|
[[Andrew Johnson]] [[1865]]</td></tr></table>
</table>
'''Abraham Lincoln''' var [[USA]]'s 16. præsident, og den første præsident fra det republikanske parti. Han var præsident under [[amerikanske borgerkrig|borgerkrigen]] 1861-1865 og var som sådan ansvarlig for slaveriets ophævelse. Han anses i dag for en af de største præsidenter, USA nogensinde har haft. Han blev myrdet i Ford-teatret[[Fords Theatre]] i [[Washington]] den 14. april 1865, mens han så ''[[Our American Cousin]]''. Drabsmanden var [[Shakespeare]]-skuespilleren [[John Wilkes Booth]].
==Barndom og ungdom==
Debatterne mellem Douglas og Lincoln endte med, at Lincoln stillede op mod Douglas til [[senatet]]. Selvom Lincoln vandt med hensyn til stemmeantal, medførte stemmefordelingen at Douglas vandt. Men de ophedede debatter og Lincolns mange gode taler gjorde, at han nu var kendt langt ud over Illinois' grænser.
==Lincoln som præsident==
==Præsidentkandidat==
Det var aviserne[[avis]]erne, der først opfordrede Lincoln til at opstille til præsidentvalget[[præsidentvalg]]et i 1860. Først i hjemstaten Illinois, siden på landsplan. I starten var Lincoln modvillig, men efterhånden indtog han rollen som [[præsidentkandidat]]. Samme år drog Lincoln til [[New York]], hvor han holdt en tale til unge republikanere. Talen blev ustandselig afbrudt af klapsalver, og da den var forbi, var hele salen på benene. En avisreporter, Noah Brooks, skrev om hændelsen: ”Ingen mand har nogensinde før gjort så stort et førstegangs-indtryk på et New York-publikum ... Han er det største siden [[Skt. Paulus]]!”{{kilde mangler}} I [[New England]] brugte Lincoln en skomagerstrejke til at tale mod slaveriet:
{{citat|Jeg er glad for at se, at der i New England er et arbejdersystem, der tillader arbejdere at strejke når de vil, hvor de ikke er nødt til at arbejde uanset deres omstændigheder og ikke er bundet til et arbejde, uanset om de får løn eller ej. Jeg kan lide dette system, hvor en mand kan sige op, hvis han vil og jeg ville ønske det slog igennem overalt!}}
I dette år drog Lincoln til [[New York]], hvor han holdt en tale til unge republikanere. Talen blev ustandselig afbrudt af klapsalver, og da den var forbi, var hele salen på benene. En avisreporter, Noah Brooks, skrev om hændelsen: ”Ingen mand har nogensinde før gjort så stort et førstegangs-indtryk på et New York-publikum ... Han er det største siden [[Skt. Paulus]]!”
I maj 1860 mødtes republikanere fra hele USA til [[konvent]]et i [[Chicago]] for at vælge en præsidentkandidat. Dengang var det sædvane, at kandidaterne ikke mødte op. Til gengæld var deres folk på plads. Spidskandidaten var [[William H. Seward]], men Lincolns folk fulgte dén [[strategi]] at samle alle, der ikke var ''for'' Seward. Løfter blev tilgengæld afgivet og embeder lovet. Der blev sågår udstedt falske adgangsbilletter til konventet til Lincolns tilhængere. Dette betød, at da Sewards tilhængere, overbevist om deres kandidats snarlige sejr, måtte se deres pladser optaget, da de ankom til konventet - de blev i stor stil nægtet adgang. Ved tredje afstemning havde Lincoln sikret sig præsidentkandidaturet, og blev dermed det unge republikanske partis anden præsidentkandidat. Han modtog selv nyheden om nomineringen hjemme i Springfield og gik roligt hjem for at fortælle det til sin hustru.
I [[New England]] brugte han en skomagerstrejke til at tale mod slaveriet:
Ved præsidentvalget genopstillede [[James Buchanan]] ikke. Splittelsen mellem nord og syd betød, at norden opstillede Stephen A. Douglas - Lincolns gamle modpart - syden opstillede [[John C. Breckinridge]] og tidligere Whigs og [[Know Nothing]]s-folk opstillede parret [[Bell-Everett]]. Med en sådan splittelse blandt demokraterne var en republikansk sejr sikker. Lincoln modtog cirka ½ million flere stemmer end sin nærmeste modstander, Douglas, der fik 1,3 mio. stemmer. Abraham Lincoln var dermed valgt til USA’s 16. præsident med indsættelse i embedet den 4. marts 1861.
”Jeg er glad for at se, at der i New England er et arbejdersystem, der tillader arbejdere at strejke når de vil, hvor de ikke er nødt til at arbejde uanset deres omstændigheder og ikke er bundet til et arbejde, uanset om de får løn eller ej. Jeg kan lide dette system, hvor en mand kan sige op, hvis han vil og jeg ville ønske det slog igennem overalt!”
I maj 1860 mødtes republikanere fra hele USA til konventet i [[Chicago]] for at vælge en [[præsidentkandidat]]. Dengang var det sædvane, at kandidaterne ikke mødte op. Til gengæld var kandidaternes folk på plads. Spidskandidaten var [http://en.wikipedia.org/wiki/William_H._Seward William H. Seward]. Lincolns folk fulgte den strategi at samle alle, der ikke var ''for'' Seward. Løfter blev afgivet og embeder lovet. Der blev sågår udstedt falske adgangsbilletter til konventet til Lincolns tilhængere. Dette betød, at da Sewards tilhængere, overbevist om deres kandidats snarlige sejr, ankom til konventet, måtte se deres pladser optaget. De blev i stor stil nægtet adgang.
