== Virke ==
Welhaven blev [[student]] [[1825]] og tog en tid efter fat på det [[teologisk]]e studium,. somHan dogfuldførte ikkehverken interesserededette hameller meget.noget Kortandet efterstudium. atI han havde begyndt dette studium,1828 døde hans fader, [[1828]]far. Han havde med dyb kærlighed sluttetHelt sigfrem til sin fader1840, ogda denneshan dødblev dannerutnævnt dettil første store skille[[lektor]] i hans liv. Den lyse[[filosofi]], fredeligelevede ungdomstid er endt, og kampen drager ind over hans liv. Han må nuWelhaven i Kristiania føre en dobbelt strid, striden for det daglige brød og striden foryderst sineslette evnersøkonomiske gennembrudkår. Han har selv betegnet dette afsnit af sit liv som "Kamp og Nød mellem Fremmede".
Welhaven blevvar et ivrigt medlem af [[Det Norske Studentersamfund|Studentersamfundet]]. Politikkenog havdesjælen i dissealt årindenfor ogsådet herlitterære begyndtliv, atikke spillemindst endet vigtig[[Guldalderen|guldalderen rollei Danmark]]. IMen i tiden omkring [[1830]] ergærede der jodet politisk gæringrundt omkringom i hele [[Europa]], og i Norge optræderoptrådte [[Henrik Wergeland]] i tale og skrift som den begejstredebegejstret talsmand for alle frihedens ideer. Påog sammeen tidstærk varmodstander hanaf særskiltbåde den ægte norskheds forsvarer såvel mod overgreb fra [[Sverige|svensksvenske]] kongemagt somog mod for stærk indflydelse fraden [[Danmark|danskdanske]] åndsmagt. Tidligt luftede han sin uvilje mod den æstetiske retning med Welhavens slægtning J.L. Heiberg i spidsen, og krænkede i sine digte Welhavens æstetiske sans, så han blev nødt til at give sin forargelse luft og værge skønhedens tempel mod denne barbar.
Den første tid af Welhavens forfattervirksomhed blev dermed præget af hans strid med Wergeland. Sommeren 1830 rykkede han ud med digtet ''Til Henrik Wergeland'' og begyndte med spørgsmålet: "''Hvor længe vil du rase mod [[Fornuft]]en?''" - indledningen til den langvarige og bitre strid, kaldt '''Stumpefejden''', mellem de to digtere og de to partier, der støttede dem. Stumpefejden udbrød i september 1831, da de to begyndte at udveksle spottende [[epigram]]mer i Studentersamfundets håndskrevne blad. Fejdens navn skyldes et brev fra Wergeland (under [[pseudonym]]et Siful Sifadda) til Studentersamfundet, hvor han understregede [[satire]]ns betydning: "''frem med bidende Smaastumper!''" Fejden blev offentlig, da C.N. Schwach<ref>https://snl.no/Conrad_Nicolai_Schwach</ref> i [[Trondheim]] uden Welhavens vidende udgav hans "stumper" under titlen ''Tre Dosin Complementer til Henrik Wergeland'' (1832). Wergeland svarede med samme mønt i to udgivelser af ''Sifuliner'', og Welhaven svarede med sine ''tre Tylvter, Supplementer til Siful Sifaddas Stumper''.<ref>http://runeberg.org/jswsaml/1/0135.html</ref> Stumpefeiden kulminerede i Welhavens kritiske værk ''Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik ved Aktstykker oplyste'' (1832).<ref>https://snl.no/Stumpefeiden</ref> Welhaven var bedre anlagt for det forstandsmæssige, pointerede vid end sin modstander.
Welhaven har i sin første studentertid sikkerlig ikke været nogen lidenskabelig politiker; han har været forarget over det politiske skrål, fordi det overdøvede deres stemme, som tolkede interesser, han i langt højere grad synes fortjente at agtes på. Han slutter sig til en mindre kreds af kammerater, som er optagne af litterære sysler, og han bliver i Studentersamfundet snart sjælen i alt, som har med det litterære liv at gøre. Det var ganske naturligt, at disse mænd, som led under åndsfattigdommen hjemme, var stærkt optagne af det [[Guldalderen|rige litterære liv i Danmark]].
