Slaget ved Hemmingstedt: Forskelle mellem versioner

Ditmarsken ligger mellem floderne [[Elben]] og [[Ejderen]] i umiddelbar tilknytning til Holsten. Allerede i 1227 var området blevet en selvstændig [[republik]], som styredes af selvejende bønder, og de havde siden da formået at værne deres selvstyre mod alle, som ønskede at underkue området. En fordel for forsvarerne var, at området var fladt og havde få veje samt var sumpet, gennemtrænt af vand og fuldt af [[dige]]r.<ref name="HE156">Harrison & Eriksson, s. 156</ref><ref name="S377">Sundberg, s. 377</ref> Da [[grevskabet Holsten]] i 1474 blev et hertugdømme<ref name="HE156" />, havde den [[Tysk-romerske kejser|tysk-romerske kejser]] tillige slået fast, at Holsten omfattede Ditmarsken, som dermed skulle lyde under den danske konge, som var indehaver af den holstenske hertugtitel.<ref name="L384">Larsson, s. 384</ref> Ditmarskens indbyggere nægtede at acceptere dette og anså sig i stedet som en selvstændig enhed, der hørte under ærkebispen af [[Bremen]]<ref name="H213">Huldén, s. 213</ref>, skønt de længe også havde gjort modstand mod Bremen.<ref name="HE156" /> Da kong Hans og hans broder [[Frederik 1. af Danmark|hertug Frederik]] ville underkue ditmarskerne en gang for alle, benyttede de som begrundelse, at bønderne nægtede at udføre [[dagsarbejde]] ved opførelsen af borge i Holsten<ref name="L384" />, og at der var opstået konflikter vedrørende sildefiskeriet ved øen [[Helgoland]].<ref name="H213" />

Efter at kong Hans havde sikret sig, at [[Hansaen]] ville forholde sig neutral, drog han i januar år 1500 sammen en stor hær ind i Holsten, som samledes i [[Neumünster]].<ref name="H213" /> Det danske og holstenske adelsrytteri talte omkring 2.000 mand og forstærkedes med 1.000 [[lejesoldat]]er fra [[Sachsen]]<ref name="L384" /> ledede af den i samtiden berygtede hærfører Thomas Schlentz.<ref name="H213" /><ref name="S377" /> Sammen med udskrevne fodfolk fra danske og holstenske byer og herreder talte den kombinerede dansk-holstenske hær omkring 10.000 mand.<ref name="L384" /><ref name="Cle135"/> Efter som angriberne forventede en hurtig og let sejr, medbragte de også en stor mængde [[Tross (militær)|trosstrossvogne]]vogne for at kunne bringe det forventede bytte med sig tilbage.<ref name="S377" />

[[BilledeFil:Wahrdigarr.JPG|thumb|Mindesmærke ved Hemmingstedt]]

[[FileFil:Ditmarskertoget_-_Rasmus_Christiansen_(17029)_-_cropped.png|thumb|left|Kampen mellem danskere og ditmarskere skildret af [[Rasmus Christiansen]], 1891.]]

Efter den 13. februar 1500 at have plyndret og nedbrændt Meldorf og massakreret byens indbyggere afventede kongen og hans hær et vejrskifte, der skulle muliggøre videre fremrykning. Efter indtagelsen af Meldorf var vejret slået om i tø<ref name="L384" />, og føret var ufremkommeligt, hvorfor man håbede på frost. Den 17. februar 1500 vurderede Kong Hans, at de økonomiske omkostninger ved at have 10.000 mand stående ubeskæftigede var for store, og han traf beslutning om fremrykning trods advarsler fra sine rådgivere. Nu begyndte hæren imidlertid at støde ind i problemer, efter som den indtil da frosne [[marsk]] ikke lod sig befærde<ref name="H213" />, og vejene forvandledes til søle.<ref name="S378">Sundberg, s. 378</ref>

I mellemtiden havde ditmarskerne fanget og afhørt en af kongens mænd, som var sendt ud for at rekognoscere. De indhentede gennem ham oplysninger om kongens planer (og planlagte rute), og kastede i nattens løb en jordvold op på tværs af den smalle vej, hæren måtte forcere. Desuden åbnede de sluserne mod [[Nordsøen]], som havde opdæmmet de lavtliggende områder, hvorved de oversvømmedes.<ref name="Cle135"/><ref name="H213" /> Herved fratoges den store hær muligheden for at udnytte deres overtal i terrænet, og de blev tvunget til at blive på den smalle, mudrede vej, ad hvilken de var kommet.<ref name="L384" /> Da den danske hær mødte en [[Skanse (forsvarsanlæg)|skanse]], hvor ditmarskerne havde opstillet små kanoner, var deres egne kanoner ubrugelige på grund af vådt krudt. <ref name="Cle135"/> Ditmarskerne angreb, ifølge overleveringen, Kong Hans' hær under kampråbet ''Help, Maria Milde'' og forårsagede øjeblikkelig forvirring og store tab, og det stod efterhånden klart, at et forsmædeligt tilbagetog var danskernes eneste udvej. Men grundet hærens betragtelige tross-vogne, som spærrede vejen bagud, var den ude af stand til at vende om og slippe væk. Man forsøgte i desperation at vælte vognene i vandet, og Kong Hans undslap selv kun med nød og næppe.

* [http://www.beirat-fuer-geschichte.de/fileadmin/pdf/band_12/Demokratische_Geschichte_Band_12_Essay_3.pdf Reimer Witt: "Die Schlacht bei Hemmingstedt – Wahrheit und Legende"; s. 33 - 48] (tysk)