|
Kinas egentlige historie kan ikke føres længere tilbage end til 1122 eller 1050 f. Kr., da det såkaldte [[Zhou-dynastiet|Zhou-dynasti]] kom til magten. Men før dette nævnes endnu to andre herskerhuse, [[Hsia|Xia]] og [[Shang-dynastiet|Shang]], og forud for dem går de 5 store mytiske herskere, under hvem samfund og stat grundlagdes, og med hvem man når endnu nogle hundrede år længere tilbage i tiden (indtil 2852).<ref name="Fontenay 876">[http://runeberg.org/salmonsen/2/13/0894.html Fontenay (1922), s. 876]</ref>
Den første store hersker var [[''Fu-hi'' ([[pinyin]] {{illsup|en|Fu Xi}}), samfundets grundlægger, der lærte folket jagt, fiskefangst, kvægavl og kogning, og som indførte [[ægteskab]]et;, hamopfindelsen af [[skrifttegn]] og de første strengeinstrumenter. Historiker og gesandt [[Frank le Sage de Fontenay]] tilskrivestilskriver også Fu Xi 'den kinesiske [[tidsregning]]', hvilket nok må tolkes som en vurdering af den venerabilitet hvormed de lærde embedsmænd i Kina's gamle dynastierer omgikkes den overleverede vidensarv, opfindelsenog vel Fu Xi specielt, som grundlæggeren af [[skrifttegnmenneske]]ts og de første strengeinstrumentersamfund. Efter hamFu Xi kom [[Shennung]], den guddommelige [[agerbruger]], der opfandt [[plov]]en og opdagede planternes lægekraft, [[Hwangti]], der vel må kaldes statens ordner, og som inddelte landet i landskaber; endelig Jao og Shun, hvis herskertid var Kinas guldalder. Under Jao indtraf den store kinesiske vandflod omtrent 2.300, og med ham begynder [[Kung-fu-tse]] sin historiske fremstilling. [[Xia-dynastiet]]s grundlægger Yu udførte store [[dæmning]]sarbejder for at sikre landet mod [[Den Gule Flod|Hoanghos]] (Den Gule Flod) oversvømmelser. Efter Yu blev kejserdømmet arveligt i hans æt, Hsia-k1anen, der efter kinesisk sagntidsregning siges at have regeret 2205—1766, eller efter en anden beregning 1989—1557. Den sidste af slægten, [[Kieh-Kwei]], var en [[tyran]] og ødeland og blev derfor styrtet ved et oprør af Tsheng-Tang. Gennem denne overførtes førerskabet blandt stammerne til [[Shang-dynastiet|Shang- eller Yin-dynastiet]] indtil 1122 eller 1050.<ref name="Fontenay 876"/> Hele denne ældste kinesiske historie er imidlertid ganske sagnagtig. Hovedkilden til den er [[Konfutse]]s Shujing, der i virkeligheden ikke er andet end filosofiske samfundsbetragtninger, lagt i munden på sagnenes ophøjede kejservismænd. Den kinesiske tidsregning for hele oldtidshistorien er ganske værdiløs.<ref name="Fontenay 876"/> Flere kejsere regerer ca. 100 år, og kronologien bestemmes ved to beregninger, der for den ældste tids vedkommende differerer med over 200 år, en forskel, der efterhånden formindskes og forsvinder helt ca. 850. Sagnhistorien må derfor ses under en stærkt forkortet synsvinkel, og de gamle kejsere kan vanskeligt opfattes som mere end stammehøvdinge, der herskede over et ret begrænset område. Først i eftertidens historieskrivning opfattedes de som kejsere over det samme Kina, som eftertiden havde for Øje.<ref name="Fontenay 876"/>{{Forældet kilde}}
Efterhånden degenererede også [[Shang-dynastiet]]s kejsere, og den sidste af dem, Show-Sin (1154—22) betegnes af filosofihistorikerne som en forbryderisk og grusom tyran, der afsattes af [[Wu-Wang]], hertug af Tshou, og lod sig indebrænde med sin berygtede frille, Ta-ki.<ref name="Fontenay 876"/>
|