Ved tredje afstemning havde Lincoln sikret sig præsidentkandidaturet, og blev dermed det unge republikanske partis anden præsidentkandidat.
Lincoln modtog nyheden om nomineringen hjemme i Springfield, og gik roligt hjem for at fortælle det til sin hustru.
Ved præsidentvalget genopstillede James Buchanan ikke. Splittelsen mellem nord og syd betød, at norden opstillede Stephen A. Douglas, Lincolns gamle modpart, syden opstillede John C. Breckinridge og tidligere Whigs og Know Nothings-folk opstillede parret Bell-Everett.
Med en sådan splittelse blandt demokraterne var en republikansk sejr sikker. Lincoln modtog cirka ½ million flere stemmer end sin nærmeste modstander, Douglas, der fik 1,3 mio. stemmer.
Abraham Lincoln var valgt til USA’s 16. præsident med indsættelse i embedet den 4. marts 1861.
===Indsættelsen===
Undervejs til præsidentindsættelsen blev Lincoln udsat for adskillige mordtrusler grundet den stigende spænding mellem nord- og sydstaterne. Han valgte derfor at rejse [[inkognito]] på en del af strækningen, hvilket visse aviser brugte imod ham. De fremstillede ham som en [[kujon]] i satiriske tegninger og tekster. Snart efter sin ankomst til Washington mødtes den kommende præsident med [[Peace Conference]]-medlemmer. ("Peace Conference" var en forsamling, der søgte at dølge uenighederne mellem nord- og sydstaterne, for at forhindre en splittelse af unionen USA). Til disse udtalte Lincoln: "Min kurs er klar som en ensrettet gade; Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vej vi skal. Hvad nu, hvis vi stopper alle diskussioner og blot prøver at efterleve konstitutionen og lovgivningen? Tror De ikke, at de ville virke?"{{kilde mangler}}
Da Lincoln blev modtaget af Præsident Buchanan skal denne have udtalt: "Jeg håber, de er lige så glad for at flytte ind (i Det Hvide Hus), som jeg er for at flytte ud".{{kilde mangler}} I sin [[indsættelsestale]] valgte Lincoln at holde fast ved [[konstitutionen]]s ord om lighed for alle. Samtidig sagde han, at bortset fra, hvad den krævede, ønskede han intet fra de enkelte stater. Han advarede sydstaterne mod at gøre oprør, og mod slutningen af talen sagde han:
Snart efter sin ankomst til Washington mødtes den kommende præsident med Peace Conference-medlemmer. ''Peace Conference'' var en forsamling, der søgte at dølge uenighederne mellem nord- og sydstaterne, for at forhindre en splittelse af unionen USA. Til disse udtalte Lincoln:
{{citat|I Deres hænder, mine utilfredse landsmænd, og ikke i mine, ligger det store spørgsmål om borgerkrig. Regeringen vil ikke angribe Dem. De kan ikke få en konflikt, medmindre De selv starter den. De har ikke afgivet en ed til himlen om at ødelægge regeringen, hvorimod jeg har afgivet en ed om at bevare, beskytte og forsvare den".}}
"Min kurs er klar som en ensrettet gade; Jeg er ikke i tvivl om, hvilken vej vi skal. Hvad nu, hvis vi stopper alle diskussioner og blot prøver at efterleve konstitutionen og lovgivningen? Tror De ikke, at de ville virke?"
Til sidst søgte den nyindsatte præsident at forsone unionen med henvisning til de fælles krige og de fælles døde. Men borgerkrigen var ved at begynde i et [[fort]] i [[South Carolina]], og dagen efter indsættelsen var begyndelsen på den amerikanske borgerkrig. Der kom meddelelse fra [[Fort Sumter]] i [[Charleston]], South Carolina, om, at fortet ”enten måtte få forsyninger i løbet af seks uger eller forlades”.{{kilde mangler}} Fortet lå et i en af de seks stater, der på grund af slavespørgsmålet allerede havde forladt unionen. Det blev derfor et symbol på USA’s fremtid: Hvis fortet blev opretholdt, ville det for nordstaterne betyde bevarelse af den føderale autoritet; for sydstaterne ville det betyde ydmygelse og fornærmelse. Lincoln tøvede, og de frafaldne stater anså dette for svaghed. Den 12. april 1861 beskød Charlestons’ [[artilleri]] fort Sumter. Dermed var der syv frafaldne stater, og krigen mellem de frafaldne og unionen var begyndt.
Da Lincoln blev modtaget af Præsident Buchanan skal denne have udtalt: "Jeg håber de er lige så glad for at flytte ind (i Det Hvide Hus), som jeg er for at flytte ud."
Angrebet på fortet fjernede enhver tøven hos Lincoln. Der blev indkaldt 75.000 mand til unionens forsvar, og Lincoln satte spørgsmålet på spidsen og adresserede kongressen:
I sin indsættelsestale valgte Lincoln at holde fast ved konstitutionens ord om lighed for alle. Samtidig sagde han, at bortset fra, hvad konstitutionen krævede, ønskede han intet fra de enkelte stater. Han advarede sydstaterne mod at gøre oprør og mod slutningen af talen sagde han:
{{citat|Denne sag vedrører andet og mere end USA’s skæbne. Den stiller hele menneskeheden det spørgsmål, om en konstituel republik, et demokrati – en regering valgt fra folket, af hele folket – kan eller ikke kan bevare sit territorie, i kamp mod sine egne indenlandske fjender. … Vi må afgøre dette spørgsmål nu: Om en fri regering skal væltes af et mindretal, når dette ønsker det. Mislykkes vi, vil det i overmål vise folkets manglende evne til at regere over sig selv.}}
"I Deres hænder, mine utilfredse landsmænd, og ikke i mine, ligger det store spørgsmål om borgerkrig. Regeringen vil ikke angribe Dem. De kan ikke få en konflikt, medmindre De selv starter den. De har ikke afgivet en ed til himlen om at ødelægge regeringen, hvorimod jeg har afgivet en ed om at bevare, beskytte og forsvare den". [http://en.wikipedia.org/wiki/President_of_the_United_States_oath_of_office Se præsident-eden her]. Til sidst søgte den ny-indsatte præsident at forsone unionen med henvisning til de fælles krige og de fælles døde. Men borgerkrigen var ved at begynde i et fort i i South Carolina.
