, som var bevilgede både af Folketing og Landsting. Den foreløbige finanslov betegnedes af Venstre som et grundlovsbrud og fremkaldte en overordentlig bevægelse imod ministeriet; men til gengæld ydede dettes tilhængere det udelt tilslutning, og troen på, at Estrup var den rette mand til at føre kampen mod Venstre til ende, styrkedes mægtigt i hans parti. Konflikten fandt dog en foreløbig afslutning november 1877, da en del af Venstre enedes med Højre om en midlertidig finanslov, og således muliggjorde dennes vedtagelse i begge ting. Estrup havde forholdt sig ret passiv over for denne overenskomst, men i den følgende tid blev hans stilling yderligere styrket ved Venstres splittelse i to grupper, [[Moderate Venstre]] ("det forhandlende Venstre") og det [[Radikale Venstre (1878)]], og ved opløsningsvalget januar [[1879]] på det vestindiske spørgsmål, vandt Højre 12 kredse. Senere opstod endnu en udbrydergruppe, [[Det Folkelige Venstre]]. Splittelsen i Venstre blev nu benyttet til at gennemføre flere vigtige love, navnlig vedrørende forsvarsvæsenet, idet regeringen snart vandt støtte hos den ene, snart hos den anden af Venstre-grupperne.

 

{{uddybende|Højre (1881)}}

Samtidig blev Højre i [[1881]] et formelt parti, der støttede Estrups politik. Partiet bestod oprindeligt af Estrups faste støtter, [[gods (større gård)|godsejerne]], samt Højre-fløjene fra [[De Nationalliberale]] og [[Mellempartiet]]. Højre støttede forsvarssagen, og partiets mærkesag blev opførelsen af [[Københavns Befæstning]]. Højre var regeringsparti frem til [[Systemskiftet]] i 1901.

Godsejerne var de ledende i Højres gruppe i Landstinget. Højres folketingsgruppe var derimod fortrinsvis valgt i [[by]]erne. Omkring [[1880]] var de fleste fra [[middelklassen]] i København og købstæderne højremænd, ligesom mange håndværkere og arbejdere støttede højre. I løbet af [[1880'erne]] gik mange arbejdere over til [[Socialdemokraterne]]. Samtidigt gik frisindede dele af byernes middelklasse over til den radikale fløj i Venstre (det senere [[Radikale Venstre]]). Denne udvikling svækkede gradvist Højres folketingsgruppe.

 

{{uddybende|Provisorietiden}}

Den mere bøjelige og skiftende politik, som den ny situation krævede, var dog ikke helt Estrups sag, og 1881 trak det på ny sammen til konflikt. Modsætningen mellem regeringen på den ene og Venstregrupperne på den anden side skærpedes, medens disse sidste begyndte at nærme sig til hinanden. De to opløsningsvalg forår og sommer 1881 faldt uheldig ud for regeringen, og de skarpe udtryk i det åbne brev, ved hvilket den første af de to opløsninger fandt sted, navnlig de kendte ord om Folketingets manglende "evne eller vilje", blev et samlende kampsignal for oppositionen. Sammenholdet i Højre begyndte også at svækkes noget, hvad der navnlig gav sig udtryk i det såkaldte majforlig [[1882]], ved hvilket Højres nationalliberale fløj satte igennem, at man strakte sig videre i imødekommenhed over for Folketinget, end indflydelsesrige elementer i regering og Landsting syntes om. Venstre benyttede imidlertid ikke de chancer, der således bød sig, og "[[visnepolitikken]]" samlede på ny Højre og styrkede regeringens hænder. Spørgsmålet om Københavns Befæstning kom igen stærkt i forgrunden, og det bar øjensynligt hen imod en konflikt, skarpere og alvorligere end den i 1877. Foråret [[1885]] sprængtes finansloven, og regeringen udstedte en provisorisk finanslov, der gav regeringen myndighed til at få dækket også de udgifter, som Folketinget havde nægtet.

I 1881 blev Estrups datter Magda gift med [[lensgreve]] [[Frederik Christian Moltke]] til [[Bregentved]], en af landets største godsejere. Begivenheden blev fejret efter alle kunstens regler og markerede den gamle [[adel]]s accept og støtte til Estrups regering.

 

[[Fil:Attentatet mod Estrup 1885.jpg|thumb|Det mislykkede attentat på Estrup. [[Xylografi]] i ''[[Illustreret Tidende]]'' 25. oktober 1885]]

I de følgende år var selvfølgelig modsætningen mellem regering og Folketing skarpere end nogensinde, men Højre havde aldrig stået mere sluttet end da, og Estrup aldrig øvet en mere ubestridt myndighed og været mere populær inden for sit parti. Denne stemning i Højre kulminerede, da den unge [[typograf]] [[Julius Rasmussen]] [[21. oktober]] [[1885]] foretog et mislykket attentat på konseilspræsidenten. Julius Rasmussen forsøgte at skyde ham på åben gade uden for Estrups hjem på Toldbodvejen 34 (nu Esplanaden) i København, hvor [[Frederik 6.]]s elskerinde [[fru Dannemand]] havde boet. Det mislykkedes, da den første kugle prellede af på en frakkeknap, mens den anden borede sig ind i porten, hvor man i længere tid kunne beskue hullet.

Ved opløsningsvalget januar [[1887]] genvandt Højre på det nærmeste de hovedstadskredse, det ved det foregående valg havde tabt til oppositionen.

