Reersø: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Tags: Mobilredigering Mobilwebredigering
Linje 31:
 
==Sagnet om dronning Margrethe==
I det tredje sagn optræder [[Margrethe 1.]], der skulle være forlist i Jammerlandsbugten på vej fra [[Fyn]] til [[Kalundborg]] og reddede sig i land ved Reersø på en planke. <ref>[https://www.youtube.com/watch?v=TZTqdjG5sGY margrethestenen-2 - YouTube<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Den skibbrudne [[dronning]] gav sig ikke til kende, men vaklede ind hos bonden Hans Hansen, der tog vel imod den ukendte kvinde og gav hende [[øllebrød]] og sild til [[davre]]. Efter tre dage på gården skulle bonden ind til Kalundborg med et brændelæs, og Margrethe blev med. Ved Ornum tog de en hvilepause, og mens Hans blundede, gik dronningen hen over marken og mærkede et stort stykke land af med sine skridt. Da de kørte videre, bad hun bonden om at køre læsset op på [[Kalundborg Slot]], for der ville han få sit brænde bedst betalt. "''Kan nok være, men deroppe bliver jeg kuns til nar,''" mente Hans. Til sidst føjede han hende dog, og da de kørte ind på slottet, gjorde skildvagten [[honnør]] for dronningen, som han genkendte. "''Kan hun så se, vi blev til nar,''" sagde Hans, men Margrethe fik ham alligevel til at køre op for hovedtrappen. Der steg hun af læsset, og bød Hans indenfor. Sådan fandt han ud af, hvem hun var. Ved bordet var han ilde stedt med kniv og [[gaffel (bestik)|gaffel]]. "''Brug du kuns næverne, Hans,''" beroligede dronningen ham. (I virkeligheden brugte Margrethe 1. næppe selv nogensinde gaffel - og deres samtale minder tidvis om et sagn, der fortælles om [[Christian 4.]] og bonden.). Som hun havde været hans gæst i tre dage, var han hendes gæst på slottet i tre dage, før han vendte hjem med penge og sæbe til sin kone; men en tid senere, hævder sagnet, kom der et [[dokument]] fra dronning Margrethe, hvorved hun gav reersøerne i [[arv]] og eje det jordestykke på Ornum, som hun havde skridtet af som deres lovmæssige [[rasteplads]] på Kalundborgvejen. Dertil fik de [[tiende]]frihed for konge-, kirke- og præstetiende. Men dronningens dokument findes ikke. Derimod stadfæstede [[Christian 1.]] Reersøs rettigheder - men uden at nævne Margrethe. Kongen skrev "''at Vi med vort elskelige Raad, som hos os ere, at Vi have hørt, skønnet og overvejet den Armod, Tynge og Affald, som disse Breve vise vore fattige [[Vornedskab|Vornede]] paa Redersøe Anliggender ere, da have Vi af...''" osv. Af Christan 1.s brev fremgår, at Reersø var krongods under Kalundborg Slot frem til [[1660]]. Reersøs rettigheder blev stadfæstede af Christian 4. i [[1618]] og af [[Frederik 3.]] i [[1657]]. Efter at Reersø gik over til at blive herregårdsgods, blev de stadfæstede af [[Christian 5.]] i [[1687]], [[Frederik 4.]] i [[1702]], [[Christian 6.]] i [[1731]], [[Frederik 5.]] i [[1747]] og [[Christian 7.]] i [[1766]]. <ref>[http://nordvestsjaelland.dk/artikler/1908/1908%20048-075%20Gravlund,%20Thorkild%20%20-%20Rids%20af%20Reersoes%20Historie.pdf Gravlund, s. 53-57]</ref>
 
Som krongods skiftede Reersø fra at ligge under Kalundborg Slot til at ligge under [[Sæbygård (Sæby Sogn)|Sæbygård]], måske samtidig med, at [[Frederik 2.]] lagde [[Løve (by)|Løve]] under Sæbygård og flyttede [[ting (folkeforsamling)|ting]]stedet fra byporten i Kalundborg til Løve. Det var hårde tider. 27. maj [[1623]] gav Sæbygårds [[lensmand]] Ernst Normann denne erklæring: "''At fyrre bønder i [[Helsinge Sogn]] kun formår at udrede 4 Mark for hver 3 tønder [[landgilde]].''" Oprindeligt var Reersø skovklædt, og svenskerne har fået skylden for at have brændt skoven af i [[1659]]. I virkeligheden havde lokalbefolkningen i [[1655]] nærved omhugget sin egen skov. I forbindelse med en smule [[agerbrug]] var det nok til, at præsten i [[Helsinge]] mente, at reersøerne måtte kunne betale præstetiende som andre bønder. Det klarede de sig dog ud af, og i 1660 skrev han en embedserklæring om, at reersøerne skulle slippe for præstetiende. <ref>[http://nordvestsjaelland.dk/artikler/1908/1908%20048-075%20Gravlund,%20Thorkild%20%20-%20Rids%20af%20Reersoes%20Historie.pdf Gravlund, s. 59-60]</ref>