Dagen efter indsættelsen var samtidig begyndelsen på den amerikanske borgerkrig. Der kom meddelelse fra Fort Sumter i Charleston, South Carolina, om, at fortet ”enten måtte få forsyninger i løbet af 6 uger eller forlades”. Fortet lå et i en af de seks stater, der på grund af slavespørgsmålet allerede havde forladt unionen.
Fortet blev derfor et symbol på USA’s fremtid: Hvis fortet blev opretholdt, ville det for nordstaterne betyde bevarelse af af den føderale autoritet; for sydstaterne ville det betyde ydmygelse og fornærmelse. Lincoln tøvede og de frafaldne stater anså dette som for svaghed. Den 12. april 1861 beskød Charlestons’ artilleri fort Sumter. Dermed var der syv frafaldne stater, og krig mellem de frafaldne og unionen var begyndt.
Angrebet på fortet fjernede enhver tøven hos Lincoln. Der blev nu indkaldt 75.000 mand til unionens forsvar. Lincoln satte spørgsmålet på spidsen og adresserede kongressen:
”Denne sag vedrører andet og mere end USA’s skæbne. Den stiller hele menneskeheden det spørgsmål, om en konstituel republik, et demokrati – en regering valgt fra folket, af hele folket – kan eller ikke kan bevare sit territorie, i kamp mod sine egne indenlandske fjender.” … ”Vi må afgøre dette spørgsmål nu: Om en fri regering skal væltes af et mindretal, når dette ønsker det. Mislykkes vi, vil det i overmål vise folkets manglende evne til at regere over sig selv”.
Den amerikanske borgerkrig startede således ikke så meget som et spørgsmål om slaveri, men snarere som et spørgsmål om, hvorvidt en stat havde retten til at trække sig tilbage fra unionen uden føderal indblanding; Om hvorvidt et mindretal i et demokratisk samfund måtte tage loven i egen hånd.
===Lincoln og slavespørgsmålet===
Når en [[slave]] under [[amerikanske borgerkrig|den amerikanske borgerkrig]] flygtede fra en stat, hvor slaveri var tilladt, til en stat, hvor slaveri var forbudt, opstod spørgsmålet: Hvad skulle man gøre med dem? Skulle de bruges til krigsarbejde? Kunne de indlemmes i hæren? I 1861 udstedte general [[Frémont]] en [[proklamation]], der satte alle slaver i hans område fri. Lincoln kaldte imidlertid ordren tilbage og barslede i 1862 med ideen om, at slaverne i oprørsstaterne skulle gives fri, eventuelt ved at de blev frikøbt. Udenrigsminister [[Seward]] fik ham fra ideen - i hvert fald indtil Nordstaterne havde en sejr i hånden, der kunne bakke en sådan frikøbelse op. I september 1862 vandt Nordstaterne slaget ved [[Antietam]] og Lincoln mente, at tiden var inde. Den 22. september udstedtes proklamationen:
{{citat|På denne første dag i januar i det Herrens år ettusind ottehundrede og treogtres skal alle, der holdes i [[slaveri]] inden for enhver delstat eller bestemte dele af en delstat, i hvilken folket gør oprør imod De Forenede Stater, være FRIE; og De Forenede Staters [[udøvende myndighed]], inklusive militæret og flådens myndigheder, vil anerkende og opretholde disse personers [[frihed]] og vil ikke agere imod eller undertrykke sådanne mennesker i de bestræbelser disse gør for denne frihed.}}
I 1861 udstedte general Frémont en [[proklamation]], der satte alle slaver i hans område fri. Lincoln kaldte ordren tilbage. Lincoln barslede i 1862 med ideen om, at slaverne i oprørsstaterne skulle gives fri, eventuelt ved at de blev frikøbt. Udenrigsminister Seward fik ham fra ideen, i hvert fald indtil Nordstaterne havde en sejr i hånden, der kunne bakke en sådan frikøbelse op. I september 1862 vandt Nordstaterne slaget ved [[Antietam]] og Lincoln mente, at tiden var inde.
