Fulko af Jerusalem: Forskelle mellem versioner

'''Fulko''' ({{Lang-la|Fulco}}, {{Lang-fr|Foulque}} eller ''Foulques''; ca. 1089/92 – 13. november 1143), også kendt som '''Fulko den Yngre''',) var greve af Anjou (som '''Fulko 5.''') fra 1109 til 1129 og [[konge af Jerusalem]] fra 1131 til sin død. Under hans styre nåede [[Kongeriget Jerusalem]] dets største territoriale omfang.

Fulko blev født i [[Angers]] mellem 1089 og 1092, søn af grev [[Fulko 4. af Anjou]] og [[Bertrade de Montfort]]. I 1092 forlod Bertrade sin mand og giftede sig med Kong [[Filip 1. af Frankrig]],. hvilketDet gjorde hende til bigamist.

Han blev greve af Anjou ved sin fars død i 1109. Året efter giftede han sig med [[Ermengarde af Maine]] og styrkede den angevinskeAnjous kontrol over Grevskabet [[Maine (provins)|Maine]].

Han var oprindeligt enoprindelig modstander af Kongkong [[Henrik 1. af England]] og støttede Kongkong [[Ludvig 6. af Frankrig]], men i 1118 eller 1119 blev han allieret med Henrik, da han arrangerede, at hans datter [[Matilde af Anjou|Matilde]] skulle giftes med Henriks søn og arving, [[Vilhelm Adelin]]. Fulko drog på [[korstog]] i 1119 eller 1120 og sluttede sig til [[Tempelridderne]] (Orderic Vitalis). Han vendte tilbage i slutningen af 1121, hvorefter han begyndte at understøtte tempelridderne finansielt og ernærede to riddere i [[Det Hellige Land|Det hellige land]] i et år. Meget senere arrangerede Henrik, at hans datter [[Matilde af England|Matilde]] skulle giftes med Fulkos søn [[Godfred 5. af Anjou|Godfred af Anjou]], hvilket hun gjorde i 1127 eller 1128.

I 1127 forberedte Fulko sig på at vende tilbage til [[Anjou|Anjou,]] da han modtog en ambassade fra Kongkong [[Balduin 2. af Jerusalem]]. Balduin 2.Kongen havde ingen mandlige arvinger, men havde allerede udpeget sin datter [[Melisende af Jerusalem|Melisende]] til at efterfølge sig. Balduin 2. ville beskytte sin datters arv ved at gifte hende med en magtfuld herre. Fulko var en velhavende korsfarer og, erfaren hærfører - og enkemand. Hans erfaring på området ville være uvurderlig for en grænsestat altid i krig.

Fulko holdtønskede dog på bedre vilkårmere end blot at være dronningens mand. Han ville være konge sammen med Melisende. Efter at have reflekteret over over Fulkos formue og militære erfaring, indvilligede Balduin 2. Fulko abdicerede som greve af Anjou til fordel for sin søn Godfred og rejste til [[Jerusalem]], hvor han blev gift med [[Melisende af Jerusalem|Melisende]] den 2. juni 1129. Senere styrkede Balduin 2. Melisendes position i kongeriget ved at gøre hende til den eneste værge for hendes søn med Fulko, [[Balduin 3. af Jerusalem|Balduin 3.]], født i 1130.

Fulko og Melisende blev fælles herskere afover Jerusalem i 1131 ved Balduin 2.'s død. Fra startenFørst overtog Fulko alene kontrollen over styret og ekskluderede Melisende aldeles. Han foretrak landsmænd fra Anjou frem for den oprindelige adel. De andre korsfarerstater mod nord frygtede, at Fulko ville forsøge at påtvinge Jerusalems overherredømme over dem, som Balduin 2. havde gjort., Menog da Fulko var langt mindre magtfuld end sin afdøde svigerfar, afviste de nordlige stater hans myndighed. Melisendes søster [[Alix af Jerusalem|Alix]], enkefyrstinde af Antiochia, som var blevet sendt i eksil fra sit fyrstendømme af Balduin 2., overtog atter kontrollen over Antiochia efter sin fars død. Hun allierede sig med [[Pons af Tripoli]] og [[Joscelin 2., greve af Edessa|Joscelin 2. af Edessa]] for at forhindre Fulko i at marchere nordpå i 1132. Fulko og Pons udkæmpede et kort slag, inden der blev sluttet fred, og Alice blev atter sendt i eksil.

Også i Jerusalem mødte Fulko modstand fra den anden generation af kristne i Jerusalem, der var vokset op siden det første korstog. Disse "indfødte" fokuserede på Melisendes fætter, den populære [[Hugo 2. af Le Puiset, greve af Jaffa|Hugo 2. af Le Puiset]], greve Jaffa, der var hengiven loyal over for dronningen. Fulko så Hugo som en rival, og det hjalp ikke, at Hugos egen stedsøn beskyldte ham for illoyalitet. I 1134 beskyldte Fulko ham for utroskab med Melisende for at udstille Hugo. Hugo gjorde oprør i protest. Hugo sikrede sig Jaffa og allierede sig med muslimerne i [[Ashkelon]]. Han var i stand til at besejre den hær, der blev sendt mod ham af Fulko, men denne situationsituationen var ikke holdbar. Den katolske patriark af Jerusalem greb ind i konflikten, måske efter anmodning fra Melisende. Fulko accepterede en fredsafslutningfredsslutning, og Hugo blev udvist fra kongeriget i tre år, en lempelig straf.

