Konventikel: Forskelle mellem versioner

At komme sammen i private hjem for fælles [[andagt]] og [[sang]], var karakteristisk for [[pietisme]]n og [[metodismen]] i 1600- og 1700-tallet.

 

I middelalderen var udtrykket konventikel et nedsættende udtryk for kætterske eller religiøse grupper uden for den tilladte katolske kirke. Så tidligt som i 1199 brugte Pave Innocent III udtrykket ''"occulta conventicula"'' (mørke møder) om de grupperinger i Metz, som unddrog sig kirkelig kontrol.

 

På samme måde fordømte Konsilet i Vienne i 1311 Begarden som konventikler. Begarden (mænd) og Beginen (kvinder) var betegnelsen for kristelige fællesskaber (brødre eller søstre), som hverken aflagde religiøse ordensløfter eller levede i cølibat. Beginen og Begarden (også benævnt Lollards eller Lollharden) førte et religiøst, men ugift liv i fællesskaber i de såkaldte Beginenhuse eller Begardenhuse. Begarden og Beginen fandtes i det 12. århundrede i Nederlandene og i det 13. århundrede også i Tyskland, Frankrig, Norditalien og Schweiz.

 

Herrnhutismen (også benævnt "den glade pietisme"), som kom til Danmark med grev Zinzendorf i 1731, drev sin danske missionsvirksomhed via sammenkomster i private hjem. Det blev den direkte anledning til <ref>Frands Ole Overgaard: Konventikel i ''Den Store Danske'', Gyldendal</ref>[[Konventikelplakat]]en fra [[1741]], der forbød disse religiøse sammenkomster i hjemmene uden [[sognepræst]]ens tilstedeværelse.

 

*[[Konventikelplakat]]

 

[[Kategori:Kirkehistorie]]

[[Kategori:Pietisme]]