[[Nytårsdag]] 1863 trådte proklamationen i kraft, og den blev mødt med hæftig kritik såvel mundtligt som korporligt: Rekrutteringsofficerer blev myrdet og Lincolns tilhængere hetzet. Der dannedes undergrundsorganisationer, der ønskede fredsforhandlinger. Modstandere af præsidenten gav udtryk for, at borgerkrigen kun var startet for at afslutte slaveriet. Selv Lincoln-tilhængere som ''Radikale Republikanerne'' anklagede proklamationen; de mente ikke den var vidtrækkende nok. Da myndighederne arresterede en af lederne af [[The Copperheads]] – en nordstatsgruppering, der støttede sydstaterne og i øvrigt var krigsmodstandere – [[Clement L. Vallandigham]], måtte Lincoln forsvare denne disposition: ”Så jeg må altså skyde en simpel drengesoldat, der deserterer, mens jeg ikke må røre et hår på hovedet af den listige agitator, der har opildnet ham til at desertere?”{{kilde mangler}} I et brev stilet til vennen [[James C. Conkling]] med det formål, at det skulle oplæses ved et vælgermøde, skrev Lincoln bl.a.:
Den 22. september udstedtes proklamationen:
{{Citat|I siger I ikke vil slås for negrene. Nogle af dem er dog villige til at slås for jer; men lige meget. Slås I da for kun at redde unionen… Freden synes ikke længere så fjern som før. Jeg håber den kommer snart og for at blive; Og at den kommer på en sådan måde, at den vil være værd at bevare i al fremtid. Det vil da være bevist, at blandt frie mennesker kan man ikke blot gå fra afstemning til skudløsning – og at de der alligevel prøver dette, vil have tabt deres sag og må betale omkostningerne. Og da vil der være nogle sorte der husker, at de – med ro, sammenbidte tænder og et fæstnet blik og en velafbalanceret bajonet – har hjulpet menneskeheden frem til denne store fuldbyrdelse. I medens, frygter jeg, at nogle hvide ikke vil kunne glemme, at de – med et ondt hjerte og med svigefuld tale – forsøgte at hindre det.}}
”På denne første dag i januar i det Herrens år ettusind ottehundrede og treogtres skal alle, der holdes i [[slaveri]] inden for enhver delstat eller bestemte dele af en delstat, i hvilken folket gør oprør imod De Forenede Stater, være FRIE; og De Forenede Staters [[udøvende myndighed]], inklusive militæret og flådens myndigheder, vil anerkende og opretholde disse personers [[frihed]] og vil ikke agere imod eller undertrykke sådanne mennesker i de bestræbelser disse gør for denne frihed”.
Denne tale gik unionen rundt, og støtten til Lincolns politik steg så kraftigt, at [[midtvejsvalg]]ene i stor udstrækning blev vundet af Lincoln-tilhængere. Imens gav Lincolns ubetingede støtte til slaveriets afskaffelse Nordstaterne medvind i udlandet, ikke mindst i [[Storbritannien]].
[[Nytårsdag]] [[1863]] trådte proklamationen i kraft og blev mødt med hæftig kritik såvel mundtligt som korporligt: Rekrutteringsofficerer blev myrdet, Lincolns tilhængere hetzet. Der dannedes undergrundsorganisationer der ønskede fredsforhandlinger. Modstandere af præsidenten gav udtryk for, at borgerkrigen kun var startet for at afslutte slaveriet. Selv Lincoln-tilhængere som ''Radikale Republikanerne'' anklagede proklamationen; de mente ikke den var vidtrækkende nok.
Da myndighederne arresterede en af lederne af ''The Copperheads'' – en nordstatsgruppering, der støttede sydstaterne og i øvrigt var krigsmodstandere – ''Clement L. Vallandigham'', måtte Lincoln forsvare denne disposition:
”Så jeg må altså skyde en simpel drengesoldat, der deserterer, mens jeg ikke må røre et hår på hovedet af den listige agitator, der har opildnet ham til at desertere?”
I et brev stilet til vennen James C. Conkling med det formål, at brevet skulle oplæses ved et vælgermøde, skrev Lincoln bl.a.:
”I siger I ikke vil slås for negrene. Nogle af dem er dog villige til at slås for jer; men lige meget. Slås I da for kun at redde unionen… Freden synes ikke længere så fjern som før. Jeg håber den kommer snart og for at blive; Og at den kommer på en sådan måde, at den vil være værd at bevare i al fremtid. Det vil da være bevist, at blandt frie mennesker kan man ikke blot gå fra afstemning til skudløsning – og at de der alligevel prøver dette, vil have tabt deres sag og må betale omkostningerne. Og da vil der være nogle sorte der husker, at de – med ro, sammenbidte tænder og et fæstnet blik og en velafbalanceret bajonet – har hjulpet menneskeheden frem til denne store fuldbyrdelse. I medens, frygter jeg, at nogle hvide ikke vil kunne glemme, at de – med et ondt hjerte og med svigefuld tale – forsøgte at hindre det.”
Denne tale gik unionen rundt, og støtten til Lincolns politik steg så kraftigt, at midtvejsvalgene i stor udstrækning blev vundet af Lincoln-tilhængere.
Imens gav Lincolns ubetingede støtte til slaveriets afskaffelse Nordstaterne medvind i udlandet, ikke mindst Storbritannien.
===Gettysburg-talen===
Under borgerkrigen holdt Lincoln en tale, der i sin enkelhed og korthed den dag i dag er kendt af de fleste skolebørn i USA. Talen blev holdt ved indvielsen af kirkegården i [[Gettysburg]], [[Pennsylvania]] den 19. november 1863. Baggrunden for talen var, at det slag, der blev et afgørende vendepunkt til fordel for Nordstaterne, blev udkæmpet her i dagene 1.-3. juli 1863 - et slag, der er kendt som [[Slaget ved Gettysburg]]. Det kostede over 45.000 soldater livet. Sydstaternes general, [[Robert E. Lee]], trak sig tilbage med et tab på 1/3 af sin styrke. Ved indvielsen blev der ikke lagt specielt mærke til Lincolns tale. Hovedtaleren var [[Edward Everett]], en professionel taler, der holdt en floromvunden to timer lang tale. Everett var med et samtidens ord en [[orator]] - en taler (før fjernsynets tid var tale god underholdning). Lincolns tale derimod bestod af blot 272 ord og var overstået på to minutter. Mange tilhørere havde end ikke bemærket, at præsidenten var begyndt på sin tale, før den var forbi. Det blev først klart for amerikanerne, at præsidenten havde holdt en enestående tale, da den i løbet af de følgende dage blev offentliggjort i aviserne. Skønt latterliggjort i de første avisudgaver - såvel præsidenten som talen - steg agtelsen blandt udgiverne efterhånden som budskabet sank ind. Lincolns tale var ikke kun en hyldest til de soldater, der havde givet deres liv ved Gettysburg - den definerede også, hvad borgerkrigen drejede sig om. Han fremhævede fra [[den amerikanske uafhængighedserklæring]], at "alle mænd er født lige" og gjorde det klart, at "alle mænd" virkelig betød ''alle'' - uanset hudfarve. At et forenet Amerika måtte leve op til denne definition.