Der blev imidlertid foretaget et attentatforsøg på Hugo. Fulko eller hans støtter blev almindeligt anset som ansvarlige, skønt direkte beviser aldrig dukkede op. Skandalen var alt, hvad der var nødvendigt for, at dronningens parti kunne overtage styret i det, der reelt var et paladskup. Forfatter og historiker Bernard Hamilton skrev, at Fulkos støtter "gik rundt i frygt for deres liv" i paladset. Den samtidige forfatter og historiker [[Vilhelm af Tyrus]] skrev om Fulko "han forsøgte aldrig at tage initiativet, selv ikke i trivielle anliggender, uden (Melisendes) samtykke". Resultatet var, at Melisende havde den direkte og ubestridelige kontrol over regeringen fra 1136 og frem. På et tidspunkt indenInden 1136 blev Fulko forsonet med sin hustru og deres anden søn [[Amalrik 1. af Jerusalem|Amalrik]] blev født.

Jerusalems nordlige grænse var en stor bekymring. Fulko var blevet udnævnt til regent for [[Fyrstendømmet Antiochia]] af Balduin 2. Som regent fik han [[Raymond af Poitou]] gift sig den spæde [[Konstance af Antiochia]], datter af [[Bohemund 2. af Antiokia|Bohemund 2.]] og [[Alix af Jerusalem]], og Melisendes niece. Den største bekymring under Fulkos regeringstid var imidlertid den stadig mægtigere [[Atabeg]] [[Ad-Din Zangi]] af [[Mosul]] .

Fulko styrkede også rigets sydlige grænsesydgrænse. Hans hovmester Paganus opførte fæstningen Kerak øst for [[Det Døde Hav]], og for at hjælpe med at give kongeriget adgang til [[Det Røde Hav]] fik Fulko [[Tell es-Safi|Blanchegarde]], [[Ibelin (fæstning)|Ibelin]] og andre forter bygget i sydvest for at overvælde den [[Egypten|egyptiske]] fæstning ved [[Ashkelon]]. Denne by var en base, hvorfra de egyptiske [[Fatimide-kalifatet|fatimider]] lancerede hyppige angreb på Kongeriget Jerusalem, og Fulko søgte at neutralisere denne trussel.

I 1137 og 1142 ankom [[Byzantinske kejser|den byzantinske kejser]] [[Johannes 2. (Østrom)|Johannes 2. Komnenos]] til [[Syrien]] for at forsøge at påtvinge den [[Det Byzantinske Rige|byzantinske]] kontrol over [[korsfarerstat]]erne. Johannes' intention om at foretage en pilgrimsrejse til Jerusalem ledsaget af sin imponerende hær alarmerede Fulko, der skrev til Johannes og påpegede, at hans rige var fattigt og ikke kunne støtte passagen af en stor hær. Dette lunkne svar overtalte Johannes til ikke at gennemføre sin intention, og han udsatte sin pilgrimsrejse. Johannes døde, inden han kunne gennemføre sin foreslåede rejse til Jerusalem.<ref>Runciman, (1952) A History of the Crusades, Vol. II: The Kingdom of Jerusalem, Cambridge University Press. pp. 212-213, 222-224</ref>

I 1143, mens kongen og dronningen var i [[Akko]], blev Fulko dræbt i en jagtulykke.<ref>''Life among the Europeans in Palestine and Syria in the Twelfth and Thirteenth Centuries'', Urban Tignor Holmes, ''A History of the Crusades: The Art and Architecture of the Crusader States'', Volume IV, ed. Kenneth M. Setton and Harry W. Hazard, (University of Wisconsin Press, 1977), 19.</ref> Hans hest snublede, faldt, og Fulkos kranium blev knust af sadlen, "og hans hjernemasse sprøjtede ud fra både ører og næsebor", som [[Vilhelm af Tyrus]] beskrevskrev. Han blev ført tilbage til Akko, hvor han lå bevidstløs i tre dage, inden han døde. Han blev begravet i [[Gravkirken]] i Jerusalem. SelvomSelv om deres ægteskab var begyndt i konflikt, sørgede Melisende forover ham både privat såvel somog offentligt. Fulko blev overlevet af sin søn Godfred af Anjou fra hans første ægteskab, og Balduin 3. og Amalric 1. fra ægteskabet med Melisende.

Vilhelm af Tyrus beskrev Fulko som en dygtig soldat og dygtig politiker, men observerede, at Fulko ikke i tilstrækkelig grad deltog i forsvaret af korsfarerstaterne mod nord. Krønikeskriveren [[Ibn al-Qalanisi]] (der kalder ham ''al-Kund Anjur'', en arabisk gengivelse af "greve af Anjou") siger, at "han ikke var forsvarlig i sin dømmekraft og heller ikke succesfuld med sin administration." Zangi'ernes fortsatte deres angreb på korsfarerstaterne, som kulminerede med [[Grevskabet Edessa]]s fald i 1144,. hvilketDet førte til [[Korstog|Det 2. korstog]] (se [[Belejringen af Edessa (1144)|belejringen af Edessa]]).