Påsamme tid blev Welhaven valgt ind i redaktionen af [[ugeskrift]]et ''Vidar'' sammen med [[A.M. Schweigaard]], [[P.A. Munch]] og [[Frederik Stang]]. Bladet blev udgivet af disse mænds parti. Welhaven var derefter væsentligt anmelder og [[kritiker]]. Det har han oplevet som en stor og vigtig gerning. Han var påvirket af [[Schiller]] og [[Goethe]], men frem for alt af sin slægtning J.L. Heiberg. Selvbeherskelsens og det rolige overlægs æstetik lagde Welhaven som mål på Wergelands næmest brusende ungdomsdigte.
Den første tid af Welhavens forfattervirksomhed får sit præg af hans strid med Wergeland. Denne krænker i sine digte i den grad den æstetiske sans hos Welhaven, at han ikke mere kan holde sig tilbage. Det bliver en uimodståelig trang for ham at træde frem for at værge skønhedens tempel mod barbaren. Han rykker sommeren 1830 ud med et digt "Til Henrik Wergeland" og begynder med spørgsmålet: "Hvor længe vil du rase mod Fornuften?". Dette digt er indledningen til den langvarige og bitre
strid mellem de to digtere og de to partier, som fylkede sig om dem.
Striden førtes efter nogen tid over i Studentersamfundet, idet Wergeland til samfundets blad sendte sine "Stumper", kåde småvers fyldte med spot. Spotten gik naturligvis også ud over Welhaven, og denne svarer i sine "Tylvter" med samme mønt. I
denne stevkamp er de to kæmpers personlige grovheder mod hinanden lige store; den ene part skylder den anden intet. Men Welhaven var ganske anderledes anlagt for det forstandsmæssige, pointerede vid end sin modstander. Fra den tidligste tid af sit forfatterskab havde Wergeland udtalt sin uvilje mod den æstetiske retning, som i Danmark havde sin talsmand i J.L. Heiberg.
Det er netop en lærling af denne mand, han ser i Welhaven. Sommeren [[1832]] kommer Welhavens hovedindlæg i striden, bogen:
''Henrik Wergelands Digtekunst og Polemik ved Aktstykker oplyste''. Til samme tid vælges han sammen med [[A.M. Schweigaard]], [[P.A. Munch]] og [[Frederik Stang]] ind i redaktionen af [[ugeskrift]]et "Vidar", som blev udgivet af disse mænds parti. Der kommer nu en tid, da Welhaven optræder for offentligheden væsentlig som [[kritiker]]. Og han har i denne periode visselig også i en kritikers arbejde set sin nærmeste opgave. Det har stået for ham, som han havde en stor og vigtig gerning at gøre; den moderne æstetiske kritik måtte have sin repræsentant også i Norge.
Her har man hidtil manglet den saglige kritik, som, uden at tage andre hensyn, alene holder sig til værkets æstetiske Værd. Welhaven er i sin kritik påvirket af [[Schiller]] og [[Goethe]], men frem for alt af J.L. Heiberg. Som fuldendt skal kritikken stemple dette værk, som i teknisk henseende er udadleligt. Denne selvbeherskelsens og det rolige overlægs æstetik lægger Welhaven som mål på Wergelands ungdomsdigte, disse digte, som i brusende vårflom skyller over alle kunstens marker, river alle gærder ned. Disse digte, som er skrevne i beruselse af elskov, af elskov til alt, som ånder og lever, og hvad der ikke ånder, kalder digterens mægtige fantasi til live, så der intet er, denne elskov ikke lægger ind til sit hjerte.
Ligem over for dette voldsomme vårbrud samler Welhaven sin tanke om alt, som kan dæmme ind, sætte grænser. Han finder, at fuldkommen mangel på klarhed og besindighed i udførelsen er grunddraget i Wergelands digtning. Welhavens kritik af Henrik Wergeland blev mødt af dennes fader, [[Nicolai Wergeland]], som forfattede et helt modskrift ''Retfærdig Bedømmelse af Henrik Wergelands Poesi og Karakter''. Welhaven giver ikke et særskilt svar på dette skrift; han forbereder et angreb i en anden form. Hans syn har udvidet sig; han ser, at de samme falske begreber og uklarheder, som ligger på bunden af den æstetiske råhed, også volder det politiske rabalder. Det er digterfriheden og den politiske frihed, som misforstås, ifølge Welhaven.
|