Under den amerikanske borgerkrig holdt Lincoln en tale, der i sin enkelhed og korthed den dag i dag er kendt af de fleste skolebørn i USA.
Talen blev holdt ved indvielsen af kirkegården i [[Gettysburg]], [[Pennsylvania]] den [[19. november]] [[1863]].
Baggrunden er kort, at det slag, der blev et afgørende vendepunkt til fordel for [[Nordstaterne]], blev udkæmpet her i dagene 1.-3. juli 1863. Slaget kostede over 45.000 soldater livet. [[Sydstaterne]]s general [[Robert E. Lee]] trak sig tilbage med et tab på 1/3 af sin styrke.
Ved selve indvielsen af kirkegården blev der ikke lagt specielt mærke til Lincolns tale. Hovedtaleren var Edward Everett, en professionel taler, der holdt en floromvunden 2 timer lang tale. Everett var med et samtidens ord en [[orator]] - en taler - før fjernsynets tid var tale god underholdning.
Lincolns tale derimod bestod af blot 272 ord og var overstået på to minutter. Mange tilhørere havde end ikke bemærket, at præsidenten var begyndt på sin tale, før den var forbi.
Det blev først klart for amerikanerne, at præsidenten havde holdt en enestående tale, da den i løbet af de følgende dage blev offentliggjort i aviserne. Skønt latterliggjort i de første avisudgaver - såvel præsidenten som talen - steg agtelsen blandt udgiverne efterhånden som budskabet sank ind.
Lincolns tale var ikke kun en hyldest til de soldater, der havde givet deres liv ved Gettysburg - den definerede også hvad borgerkrigen drejede sig om. Han fremhævede fra den amerikanske uafhængighedserklæring, at "alle mænd er født lige" og gjorde det klart, at "alle mænd" virkelig betød ''alle'' - uanset hudfarve. At et forenet [[Amerika]] måtte leve op til denne definition.
Siden har dette været en af grundpillerne i det amerikanske demokrati, omend senere [[raceuroligheder]] har vist, at det stadig er et stykke vej at gå.
===Genvalg===
[[Billede:Abraham Lincoln half length seated, April 10, 1865.jpg|right|300px|thumb|Lincoln, 1965.]]
Siden 1832 havde ingen amerikansk præsident siddet i to embedsperioder. Nogle havde ikke søgt genvalg, andre havde stillet op, men var ikke blevet genvalgt. Det var efterhånden blevet [[god tone]], at en præsident kun sad i en periode, men Lincoln erklærede sig klar til at fortsætte. På grund af krigen søgte mange grupper inden for det republikanske parti dog en anden kandidat. General John C. Frémont blev efterhånden den foretrukne kandidat for anti-Lincoln-kræfterne inden for partiet. Lincoln vandt dog på parti-konventet. Demokraterne valgte general McClellan som deres kandidat, og Lincoln – stadig mødt af modstand indefra og udefra – belavede sig på et nederlag. Men Nordstaterne kunne nu melde om en række sejre - bl.a. indtog general Sherman Georgias hovedstad, [[Atlanta]] og admiral [[Farragut]] triumferede ved [[Mobile Bay]]. De kræfter, der havde kæmpet ''imod'' krigen og ''for'' at indgå en fredsaftale med Sydstaterne, tav. I oktober 1864 var enhver tvivl om præsidentens genvalg forsvundet; på selve valgdagen vandt Lincoln overbevisende - ikke mindst blandt soldaterne - hvor han slog generalen 1:3.{{kilde mangler}} En tid efter valget blev han spurgt, hvordan det var at være præsident "for så stor en nation". "Det minder mig om," svarede Lincoln, "manden, der var dyppet i tjære og rullet i fjer, som sagde til sine genboer, da han blev båret ud af byen på en jernbanesvelle, hvis det ikke var for æren ved alt dette, ville jeg egentlig hellere gå."{{kilde mangler}}
Siden [[1832]] havde ingen amerikansk præsident siddet i to embedsperioder. Nogle havde ikke søgt genvalg, andre var ikke blevet genvalgt. Det var efterhånden blevet [[god tone]], at en præsident kun sad i en periode.
Ved præsidentindsættelsen den 4. marts 1865 holdt Lincoln en indsættelsestale, der siden er blevet kendt som en af de største igennem tiderne. I slutningen af marts og begyndelsen af april kom de endelige gennembrud for nordstatsstyrkerne. General Weitzel spurgte præsidenten, hvordan man skulle behandle de sydstatsstyrker, der overgav sig: ”Hvis jeg var i Deres sko, ville jeg fare med lempe. Far med lempe”.{{kilde mangler}} Den 9. april 1865 overgav [[general Lee]] sig til general Grant ved [[Appomattox]]’ rådhus, hvilket betød, at borgerkrigen officielt var forbi.