 

Fra 1887 synes der igen at skulle komme gang i lovgivningsarbejdet, og der gjordes fra begge partiers side forsøg på en overenskomst om Finansloven, som dog ikke førte til noget. I samlingen [[1890]]-[[1891|91]] begyndte en forholdsvis frugtbar reformperiode med Estrups billigelse, men uden aktiv ledelse fra hans side. Også under de forligsforhandlinger, som førtes i samlingerne 1892-94, og som [[1. april]] 1894 satte frugt i vedtagelsen af en regelmæssig finanslov, indtog konseilspræsidenten en forholdsvis passiv stilling. Han godkendte dog til sidst forligsgrundlaget, og afgav samme dag, som finansloven vedtoges i Landstinget en erklæring, som stillede hans tilbagetræden i udsigt. Ministeriets afgang fandt derefter sted [[7. august]] samme år. Efter sin fratræden hædredes Estrup af kongen, som allerede [[1878]] havde dekoreret ham med [[Elefantordenen]], ved tildelelse af rang over ministrene. Han var allerede Storkorsridder af [[Dannebrogordenen]] og [[Dannebrogsmand]]. Også Højrepartiet viste ham på forskellig måde sin påskønnelse, og Landstingets Højre valgte ham til sin formand.

 

Estrup så ikke med velvilje på den del af Venstre, som havde fremkaldt det politiske forlig, og næppe heller på dem af sine partifæller, som havde været særlig virksomme for at gennemføre ministerskiftet 1894. Det skyldes sikkert hans indflydelse, når det ny [[Ministeriet Reedtz-Thott|ministerium Reedtz-Thott]] ikke blev sammensat af repræsentanter for begge de politiske retninger, som havde gennemført forliget, men blev et rent Højre-ministerium, hvor så mange som muligt af de tidligere ministre bevarede deres porteføljer. Dette i forbindelse med at ministerskiftet trak ud til august 1894, og at det ny ministeriums optræden i dets første måneder i så ringe grad bar præg af en ændret politisk kurs, spildte forligets frugter, og gav dets modstandere vind i sejlene, så de fik flertal ved Folketingsvalgene i [[1895]]. Siden søgte ministeriet i stærkere grad at drage konsekvenserne af forliget, navnlig ved konseilspræsidentens erklæring i efteråret [[1896]] om, at han hellere ville trække sig tilbage end udstede nogen provisorisk finanslov, og ved indbringelse af forslag til en række ny skattelove, hvoraf indkomst- og formueskatteloven var den vigtigste. Estrup så i ministeriets holdning en slags sabotage af den politik, der var ført indtil 1894, og unddrog det mere og mere partiets støtte, hvad der blev hovedårsagen til dets fald i foråret [[1897]]. Heller ikke det efterfølgende [[Ministeriet Hørring|ministerium Hørring]], som i det væsentlige fortsatte i Reedtz-Thotts spor, var efter hans sind, og september 1898 nægtede han at modtage genvalg til Landstinget. Derimod sympatiserede han mere med den kraftigere Højre-politik, som det var det i foråret [[1900]] tiltrådte [[Ministeriet Sehested|ministerium Sehesteds]] opgave at føre, og han modtog under dette ministerium [[8. september]] 1900 udnævnelse til [[kongevalgt]] Landstingsmand. For at styrke ministeriets stilling ved at bane vej for en gennemførelse af [[skattereform]]en under dets ledelse, medvirkede Estrup til Landstingets Højres tilbud om fuldstændig at opgive [[hartkorn]]sskatterne, men enighed med Folketinget lod sig dog ikke opnå, og juli [[1901]] afløstes den Sehestedske regering af et ministerium, udgået af [[Venstrereformpartiet]]. Overfor dette og de følgende Venstre-ministerier indtog Estrup en udpræget oppositionsstilling, og modsatte sig de vigtigste af dem foreslåede lovgivningsforanstaltninger. Med særlig styrke kæmpede han imod det [[1908]] gennemførte forslag om udvidelse af den kommunale valgret, og det af [[Ministeriet Klaus Berntsen|ministeriet Berntsen]] [[1912]] indbragte grundlovsforslag. J.B.S. Estrup døde [[juleaften]] 1913 på Kongsdal og er begravet på [[Undløse Kirke]]gård ved [[Tølløse]].

 

I [[1915]] efter Estrups død blev Højre og De Frikonservative grundstammen i [[De Konservative|Det konservative Folkeparti]].

 

J.B.S. Estrup blev i 1857<ref>[http://finnholbek.dk/getperson.php?personID=I32555&tree=2 Regitze Charlotte Conradine baronesse Holsten-Charisius f. 21 aug. 1831 Itzehoe, Schleswig-Holstein, Germany d. 20 maj 1896 Bregentved Gods, Haslev (Ringsted H., Sorø): Skeel-...<!-- Bot genereret titel -->]</ref> gift med [[Regitze Holsten]], datter af [[Adam Christopher Holsten-Charisius]], og blev bl.a. fader til [[kammerherre]], [[hofjægermester]] [[Hector Estrup (1860-1914)|Hector Estrup]] til [[Ormstrup (Sahl Sogn)|Ormstrup]] og [[Kongsdal]] (1860-1914), til [[Adam Estrup]] til [[Fårupgård]] (1864-1934) og til [[cand.theol.]] [[Jacob Estrup (1870-1941)|Jacob Estrup]] til [[Skaføgård]] (1870-1941).