Kongesaga: Forskelle mellem versioner

I 1300-tallet skiftede kildematerialet fuldstændigt karakter. Den sidste kongesaga i Norge handler om [[Magnus Lagabøte]] (død 1280) og er kun bevaret i brudstykker. Fra omkring 1300 trådte dokumenter om lokale, retslige forhold i stedet - dvs. [[bøde]]r for lovbrud og præciseringer af Magnus Lagabøtes landslov, samt diplomer. Kongesagaerne var fortællinger om konger, skrevet på opdrag af de samme konger, der ønskede at mindes på fordelagtig vis. [[Snorre]] skrev i indledningen til ''[[Heimskringla]]'', at en [[skjald]] ikke må lyve om sin opdragsgiver – det ville tjene begge til vanære. Men opdragsgiveren må godt stilles i et smigrende lys. Bøderne og diplomenediplomerne gjaldt derimod konkrete problemer, og giver kun glimtvis indsigt, hvor kongesagaerne gengav et helt handlingsforløb. Vi ved derfor uendelig meget mere om [[Skule Bårdsson]]s oprør mod [[Håkon Håkonsson]] i 1239–40 end om de tre opstande mod [[Magnus Eriksson af Sverige|kong Magnus Eriksson]] i 1332, 1338 og 1343, da disse kun omtales kort i kilderne. 1300-tallet er dermed langt dårligere klarlagt for eftertiden end de forudgående århundreder, der belyses i sagaskrivningen.<ref>https://www.bokselskap.no/boker/kransen/den-historisk-politiske-rammen</ref>