Men Lincoln erklærede sig klar til at fortsætte. På grund af krigen søgte mange grupper inden for det republikanske parti dog en anden kandidat. General John C. Frémont blev efterhånden den foretrukne kandidat for anti-Lincoln kræfterne inden for partiet. Lincoln vandt dog på parti-konventet. Demokraterne valgte general McClellan som deres kandidat, og Lincoln – stadig mødt af modstand indefra og udefra – belavede sig på et nederlag.
===Den sidste dag===
Men Nordstaterne kunne nu melde om en række sejre, bl.a. indtog general Sherman Georgias hovedstad, [[Atlanta]] og admiral Farragut triumferede ved [[Mobile Bay]]. De kræfter, der havde kæmpet ''mod'' krigen og ''for'' at indgå en fredsaftale med Sydstaterne, tav. I [[oktober]] [[1864]] var enhver tvivl om præsidentens genvalg forsvundet. På valgdagen vandt Lincoln overbevisende, ikke mindst blandt soldaterne, hvor han slog generalen 1:3.
En tid efter valget blev han spurgt, hvordan det var at være præsident ”for så stor en nation”. ”Det minder mig om,” sagde Lincoln, ”manden der var dyppet i tjære og rullet i fjer, som sagde til sine genboer da han blev båret ud af byen på en jernbanesvelle, ''hvis det ikke var for æren ved alt dette, ville jeg egentlig hellere gå''”.
Ved præsidentindsættelsen den 4. marts 1865 holdt Lincoln en indsættelsestale, der siden er blevet kendt som en af de største igennem tiderne. [http://en.wikipedia.org/wiki/Lincoln's_second_inaugural_address Se den engelske tekst til indsættelsestalen her].
I slutningen af marts og begyndelsen af april kom de endelige gennembrud for nordstatsstyrkerne. General Weitzel spurgte præsidenten, hvordan man skulle behandle de sydstatsstyrker, der overgav sig: ”Hvis jeg var i Deres sko, ville jeg fare med lempe. Far med lempe”.
Den [[9. april]] [[1865]] overgav general Lee sig til general Grant ved [[Appomattox]]’ rådhus. Borgerkrigen var forbi.
==Den sidste dag==
[[Billede:Lincolnatpeace2.jpg|right|thumb|300px|Den afdøde Lincoln.]]
Den [[14. april]] 1865 begyndte med, at [[general Anderson]] hejste flaget over fort Sumter. Krigsministeren erklærede, at yderligere hvervning af soldater var ophørt. Der blev afholdt regeringsmøde og general [[Ulysses S. Grant]] deltog, idet man diskuterede de fremtidige forhold mellem staterne. Siden tog Lincoln vanen tro imod, og hjalp bl.a. en sort krigsenke i spørgsmålet om [[pension]]. Han underskrev en benådning af en [[desertør]] og tilføjede: ”Jeg tror, at denne dreng vil gøre mere nytte over jorden end under den”.{{kilde mangler}} Samtidig var [[John Wilkes Booth]], [[Lewis Powell]] og [[George Atzerodt]] ved at færdiggøre deres planer om at myrde henholdsvis præsidenten, udenrigsminister Seward (der var sengeliggende efter et uheld med hestevogn) og vicepræsident, [[Andrew Johnson]].
Om aftenen tog præsidentparret i [[teater|teatret]] - Fords Theatre. Dette var først blevet bestemt samme morgen, men præsidentparret frekventerede jævnligt dette teater. Planen havde været, at general Grant og frue skulle tage med, men de meldte afbud (Historikere har siden udarbejdet hele lister over kendte personer, der afslog præsidentens invitation denne aften).{{kilde mangler}} I stedet valgte præsidentfruen at tage senator [[Ira Harris]]’ datter og stedsøn, Clara Harris og major [[Henry Reed Rathbone]] med. Præsidentens følge ankom først efter, at stykket ''Our American Cousin'' var gået i gang. Stykket blev afbrudt, da præsidentparret indtog logen og ''[[Hail to the Chief]]'' blev spillet.
Samtidig var ''John Wilkes Booth'', ''Lewis Powell'' og ''George Atzerodt'' ved at færdiggøre deres planer om at myrde henholdsvis præsidenten, udenrigsminister Seward, der var sengeliggende efter et uheld med hestevogn, og vicepræsident [[Andrew Johnson]].
Om eftermiddagen havde Booth boret et lille hul i logedøren, så han let kunne følge med i, hvor præsidenten sad. Det blev ikke sværere af, at Lincolns livvagt, [[John F. Parker]], havde forladt sin post, der bestod af en stol ved indgangen til logen - sandsynligvis for at finde en bedre plads, så han kunne overvære skuespillet. Det skal nævnes, at Lincoln havde besøgt teatret 13 gange før - hver gang uden livvagt. Booth listede sig ind i logen med en kniv i den venstre hånd og en [[Derringer]] i den anden. På klods hold affyrede han pistolen mod præsidentens baghoved og Lincoln faldt sammen. Major Rathbone kastede sig mod Booth, men blev såret med kniven. Booth kastede sig nu ud fra logen, men hans [[spore]] satte sig fast i flaget, som logen var indhyllet i og faldt mod teatergulvet. Hurtigt var han på benene igen og råbte ”[[Sic semper tyrannis]]!” (sådan går det tyranner) og stak af. Det viste sig, at en kordreng havde holdt en hest parat til morderen uden for teatret. Samtidig brød Powell ind hos den sengeliggende udenrigsminister og knivstak ham gentagne gange, bl.a. i ansigtet - udenrigsministeren lod sig sjældent fotografere sidenhen - men han overlevede. Atzerodt, der skulle dræbe vicepræsidenten, valgte i stedet at drikke sig fuld.
