Forskel mellem versioner af "Translokutionaritet"

33 bytes tilføjet ,  for 1 måned siden
Korrektur og små justeringer. Der mangler stadig kilder til de enkelte påstande. Desuden er artiklen svær at forstå for lægpersoner, som jo er vores målgruppe på Wikipedia. Derudover mangler der en armslængde til påstandene; de bør fremstilles som påstande, som en måde Kirkeby ser på verden, men ikke som fakta eller en "sand" måde at se på verden. Eftersom jeg ikke fuldt forstår, hvad der står i artiklen, er jeg ikke i stand til selv at forenkle den og gøre sproget klarere.
m (Korrektur.)
(Korrektur og små justeringer. Der mangler stadig kilder til de enkelte påstande. Desuden er artiklen svær at forstå for lægpersoner, som jo er vores målgruppe på Wikipedia. Derudover mangler der en armslængde til påstandene; de bør fremstilles som påstande, som en måde Kirkeby ser på verden, men ikke som fakta eller en "sand" måde at se på verden. Eftersom jeg ikke fuldt forstår, hvad der står i artiklen, er jeg ikke i stand til selv at forenkle den og gøre sproget klarere.)
 
{{kilder|dato=marts 2018}}
{{Førstehåndsforskning}}
'''Translokutionaritet''' er en erkendelsesteoretisk [[neologisme]] lavet af den danske [[filosof]] [[Ole Fogh Kirkeby]] som et supplement til de tre kategorier fra angelsaksisk [[talehandlingsteori]] ([[J.L. Austin|Austin]] og [[John Searle|Searle]]),: lokutionære, illokutionære og perlokutionære talehandlinger. DetBegrebet kan populært formuleres gennem sætningen: ''Jeg ved ikke hvad jeg mener, før jeg hører, hvad jeg selv siger''.
 
Heri ligger den antagelse, at bevidstheden foruden tilskyndelser, indtryk, mentale billeder, erindrede begivenheder, følelser og stemninger, er styret af en indre dialog. Dialogen dominerer den indre tale, og derfor er tankegangen som regel flertydig, med mindremedmindre vi er i stand til at forme vores tanker som et ukommenteret indre, monologisk udsagn.
 
Denne formulering bliver ifølge Kirkeby først bindende for os i det øjeblik den bryder over vore læber og bliver lyd. [[Stoicisme|Stoikerne]] sagde netoptilsvarende, at mening er ulegemlig, men lyden legemlig, og som legemlighed, som materialitet, lever lyden sit eget liv og virker tilbage på os. Dermed gives sproget en dominerende, rollemen somikke tænkningens mulighedsbetingelseenerådende, menrolle ikkesom entænkningens enerådendemulighedsbetingelse. En tanke kan også være en ikke-diskursivt artikuleret fornemmelse. Denne [[feed-back|feedback]] -proces opleves tit af kunstnere, når de arbejder i et medie, om det er skrift, farver og form, plastik eller musik, og er ofte blevet formuleret således af dem, at mediet udvider deres intentioner, eller ligefrem bidrager til skabelsesprocessen.
 
[[Stravinskij]] skrev: ''Det er den skabende ånds opgave at sigte de elementer, den modtager fra indbildningskraften, for det er en nødvendighed, at den menneskelige aktivitet foreskriver sig selv grænser. joJo mere kunsten kontrolleres, bearbejdes, desto friere er den.'' <ref> ''Musikalsk Poetik'', p. 63</ref>
[[Stravinskij]] skrev:
 
''Det er den skabende ånds opgave at sigte de elementer, den modtager fra indbildningskraften,for det er en nødvendighed, at den menneskelige aktivitet foreskriver sig selv grænser. jo mere kunsten kontrolleres, bearbejdes, desto friere er den.'' <ref> ''Musikalsk Poetik'', p.63</ref>
 
I det øjeblik et andet menneske modtager den artikulerede tanke, forstærkes translokutionaritetens virkning yderligere af dennes forståelsesarbejde. Translokutionariteten udvides af Ole Fogh Kirkeby til også at gælde kunnen og villen: ''Jeg ved ikke, hvad jeg kan, før jeg gør det'' og ''Jeg ved ikke hvad jeg vil, før min vilje til at ville bliver handling'', samt ''Jeg ved ikke, hvad der sker, før jeg skeende-skes af det''.
3.869

redigeringer