Om aftenen tog præsidentparret i teatret - ''Fords Theatre''. Dette var først blevet bestemt samme morgen, men præsidentparret frekventerede jævnligt dette teater. Planen havde været, at general Grant og frue skulle tage med, men de meldte afbud. (Historikere har siden udarbejdet hele liste over kendte personer, der afslog præsidentens invitation denne aften). I stedet valgte præsidentfruen at tage senator Ira Harris’ datter og stedsøn, Clara Harris og major Henry Reed Rathbone med. Præsidentens følge ankom først, efter at stykket ''Our American Cousin'' var gået i gang. Stykket blev afbrudt, da præsidentparret indtog logen og [http://en.wikipedia.org/wiki/Hail_To_The_Chief Hail to the Chief] blev spillet.
En ung militærlæge, 22-årige Charles Leale, der befandt sig i salen i teateret, ilede igennem den panikslagne folkemængde til præsidentlogen. Han konstaterede, at situationen var håbløs: Kuglen var trængt ind igennem baghovedet, var gået igennem [[hjerne]]n og sad nu fast bag højre [[øje]]. Præsidenten blev båret over gaden til det nærmeste hus og lagt på sengen. Ministre og højtstående embedsmænd samledes om dødslejet, men præsidenten kom ikke til bevidsthed. Kl. 7.22 den 15. april 1865 var Lincoln død. En stemme i soveværelset udtalte: ”Nu hører han evigheden til”.{{kilde mangler}} Vicepræsident Andrew Johnson aflagde ed som USA's 17. præsident samme dag.
Om eftermiddagen havde Booth boret et lille hul i logedøren, så han let kunne følge med i, hvor præsidenten sad placeret. Det blev ikke sværere af, at Lincolns livvagt ''John F. Parker'' havde forladt sin post, der bestod af en stol ved indgangen til logen - sandsynligvis for at finde et bedre plads, så han kunne overvære skuespillet. Det skal nævnes, at Lincoln havde besøgt teatret 13 gange før - hver gang uden livvagt.
Dét, Booth ønskede at opnå med attentatet på præsidenten, vicepræsidenten og udenrigsministeren, var at kaste USA ud i en forfatningsmæssig krise, resulterende i en opløsning af unionen.{{kilde mangler}}
Booth listede sig ind i logen med en kniv i den venstre hånd og en [[Derringer]] i den anden. På klods hold affyrede han pistolen mod præsidentens baghoved og Lincoln faldt sammen. Major Rathbone kastede sig mod Booth, men blev såret med kniven. Booth kastede sig nu ud fra logen, men hans spore satte sig fast i flaget, som logen var indhyllet i og faldt mod teatergulvet. Hurtigt var han på benene igen, råbte ”[[Sic semper tyrannis]]!” (sådan går det tyranner) og stak af. Det viste sig, at en kordreng havde holdt en hest parat til morderen uden for teatret.
Den dagældende [[succesionslov]] til præsidentembedet var fra 1792 og tog ikke højde for en omfattende udradering af landets ledelse. Hvis alle tre attentater således var lykkedes, ville senatets leder blive fungerende præsident, indtil nyvalg kunne udskrives. Dette nyvalg skulle godkendes af udenrigsministeren, der altså ville være død.
Samtidig brød Powell ind hos den sengeliggende udenrigsminister og knivstak ham gentagne gange, bl.a. i ansigtet - udenrigsministeren lod sig sjældent fotografere sidenhen. Men udenrigsminister Seward overlevede.
Atzerodt, der skulle dræbe vicepræsidenten, valgte i stedet at drikke sig fuld.
En ung militærlæge, 22-årige ''Charles Leale'', der befandt sig i salen i teateret, ilede igennem den panikslagne folkemængde til præsidentlogen. Han konstaterede, at situationen var håbløs. Kuglen var trængt ind igennem baghovedet, var gået igennem hjernen og sad nu fast bag højre øje. Præsidenten blev båret over gaden til det nærmeste hus og lagt på sengen.
Ministre og højtstående embedsmænd samledes om dødslejet, men præsidenten kom ikke til bevidsthed. Kl. 7.22 den 15. april 1865 var Lincoln død.
En stemme i soveværelset udtalte: ”Nu hører han evigheden til”.
Vicepræsident Andrew Johnson aflagde ed som USA's 17. præsident samme dag.
===Hvad ville Booth opnå?===
Dét, Booth ønskede at opnå med attentatet på præsidenten, vicepræsidenten og udenrigsministeren (Secretary of State), var at kaste USA ud i en forfatningsmæssig krise, resulterende i en opløsning af unionen.
Den dagældende succesionslov til præsidentembedet var fra 1792 og tog ikke højde for en omfattende udradering af landets ledelse. Hvis alle tre attentater således var lykkedes, ville senatets leder da blive fungerende præsident, indtil nyvalg kunne udskrives. Dette nyvalg skulle godkendes af udenrigsministeren, der altså ville være død.
== Lincoln i dag==
[[Billede:Lincoln statue in the Lincoln memorial.jpg|right|300px|thumb|Statue af Lincoln i [[the Lincoln memorial]].]]
Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der blev dræbt ved et attentat i embedet. Siden fulgte [[James Garfield]] i 1881, [[William McKinley]] i 1901 og [[John F. Kennedy]] i 1963. Lincoln ligger blandt de øverste på listen, når historikere rangerer amerikanske præsidenter. Han repræsenterer klassiske værdier som ærlighed, integritet og står for medmenneskelig respekt, minoriteters rettigheder og frihed i almindelighed.{{kilde mangler}} Lincoln er desuden i almindelighed kendt for at være den amerikanske præsident, der afskaffede slaveriet, men måske burde han være mere kendt som den præsident, der forsvarede [[demokrati]]et: At respektere flertallets afgørelse uden at ty til yderligheder; at, hvis man er overbevist om, at man har ret, kæmpe igennem diskussion og debat - ikke igennem magtanvendelse eller blodsudgydelse. Dermed brød Lincoln med over 30 års eftergivenhed fra tidligere præsidenter, og blev et [[ikon]] for dem, der ønsker en klar [[vision]]. Alt lige fra forsikringsselskaber til menneskerettighedsforkæmpere bruger Lincolns navn, ligesom et [[bilmærke]] og utallige byer og områder i USA er opkaldt efter ham. [[Statue]]r eller [[buste]]r findes i bl.a. USA, Mexico, Storbritannien og [[Cuba]]. Flere [[krigsskib]]e er opkaldt efter ham, hvilket ikke er usædvanligt i USA - men der findes endda et skib, opkaldt efter moderen, "[[SS Nancy Hanks]]".
Abraham Lincoln var den første amerikanske præsident, der blev dræbt ved et attentat i embedet. Siden fulgte James Garfield i [[1881]], William McKinley i [[1901]] og John F. Kennedy i [[1963]]. Af disse har især Lincoln og Kennedy opnået martyr-status.
Gettysburgtalen er på undervisningsplanen i enhver [[amerikansk grundskole]], ligesom hans anden tiltrædelsestale stadig studeres af lærde. [[Presidents’ Day]] er en [[føderal amerikansk helligdag]], hvor man fejrer præsidenterne Washingtons og Lincolns fødselsdag.
Lincoln ligger blandt de øverste på listen, når historikere rangerer amerikanske præsidenter. Han repræsenterer klassiske værdier som ærlighed, integritet og står for medmenneskelig respekt, minoriteters rettigheder og frihed i almindelighed.
== Eksterne henvisninger ==
Lincoln er i almindelighed kendt for at være den amerikanske præsident, der afskaffede slaveriet, men han bør egentlig være mere kendt som den præsident, der forsvarede demokratiet: At respektere flertallets afgørelse uden at ty til yderligheder; at, hvis man er overbevist om at man har ret, kæmpe igennem diskussion og debat - ikke igennem magtanvendelse eller blodsudgydelse. Dermed brød Lincoln med over 30 års eftergivenhed fra tidligere præsidenter, og blev et [[ikon]] for dem, der ønsker en klar [[vision]].
=== Kilder ===
Alt lige fra forsikringsselskaber til menneskerettighedsforkæmpere bruger Lincolns navn, ligesom et bilmærke og utallige byer og områder i USA er opkaldt efter ham.
Statuer eller buster findes i bl.a. USA, Mexico, Storbritannien og Cuba. Flere krigsskibe er opkaldt efter ham, hvilket ikke er usædvanligt i USA, men der findes endda et skib opkaldt efter moderen, ''SS Nancy Hanks''.
Gettysburgtalen er på undervisningsplanen i enhver amerikansk grundskole, ligesom hans anden tiltrædelsestale stadig studeres af lærde.
''Presidents’ Day'' er en føderal amerikansk helligdag, hvor man fejrer præsidenterne Washingtons og Lincolns fødselsdag.
==Kildehenvisninger==
* Stefan Lorant: The Life of Abraham Lincoln, 1955, The New American Library of World Literature, New York
* "Why Seward?" af Michael Maione and James O. Hall, 1998, Lincoln Herald.
* [http://en.wikipedia.org/wiki/Abraham_Lincoln Abraham Lincoln i den engelske Wikipedia]
* [http://members.aol.com/RVSNorton1/Lincoln61.html Om livvagten i Fords Theatre]
=== Yderligere information ===
==Eksterne henvisninger==
{{Wikiquote|Abraham Lincoln}}
*[http://www.abrahamlincoln.org The Lincoln Institute (en)]
*[http://www.mrlincolnswhitehouse.org Mr. Lincoln's White House (en)]
*[http://www.mrlincolnandnewyork.org Mr. Lincoln and New York (en)]
*[http://www.alincoln-library.com/home.html Lincoln Library Illinois]
*[http://www.thomasgray.org/cgi-bin/display.cgi?text=elcc Elegy written in a Country Church-Yard] af Thomas Gray (engelsk udgave)
==Se også==
*[[http://www.thomasgray.org/cgi-bin/display.cgi?text=elcc Elegy written in a Country Church-Yard]] af Thomas Gray (engelsk udgave)
*[http://www.yale.edu/lawweb/avalon/presiden/inaug/lincoln1.htm Den første indsættelsestale (engelsk)]
*Den [[amerikanske borgerkrig]]
*[[Slaget ved Gettysburg]]
*[http://en.wikisource.org/wiki/Gettysburg_Address#Memorial_version Wikisource: Gettysburg-talen (engelsk)]
*[http://en.wikipedia.org/wiki/Lincoln's_second_inaugural_address Den anden indsættelsestale (engelsk)]
*[http://en.wikipedia.org/wiki/Category:Lincoln_conspirators De sammensvorne (engelsk)]
==Billeder==
*[http://commons.wikimedia.org/wiki/Abraham_Lincoln Se billeder af Abraham Lincoln på Wiki Commons]
{{USAs præsidenter}}
{{Wikiquote|Abraham Lincoln}}
[[Kategori:USA's præsidenter|Lincoln, Abraham]]
[[Kategori:Født i 1809|Lincoln, Abraham]]
| 